Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Påskedag (Ostersonntag), 12.04.2009
Predigt zu Markus 16:1-8, verfasst von Peter Lind
Det er påskedag, og det er ufatteligt.
For det er på en måde ufatteligt, at vi - i lighed med millioner af kristne overalt i verden - i dag er samlet her i kirken til påskegudstjeneste for at fejre, at Jesus Kristus stod op af graven om morgenen den første dag i ugen for knap totusind år siden.
Det er ufatteligt, fordi det ikke er til at begribe, at sådan en påskegudstjeneste overhovedet skulle kunne lade sig gøre.
For det første - og selvfølgelig først og fremmest - er det ufatteligt, at vi kan samles på grundlag af den konkrete, historiske begivenhed, at Jesus efter at være død på korset og være blevet begravet langfredag på tredjedagen blev levende igen og opstod fra graven. Al menneskelig viden og erfaring siger, at det ikke kan lade sig gøre. Et menneske, der er dødt og som har været død så længe, kan ikke blive levende igen. Det er umuligt. Og dog samles vi, fordi det skete dengang.
For det andet er det ufatteligt, at dette budskab om Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse er nået frem her til os i dag over tusinder af både kilometer og år. Det er et budskab om noget, som ikke kan ske, men alligevel har det fra den tomme grav påskemorgen bredt sig ud over hele verden. Også selvom det tydeligt understreges i Markusevangeliets beretning, at allerede det første led i kæden svigtede; - de tre chokerede kvinder sagde ikke noget til nogen på trods af englens klare besked. Alligevel er budskabet blevet fortalt; det er blevet hørt, og det er blevet fortalt videre. Fra folk til folk; fra generation til generation: "Jesus Kristus er opstået fra de døde!" har det lydt igen og igen - helt frem til os.
Og for det tredje er det ufatteligt, at vi tror på det; - at vi er kommet her i kirken i dag af den grund, at vi vil fejre påskens glædelige og triumferende budskab om Jesu opstandelse, som vi har hørt og som vi tror på. At det ikke bare sker i dag, men at vi kommer i kirken til gudstjeneste, til dåb, konfirmation, vielse, begravelse til syvende og sidst, fordi vi tror på, at "Krist stod op af døde!"
Hvordan er det muligt?
På en måde er det omsonst at prøve at forklare de to første punkter, dvs. selve opstandelsen og overleveringen af budskabet om den. Uanset hvad man ellers måtte mene om det, så er det et faktum, at det kristne budskab om Jesus Kristus bliver forkyndt. Men det tredje punkt handler jo om os selv, og selvom det bestemt ikke er særlig nemt at forklare sin tro, og man også skal have lov til at have den i fred, så er det alligevel et spændende spørgsmål at prøve at besvare - og det både er og bliver også et
spørgsmål, som man som kristen i et vist omfang bliver nødt til at besvare i denne og i den kommende tid: "Hvordan kan du tro på Jesu opstandelse?"
I de senere år har religion generelt været et yndet emne i den offentlige debat. Som en udløber af det voldsomme fokus der har været på den islamiske fundamentalisme siden terrorangrebet i USA i 2001, har man diskuteret religionens påvirkning af samfundet og da især den negative indflydelse. Det har medført, at det i dag blandt danske politikere er en udbredt opfattelse, at religionen ikke skal blandes ind i det offentlige rum. Det er alt for farligt, siger de og tænker med en gysen på de voldsomme reaktioner, der fulgte i kølvandet på de tolv Muhammedtegninger i Jyllandsposten. Det store skrækbillede er det islamiske sharia, hvor samfundet styres efter religiøse love.
Sideløbende med denne politiske udvikling har der været flere eksempler herhjemme på, at mediernes holdning til kristendommen og til kirken er blevet langt mere kritisk og nedladende, end den har været før. Der forsømmes stort set ingen lejlighed til at angribe kirken og al dens væsen, og ofte forsøger man at blæse den pågældende sag op til et omfang, der er helt ude af proportioner med virkeligheden.
Man kan helt få nogle paranoide fornemmelser, for det virker ofte som om, at mange af disse artikler i aviserne og indslag i fjernsynets nyhedsudsendelser er led i et større forsøg på at bekæmpe kirken og latterliggøre kristendommen mest muligt.
