Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
18. søndag efter trinitatis, 21.09.2008
Predigt zu Johannes 15:1-11, verfasst von Hanne Drejer
eg er vintræet, I er grenene! Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre"
Det er dejlige ord - på en smuk efterårssøndag.
Det er efterår, og træerne vil snart stå gule, brune og røde og varsle om vinter.
Se på et træ, fra forårets lysegrønne løvspring over sommerens grønne frodighed, til efterårets gule og røde pragt, til træets nøgne vintergrene, og du ser også livets gang.
Som træet også minder os om den sandhed, at det at være et menneske, er at være en lille kvist på et stort træ, - en lille del af en større sammenhæng.
Træet har derfor altid fascineret mennesker og vist i alle kulturer og religioner givet stof til myter om livets træ.
Sådan også i vor egen gamle nordiske religion, hvor ask Yggdrasil var selve grundstammen i livet, som man fortalte børnene det i førkristen tid.
Ask Yggdrasils grene nåede op i de højeste himle og dets 3 rødder var så lange at de nåede helt ned i underverdenen til dødsriget. Fra himmel til jord gik asketræet som livets træ, der i bogstavelig forstand holdt alt sammen og på plads. Uden det træ, intet liv.
Det var en god og forståelig historie at fortælle sine børn, for alle vidste jo, at skulle man bygge et ordentligt og solidt hus, skulle der netop være en grundstamme, et suletræ, husets akse, der holdt hele huset sammen. Uden stammen ville alt falde fra hinanden - sådan var det ikke kun i ens hus, men
også i ens liv - det var livsnødvendigt med en grundstamme, et livstræ.
På næsten samme tid som forældre her i Nord fortalte deres børn om ask Yggdrasil, fortalte forældre langt herfra, helt nede i Israel, deres børn om et andet træ, livets træ i Edens have - men også om kundskabens træ. Og kun af det træ - kundskabens træ - måtte Adam og Eva ikke spise af, men det gjorde de - som mennesker altid har gjort.
Vi lever derfor ikke i paradiset længere, hvor vi kunne spise af livets træ og leve evigt - vi lever i stedet på jorden, hvor alt hvad der lever skal dø engang.
Den gamle myte er da ikke kun historien om Adam og Eva, men historien om enhver, fordi vi ikke vil nøjes med at være små afhængige grene på et stort træ.
Som der findes endnu et træ i vores liv - vores eget stamtræ. Vi hører til i en familie der har givet os livet og formet os til dem vi er, som vi også hører til i en bestemt sammenhæng, en bestemt tid og slægt, land og kultur. Verden var der før vi blev til, og livet vil fortsætte efter os.
Men træet er altså ikke kun sandheden om os i biologisk forstand, men også i religiøs forstand - For: jeg er vintræet, I er grenene, den som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre, siger Jesus.
Med de ord siger han at med ham, med Kristus, er vi forenet med Gud, og uden ham er vi skilt fra Gud. Uden Gud kan vi slet intet gøre.
Og det er jo noget af en påstand - ikke mindst i dag i vor kultur, hvor det at være interesseret i tro og religion jo opfattes som en hobby man kan have eller ikke have. Nogen samler på frimærker andre går i kirke - sådan har vi hver vores interesse, siger vi!
Da siger Jesus noget helt andet - skilt fra mig og dermed skilt fra Gud kan I slet intet gøre!
Jamen, så lad mig da komme Gud nær - siger vi måske! Hvad skal jeg gøre? Hvordan finder jeg Gud - måske spørger vi endda: hvor finder jeg en nådig og kærlig Gud? - som Martin Luther også begyndte med at spørge.
Og han ledte og han ledte, men blev blot mere og mere fortvivlet, jo mere han piskede sig selv åndeligt talt og jo mere from han blev i sin munkecelle. For det var kun sig selv og sin egen fortvivlelse han fandt.
Til han en dag hørte Gud tale til sig i ordene fra Romerbrevet: Den retfærdige skal leve af tro! Gud er dig faktisk nær, - du skal slet ikke lede, blot stole på at det er sandt - og i den tro og tillid har du livet.
Martin Luther opdagede ganske enkelt at han slet ikke selv skulle finde Gud, for Gud har fundet ned til os, i sin søn - og hver den, der tror på ham har allerede evigt liv.
Stol da på at det er den almægtige Gud selv der kommer til dig, i Jesus Kristus - i hans ord, og i dåb og nadver. Der er Gud dig nær.
Jeg er vintræet, I er grenene, den som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre!
Nu er der ingen tvivl om at alle myterne og forestillingerne om livets træ bunder i det meget menneskelige behov vi alle har for at sikre os - vi vil gerne holde kaos på afstand og være trygge i livets storme, ved at holde os til livets træ, der garanterer tryghed. Men ligeså menneskeligt det behov er, ligeså urealistisk er det jo også.
Nu kalder Jesus sig selv for det sande livets træ - men bundet til ham får vi jo ikke tryghed i banal forstand.
Meningen med livet er ikke at vi skal sikre os - siger Jesus - men derimod at vi skal leve og give livet ud og risikere alt.
Bliver vi i billedet med træet må vi jo også sige, at han selv var det træ der gik til grunde. Jesus gav og gav, uden nogensinde at sikre sig, og til sidst gav han sit liv, men påskemorgen så vi: at "livstræet skyde af korsets rod".
Derfor ser vi hos ham at håbet aldrig er ude, - selv det mest ødelagte og misbrugte liv kan blive nyt og godt - selv den tungeste skæbne kan vendes.
Kristus som livets træ er derfor et underligt træ, som enhver gartner ville ryste på hovedet af. Det er et træ der er fældet, men midt i døden bærer det alligevel et væld af friske skud og grønne blade. Det er fældet, men i døden giver det liv. Kristus er det livets træ, der er fyldt med alle mulige og vidt forskellige slags kviste og grene i alle størrelser - alle podet ind på dets stamme - ligeså forskellige og ligeså mange som der er døbte mennesker til.
På det træ vokser vi alle side om side og lever og trives fint.
For Kristus er det livets træ vi fik i dåben - det giver ingen garanti for et langt og lykkeligt liv - men lærer os i stedet, at livets mening er at sætte livet til - at give det videre og give det ud.
For Jesus siger: Jeg er det sande vintræ, og I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham han bærer megen frugt. Amen