Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag, 06.04.2007
Predigt zu Matthæus 27:31-56, verfasst von Johannes Værge
Langfredag. Jesu død på korset. Som om der i det billede samles denne verdens ubarmhjertighed, mørket i verden og i os. Som om der her samles al den lidelse, uskyldige mennesker udsættes for, al den dødelige fortræd, vi gør hinanden.
Var det mon meningen, det skulle gå sådan med Jesu liv, at det skulle ende så barsk? Var det på forhånd planen?
Da Jesus - efter at Johannes Døber havde døbt ham, og himlen åbnede sig, og Guds Ånd udsøgte sig ham, udpegede ham - da Jesus skulle begynde sit virke på Guds vegne blandt mennesker, være åbningen til Gud, med fuldmagt Gud, blev han fristet. Fristelsen i ørkenen. Fristelsen til at have sig selv for øje, egne behov - det som ville hindre ham i at være helt fri i forhold til andre, bremse ham i at stå helt fri til at være til rådighed for andre. Jesus sagde nej til fristeren, ja til sin opgave fra Gud, sin egen ubeskyttethed.
Det var ikke en selvfølge, i dén forstand ikke en nødvendighed, at Jesu liv blev, som det viste sig at blive. Han kunne have sagt ja til fristeren. At det var en fristelse, ikke bare et spil for galleriet, bliver tydeligt ved Jesu heftige reaktion, da disciplen Simon Peter ved en senere lejlighed forsøgte at få Jesus på Abedre@ tanker end at gå sin lidelse i Jerusalem i møde, tage dén skæbne på sig. Da var det Satans lokkende stemme, Jesus genkendte. AVig bag mig, Satan!@ lød hans intense udbrud mod Simon Peter.
Jesus var i den forstand ikke tvunget til at gå det, der blev hans vej. Han kunne have valgt at være mere forsigtig, ikke i den grad udfordre farisæerne, de skriftkloge og ledelsen ved templet i Jerusalem. Han kunne have holdt igen med sit budskab, gjort sin færden mere diskret, tilpasset, kunne have holdt sig væk fra Jerusalem den påske, da de ledende kredse havde skærpet deres opmærksomhed på ham. Han kunne have ladet være med at sætte sig selv sådan på spil.
Men hvad ville han have haft at give mennesker, hvis han på den måde havde været mere som os andre, havde bøjet bare noget af? Hvad ville arven efter ham have været, hvis han havde reserveret sig bare en smule? Hvad havde eftertiden overhovedet husket om Jesus af Nazareth, hvis han havde givet afkald på konsekvensen i sit liv? Ingenting, vil jeg tro. Erindringen om dette menneske et sted i udkanten af det romerske rige ville snart være gået tabt. Nogle sentenser, nogle visdomsord kunne måske være blevet skrevet ned, sat i omløb, men noget skelsættende, noget der skabte epoke, ville det ikke have været. Kun fordi han satte sig selv på spil, gik hele vejen, lod sit budskab prøve på det værste, der er, kun derfor blev hans betydning, som den blev. Kun fordi han ikke bøjede af, ikke beskyttede sig selv, blev det alvor - satte det afgørende frugt. Blev skelsættende.
I tiden efter Jesus, i de reflektioner, man i eftertiden gjorde sig over hans livsskæbne, opstod den formulering, at Jesus med sin død betalte for menneskenes - vore - synder. En forståelse ud fra gamle offer-forestillinger: At Jesus skabte forsoning mellem Gud og mennesker, skabte balance, ved at betale med sin død.
Jeg tror ikke, det er den rigtige måde at sige det på. Jeg tror, det er en skæv måde at betragte Jesu betydning på.
Som om Gud på en eller anden måde skulle have ønsket og planlagt hans død. Som om Jesu død på en eller anden måde var begrundet i Guds krænkethed, Guds vrede.
Nej, hans død var forårsaget af menneskenes vrede. Det var menneskene, ikke Gud, der valgte at lade Jesus dræbe. Det var det selvretfærdige i os mennesker, der valgte at fjerne ham, ham der levendegjorde Guds tilgivelse.