Jeg gruer f.eks. allerede for de årligt tilbagevendende indslag om konfirmanderne, som det nu snart er ved at være sæson for. De handler stort set altid om, at de unge mennesker kun vil konfirmeres pga. festen og gaverne, selvom de unge mennesker bestemt har betydeligt mere at sige om den sag end den slags forslidte floskler.
Senest har det handlet om det helt grundlæggende i den kristne tro, nemlig opstandelsen. Det begyndte med, at en amerikansk filminstruktør under stor mediebevågenhed påstod at have fundet en grav i Jerusalem med kister, der skulle indeholde ikke bare Jesus, men hele familien Jesus - såmænd; far, mor og barn!
På den baggrund udtalte en professor fra det teologiske fakultet i Århus, at et sådant fund ikke ville rokke det mindste ved hans tro, fordi han opfattede Jesu opstandelse symbolsk. Men frem for enten at holde fast ved den oprindelige sag om diverse fantasifulde, romanagtige påstande om Jesus, hans kone, børn og deres familiegravsted eller en interessant debat om, hvorvidt og hvordan man kan fortolke opstandelsen, blev det lynhurtigt til en latterliggørelse af de troende.
I en leder i en af Danmarks største aviser stillede man således sidste søndag spørgsmålet: "Er vi virkelig ikke kommet længere?" idet man undrede sig over, at "en sådan diskussion overhovedet kan forekomme og oven i købet tages alvorligt i 2007." For nok har "man som troende lov til at forholde sig til disse beretninger som de smukke myter, de er, men myter er de", og de skal ikke gøres til virkelighed, blev det til sidst slået fast i denne leder.
Hvis denne lederskribent vil tro på Jesu opstandelse som en myte, så må han sådan set om det. Hvis den teologiske professor vil tro på opstandelsen som et symbol, så er det også hans sag. Vi har frihed til at tro, hvad vi vil - og hvad vi vil nøjes med.
Men da evangelisten Markus i sin tid skrev sin beretning om Jesu opstandelse var det hverken ment som en myte eller et symbol; det var beskrivelsen af den rene og skære virkelighed. Et budskab som blev til den kristne kirke.
I kirken handler det altid om Jesu opstandelse påskemorgen. Den kristne tros fundament er altid den begivenhed, der fandt sted den morgen den første dag i ugen. I løbet af året kan man ved gudstjenesterne og de forskellige kirkelige handlinger have mange vidt forskellige anledninger til at tale om evangeliet. Utallige temaer, eksistentielle, etiske, kulturelle, politiske og mange, mange flere, kan endevendes i lyset af Jesu forkyndelse. Grundlaget for at gøre det er altid Jesu opstandelse, men dette fundamentale kan nogle gange blive skubbet lidt baggrunden, dels fordi det er så indlysende, og dels fordi der også kan siges så meget andet. Men her påskedag er det opstandelsen og kun den, det handler om. Vi bliver helt konkret stillet overfor den tomme grav - værsgo! - Og det er virkeligheden. Det er englens budskab om, at han er opstået og vil møde disciplene i Galilæa, også. Det er kvindernes chok og frygt for at sige noget også. Det er vores påskegudstjeneste også.
Beretningen om den tomme grav og budskabet om Jesu opstandelse er ikke en smuk myte - det er ikke eventyr eller fantasy. Det er ikke et symbol, for et symbol er jo ikke noget i sig selv; men viser tilbage til noget konkret og virkeligt. Troen er ikke en virkelighed, som vi gennem diverse snusfornuftige forklaringer selv kan forsøge at kreere, fordi vi ikke vover at acceptere, at Guds virkelighed skulle være større end vores forstand.
Vores virkelighed som kristne er, at påskemorgen er graven tom. Vores tro som kristne er at sætte al vor håb og tillid til, at budskabet om, at Jesus Kristus er opstået fra de døde, er sandt. At det måske nok på alle måder er ufatteligt, men at det dog er en virkelighed, som vi vælger at bygge vores liv og hele vores eksistens på. Som vi tror på som en realitet i verden og i vores liv. At det er en virkelighed, Gud skænker os ved, at vor korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, møder os midt i vores liv og verden - midt i vores virkelighed - som en stor og altafgørende del af den. Amen.