Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. Søndag efter Trinitatis, 17.08.2008
Predigt zu Mattæus 20:20-28, verfasst von Hanne Drejer
Det er sandelig noget af en ambitiøs mor, vi hører om her!
For Zebedæussønnernes mor her har jo nemlig ambitioner om intet mindre end at hendes sønner skal have hæderspladserne ved siden af Jesus i himlen.
Nu er det er en ærlig sag at være ambitiøs, når der er grund til det. For man ærgrer sig jo, når man ser gode talenter gå til spilde hos et menneske, af misforstået beskedenhed eller af mangel på ambitioner. - Men modsat er der jo et latterligt skær over dem der er for ambitiøse, og ikke rigtig har noget at have ambitionerne i.
Ambitioner og fremdrift, ønsket om at få magt og indflydelse og sætte sig selv i centrum, har åbenbart altid hørt med til det at være menneske.
Nu var der så 2 af Jesu disciple. De hed Jakob og Johannes, men blev altså kaldt Zebedæussønnerne efter deres far.
Og man forstår jo egentlig godt deres mors reaktion. Som en fornuftig mor, føler hun simpelthen, at de to knægte har spildt det meste af 3 år, med at rende i hælene på den fattige landevejsprædikant, Jesus fra Nazareth.
Hun husker tydeligt da Jesus kom til deres egn og prædikede og kaldte mennesker til sig. Da kunne ikke 10 vilde heste holde hendes Jakob og Johannes tilbage og de gik bare hjemmefra - forlod alt, og fulgte Jesus. Hun havde håbet på de hurtigt ville komme til fornuft og vende hjem, men nu var der gået næsten 3 år.
Og dermed følte moderen jo ikke alene at de to sønner havde sat alle deres lyse fremtidsudsigter over styr - men hvad værre var frygtede hun jo at, hun selv og deres far var ved at miste den trygge alderdom de havde set frem til, hvor de regnede med at blive forsørget a de to dygtige sønner, som alle sagde om: de to skal nok blive til noget stort! Men som Jesu disciple frygtede hun jo, at det ikke rigtigt blev til noget med at blive noget!
Så den mor var både bekymret på sine børns vegne og rasende på Jesus over den magt han havde over dem. Nu var hun så rejst efter dem, og havde også fundet Jesus og disciplene. Og mens hun fulgte med i flokken omkring Jesus på hans vandring, blev hun klar over, at han nu var på vej til Jerusalem, den hellige by.
Herligt, tænkte hun først! For var der nu noget ved ham, var han virkelig den profet alle talte om, den ventede Messias, så var det jo netop også i Jerusalem han skulle gøre alvor af alt det han havde talt om med Gudsrigets komme - tænkte hun.
Og hvad var der så sket i dag? Jesus havde samlet flokken omkring sig og sagt til dem: se, nu drager vi op til Jerusalem, og der skal jeg dødsdømmes, piskes og korsfæstes, men opstå igen på den 3. dag! Det havde Jesus lige sagt.
De sidste ord om opstandelsen forstod hun intet af - men det første han havde sagt var jo tydeligt nok, alt for tydeligt!
Sådan ville det altså ende med ham - med død og nederlag! Og ikke med at Jesus ville tage magten, blive konge og oprette Gudsriget på jorden.
Hvad var det så alt sammen, andet end ord og snak? - Nej, her havde hun da beviset på hvor godt og grundigt hendes Jakob og Johannes var blevet taget ved næsen - havde spildt 3 gode år af deres ungdom på sådan en charlatan, der ikke kunne sætte handling bag sine fine ord.
Men så var det hun kom i tanke om, at der jo var endnu en chance for oprejsning for hendes sønner. For fik de ikke noget ud af deres indsats her på jorden - hvad så med den kommende verden? For hvis livet efter døden ligner det vi kender her på jorden, så må der jo også være noget der hedder hæderspladser der, tænkte hun!
Og det er så her vi kommer ind i historien, hvor vi hører denne mor spørge Jesus, om hendes sønner må få de fine pladser ved siden af Jesus selv i hans rige!
Men Jesus svarer : I aner ikke hvad det er I beder om! Kan I drikke det bæger jeg skal drikke - altså: kan I gå det igennem, som jeg skal igennem?- og dermed tænker han jo på de ydmygelser og lidelser der venter ham i Jerusalem. Ja, svarer de frejdigt
Jamen, selvom I kan klare det, så er der kun en der bestemmer hvem der skal sidde til højbords i himlen, og det er Gud, svarer Jesus, og sætter dem dermed endeligt på plads.
Bagefter er de 10 andre disciple rasende på Jakob og Johannes og deres ambitioner og spidse albuer, og Jesus samler dem så, og siger:
"Fyrster og stormænd har magt, men misbruger denne magt. Sådan skal det ikke være mellem jer, for den der hos jer vil være stor, skal være jeres tjener, og den der vil regnes som den førende skal være jeres træl og slave. Ganske som jeg, der er kommet for at tjene og give mit liv som løsesum for mange".
Pointen er jo ikke til at misforstå: Stor er ikke den der sidder på den bedste plads eller den , der er misundeligt stræber efter den plads - nej, stor er den der tjener. Det er den eneste værdighed Jesus vil vide af.
Og så har disciplene og deres familier jo godt nok fået et svar, men det er jo ikke sikkert de var særlig tilfredse med det svar!
