Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag, 05.04.2007
Predigt zu Mattæus 26:17-30, verfasst von Eva Meile
Skærtorsdag er tusmørkets dag. I tusmørket blandes lys og mørke, dag og nat. Og jo længere man begiver sig ind i tusmørkeland, jo mere får natten overtaget, og man kan blive meget bange. Man frygter, at alt det gode og dejlige, som den lyse dag skænkede én, skal blive borte for altid; og det onde, som også så dagens lys, tager sig i mørket endnu mere truende ud, Vel ved man, at det er naturens gang, at der atter kommer en dag, når natten er forbi, men denne viden drukner let i tusmørketimens beklemte stemning; håbet er i farezonen, og det betyder, at livet er i farezonen, for uden håb dør vi mennesker.Skærtordag aften er 13 mand samlet om bordet for at spise påskemåltid med hinanden. Der hviler en tusmørkestemning over dem; palmesøndags fest og hosianna-råb fortoner sig i det dunkle, og morgendagen, langfredag, kaster allerede sin skygge af afsked ind over deres måltid.
Sjælens sprog har sit eget ord for tusmørke, det hedder vemod. I vemodet blandes glæde og sorg, lige som tusmørket består af dag og nat. Og lige som tusmørket går over i det rigtige mørke. hvor angsten let slippes løs, sådan ved vi også, at den ubestemte vemod, som griber disciplene ved Jesu mærkelige ord om, at han fra nu af ikke skal drikke af vintræets frugt før den dag, de sammen skal drikke den som ny vin i Guds rige - den tristhed, der griber dem ved disse ord går i løbet af det følgende døgn over i rædsel og rådvildhed og sorg.
For hvad er de uden Jesus? Hvad skal der blive af dem? Modet daler hos dem allerede nu, og det har nok knebet med at få den obligatoriske påskelovsang til at klinge.
Men hvad med Jesus selv? Det er dog ham, der skal igennem den trangeste og mørkeste tunnel. Det er ham, der skal lide og dø. Hvad føler han i disse timer?
Omsorg føler han frem for alt. Omsorg for de 12 mænd, for hvem han har været ikke bare mesteren og vennen, men noget større endnu, nemlig bindeleddet til Gud selv. Det ligger ham på sinde at give dem noget, de kan holde sig til og varme sig ved, når han er borte. Og så bryder han brødet og skænker vin i bægeret og siger: Det er mit legeme og blod, dvs. det er mig selv, min kærlighed, jeg giver jer.
Naturligvis er det gådefuld tale for dem. De ser på brødet og vinen. Jamen det er jo bare brød og vin. Og dog? Når de hører hans kærlige ord til dem, og hans løfte om, at de sammen skal drikke det evige livs vin i Guds rige - ja så er det, som om alt bliver forvandlet, også brødet og vinen. Men mest selve stemningen. Det er, som om der tændes et lys i mørket. Det kan de mærke hver på deres måde.
Nu fx Johannes. Han havde været så beklemt over de hentydninger, Jesus gennem længere tid var kommet med angående sin forestående lidelse og død, for Johannes var ganske særligt knyttet til Jesus og ville blive frygtelig ensom uden ham. Derfor gav det givetvis et voldsomt stik i hjertet på ham da han forstod, at nu var timen kommet. Men så hører han altså pludselig Jesus tale om gensynet i Guds rige - og livsmodet vender tilbage. Han begynder at forstå, at Jesus så tit har sagt om sig selv, at han var livets brød. For det er åbenbart nok, at han kalder sådan en ganske almindelig bid brød for sit legeme - så føler man sig fyldt af hans kærlighed. Man er ikke alene, man vil aldrig mere være alene. Jesus er blevet en del af en selv.
Og Peter! Den forvirrede sjæl! Hvor tit var han ikke kommet galt af sted og havde bragt Jesus til at fortvivle. Han var og blev en ustabil natur, og han vidste godt, at han ikke fortjente, at Jesus holdt af ham. Men denne aften var det, som om Jesu egen ro og fasthed bredte sig til Peter. Det var dog et velsignet øjeblik lige nu, han skulle aldrig nogensinde tage sig et bæger vin sammen med de andre disciple uden at mindes dette øjeblik og alle de lykkelige øjeblikke, de havde haft sammen med Jesus. Han fyldtes af varme og af taknemmelighed over at mærke, at han var accepteret af Jesus i bund og grund - med alle sine fejl og svagheder. Og det forhold skulle der altså ikke ændres på i al evighed, så meget forstod Peter da af de højtidelige ord, Jesus sad og sagde.
Og endelig Judas. Vi ved, det gik ham skidt sidenhen. Der fortælles. at han tog livet af sig af sorg og skam over, at han havde forrådt Jesus. Ingen ved, hvad han tænkte og følte i sin dødstime. Slemt må han have haft det, men måske er det gået igennem hans bevidsthed: Jeg var dog med ved bordet den aften, jeg var med, da han sagde det. Da han sagde: Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Måske, hvem ved, måske gjaldt ordene - og blodet - også ham, Judas. Han var den største af alle syndere, men nu var han så fortvivlet og fuld af anger - han turde næppe tænke tanken til ende - men kunne nok heller ikke lade være: Måske er der en mulighed også for mig, måske er der ikke nogen synd, som Jesu blod ikke kan sone. Hvis man af hjertet angrer og beder om tilgivelse?
Også for Judas blev erindringen om den sidste nadver måske et lys i det bundløse mørke: Jeg var dog med, da han sagde de ord: Vi skal drikke vinen sammen i Guds rige.
Johannes, Peter, Judas - vi kunne sætte vore egne navne ind i stedet. For skærtorsdagsfortællingen er også vores historie. Den er historien om, hvordan den bange og ensomme, den fejge og flygtige, den troløse, forræderen og den, der er fuld af skam og skyldfølelse, kort sagt: enhver af os er lukket ind i et fællesskab, som vi ikke har gjort os fortjent til, og som ikke er båret af vores vilje og vore egenskaber, men ene og alene af Guds vilje og kærlighed.
Skærtorsdag er udtryk for synderes fællesskab med Gud. Han holder måltid med toldere og syndere, sagde folk forarget om Jesus. Ja, det gjorde han lige til det sidste, det gør han den dag i dag. Amen.