Det ligger dybt i os mennesker at ville have tingene til at gå op. Noget for noget. Derfor blev Jesu holdning til mislykkede og foragtede mennesker ikke tålt - hans åbenbaring af Guds åbne favn, åbningen også for dem til Guds rige. Hans billede af Gud. Hans gennemhulning af skellet mellem syndere og såkaldt retfærdige. Der måtte da gøres forskel! Hans afsløring af de selvgodes hykleri blev ikke tålt.
I optakten til langfredags-dramaet, i fortællingen om Jesu bøn i Getsemane have før tilfangetagelsen, hører vi Jesus bede til Gud om at blive fri for at dø - hvis Guds vilje kunne ske uden denne konsekvens.
Det var ikke døden, der var målet for Jesu vej. Det var ikke for at dø, han skulle leve og virke. Det var for at åbenbare Gud.
Som jeg må forstå det, var det ikke hans død, der var Guds vilje. Hans død blev resultatet, det tragiske og mildt sagt tankevækkende resultat, fordi menneskene ikke tålte åbenbaringen af Gud, Guds vilje.
Guds vilje med ham var, at han skulle være udleveret til menneskene, derved parat til den lidelse, der måtte møde ham. Han skulle sætte åbningen til Guds rige ind i menneskenes liv, udlevere sig uden reservationer til dét. Og det tiltrak - og afslørede derved - de dunkle, livsdræbende kræfter, vi kender fra os selv: Det karakteristiske træk, at vi lader vores afstumpede Aretfærdighedsfølelse@ sætte grænser for tilgivelsen - eller for hvor meget vi under hinanden. I tankeløshed eller afstumpethed dræber vi så meget af det levende i hinanden, i ængstelse beskytter vi os selv - eller tror at beskytte os selv - ved at lade lidelse og mørke i os selv gå ud over andre. Skaber falske billeder af os selv. Kommer, som regel uden at det er det, vi vil, til at forråde og svigte hinanden og derved os selv.- Fordi vi selv er blevet svigtede? Eller bruger vi den forklaringer af den slags længere, end vi skulle - til at skubbe ansvaret fra os? Under alle omstændigheder lever vi viklede ind i en virkelighed, hvor der svigtes, forplantes mørke og falskhed.
Meget kunne være anderledes. Men vi mærker også afmagten. Afmagten, ja.
I går skærtorsdag hørte vi, hvordan Jesus ved sit sidste måltid med disciplene samlede alt det, hans liv betød, i det brød og den vin, han rakte disciplene - og han bad dem række det videre til os, sådan som vi er. Han samlede alt det livgivende og forsonende, som hans ord og gerninger og måde at leve på betød, i brødet og vinen. - Det er sædvanligt at udtrykke det på den måde, at brødet og vinen derved forvandledes. Men dybest set er det vel snarere fællesskabet om brødet og vinen, der blev forvandlet, så det bærer os længere, end vi kan bære os selv, sådan som vi er - så det rækker ud over det synlige, langt ud over det synlige, dybt ind i Guds rige, nærer os, som dem vi er, derfra.
I dag er det så korset, der er rejser sig for vort blik, og igen samles en kæde af betydninger i ét billede. Som om al den lidelse, uskyldige mennesker nu og til enhver tid udsættes for, al den dødelige fortræd, vi gør hinanden, som om alt det er samlet dér, kommer til udtryk dér. Al den lidelse, vi ikke kan se mening med. Jesu død på korset - i det billede samles denne verdens ubarmhjertighed, mørket i verden og os.
Men som fællesskabet om det almindelige, jordiske brød og vin blev forvandlet ved at få samlet betydningen af Jesu liv i brødet og vinen, bliver også lidelsen i verden forvandlet ved, at korset samler alle menneskers smerte, meningsløsheden, samler al mørkets magt til sig: Vi ser for vort indre blik mørket vige fra døds-træet, i en mærkelig morgenrøde fra Gud sætter det knopper, grønne blade, skud... En mærkelig, forunderlig åbning i lidelsens tæthed.
Langfredag er en enestående smerte-dag, sorgens dag, meningløshedens dag. Men vi kan holde ud at se det i øjnene, vores afmagt, tage vores forbundethed med dette dyb af mørke til os, fordi der er noget bagved - fra Gud. Det er en passage, en nødvendig passage; det er ikke det sidste. Vi venter, vi må vente på det, der følger fra påske morgen: Døds-træet sætter knopper, grønne blade, skud.