Og at sætte sig selv til side for at tjene andre og fællesskabet, er just heller ikke tanker der er i højsædet i dag.
En højskolemand har for nylig i et interview sagt: Et af de største problemer i dag er, at alt går i retning af det individuelle og den enkeltes mulighed for selvudfoldelse, mens den sociale, samfundsmæssige og moralske dimension mangler. Og det er også der alt bøvlet og besværet ligger. Derfor er det altid lettere for højskolerne at lave moderigtige tilbud som tilgodeser den enkelte elevs behov - netop individet, mens fællesskabet svigtes.
Men højskolerne svigter deres væsentligste opgave, som er at kunne forsvare og beskrive forbindelsen mellem folkeoplysning og folkestyre, mellem det individuelle og det fælles - for det forhold er det afgørende for samfundets udvikling.
Forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, drejer det sig om. For hvad er vigtigst: at jeg selv udvikler mig og kommer frem i verden, eller at jeg tjener fællesskabet og derfor må sætte mig selv til side for fællesskabets skyld?
Nu er det ikke højskolernes undervisning der skal tales om her. Men den tendens, den opfattelse af hvad der er meningen med vores liv, som er in i disse år. Derfor denne højskolemands ord, fordi han tager fat på den tendens - som i øvrigt ikke er ny, for Zebedæussønnernes mor viser jo, at vi mennesker åbenbart altid har sat os selv i højsædet når vi fik muligheden.
Men hun og hendes sønner blev sat på plads. Ligesom de 10 andre disciple også blev sat på plads af Jesus, da de straks overfaldt over de to Zebedæussønner med jantelovens: I skal ikke tro I er noget, I skal al fald ikke tro I er mere end os andre!
Også de blev sat på plads af Jesu ord. Det drejer sig ikke om selv at komme til tops og få magt men om at tjene hinanden.
Men det er bestemt heller ikke en populær tanke i dag.
Det lyder jo heller ikke særlig morsomt at man kun skal være noget for de andre og ikke blive til noget selv.
Derfor er selvudfoldelse og individualisme da også i høj kurs - allevegne - i børneopdragelse og i skoleloven, i uddannelsespolitik og når man skal skrive sin ansøgning til en stilling.
Man opfordres simpelthen til at dyrke sig selv, sit ydre og sit indre, sin karriere, sin familie.
Mens hensynet til det fællesskab man er i - hvad enten det er barnets børnehave, skolen, ens arbejdsplads eller hele samfundet - dermed kommer til at lide, fordi vi hver især vil være hovedpersonen.
Men hvis vi kun har travlt med os selv og vores egen udvikling, sker der noget med os - vi kommer til at mangle og savne noget. Vi bliver fundamentalt ensomme - i bund og grund. For så er vi totalt alene som det fritsvævende individ vi er, som selv skal findes livets mening og mål - og i øvrigt kan vælge og vrage frit imellem alt mellem himmel og jord - og hvad skal man så vælge hvis alt er lige godt?
Man kan dyrke sig selv så længe at man bliver fuldstændig alene i verden, for så ender man der hvor man virkelig er sit eget livs herre - også sin egen Gud.
Og det er jo ikke alene fællesskabet, men nok så meget en selv der kommer til at lide, i sidste ende.
Hvad er der at gøre ved det?
Skal vi vende den egoistiske verden ryggen - sælge alt vort jordiske gods og gi' pengene til de fattige, og så selv gå i kloster?
Ja, det er jo før prøvet. At leve det enkle liv uden at være bundet af noget, frigjort fra alle materialistiske behov.
Men nu er det dels de færreste af os der kan gennemføre det. Og det er vel også blot en ekstra raffineret måde at få lov at dyrke sig selv på. For det er i al fald at vende fællesskabet - det besværlige egoistiske fælles menneskeliv - ryggen.
Sådan som allerede Martin Luther opdagede, at klosterlivet egentlig er en raffineret form for selvoptagethed. Og så er vi jo lige vidt.
Men så er der endnu en vej, den vej det er at tage del i det virkelige liv. Som en nødvendig del af fællesskabet - sådan som alle andre også er nødvendige.
For overfor livets herre er vi tjenere og aldrig herrer - ingen af os vel at mærke. Og derfor kan vi heller ikke tilrettelægge eller planlægge vejen - for det er en tjeners vej vi skal gå.
Som Jesu vej var det. Han gik, - ikke for at få hæderspladsen - men drevet af kærlighed gik han - gik til en lille piges dødsleje, - som han standsede ved blinde og døve, som han gik ind i både farisæerens hus og tolderens. Og Jesu vej endte der, hvor også vores ender - i døden.
Men efter Jesu død blev intet menneskes død mere den samme som før, for han gav sit liv som løsesum for mange.
Sådan blev Gud et menneske for at hjælpe os med at være det - Kristus blev sendt til verden for at sætte dem der vil tro på ham, i stand til at gøre det der skal gøres, og i stand til at tåle og at lide det der skal lides.
Så enkelt - og så anti-helteagtigt er det liv han giver os at leve. Kristus tog sig af vor frelse, for at vi kan tage os af hinanden. Uden at bekymre os for evigheden og for vor eller andres frelse kan vi begynde vor gerning her hvor vi er. Som de tjenere vi skal være. Amen.