Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

1.søndag efter påske (Quasimodogeniti), 15.04.2007

Predigt zu Johannes 20:19-31, verfasst von Johannes Værge

Når jeg taler med dåbsforældre om den forestående dåb og gennemgår ritualet, standser vi som regel bl.a. op der, hvor Jesus er citeret for at sige: "Mig er givet al magt i Himlen og på jorden..."

Al magt - hvilken slags magt? Sagt af en mand, der tilsyneladende ikke havde ejet andet end det tøj, han gik i, og var blevet henrettet på et kors. Ikke en politisk, økonomisk, militær magt, det er klart, i det hele taget ikke en ydre magt. Hvad kan det så være for en slags magt? Hvad kan vi kalde det?

Lad os se nærmere på den fortælling, vi lige har hørt - lad os se, om den kan hjælpe til et svar.

Vi befinder os i Jerusalem, og det er stadig påskedag, da beretningen begynder. Endnu en mærkelig, sindsoprivende dag for den kreds af kvinder og mænd, der havde været omkring Jesus, havde fulgtes med ham til Jerusalem. Hændelserne om fredagen, langfredag, var væltet ind over dem som et stort, dybt mørke; det var ufatteligt for dem, at det skulle gå Jesus, som det gjorde - en uretfærdighed og meningsløshed uden lige. Og det var en af deres egne, der havde hjulpet myndighederne, Judas; en anden, Simon Peter, havde fornægtet ham; hele flokken havde en bevidsthed om at have svigtet.

Søndag morgen blev disciplene ramt af en ny rystelse. Maria Magdalene opsøgt Simon Peter, havde oprevet fortalt, at Jesu grav var tom. Peter og en anden discipel var løbet ud til graven og havde set, at det var, som Maria fortalte. Om den anden discipel - som antages at være Johannes - står der, at han kom til tro ved den tomme grav og synet af de efterladte linnedklæder. Det dæmrede for ham, at det hele nu gav mening: I Jesus var der dét, som kunne gå gennem døden. - Hvad Peter foreløbig tænkte ved at se graven tom, ved vi ikke. Men lidt senere på dagen var Maria Magdalene kommet tilbage med et nyt, endnu stærkere budskab: "Jeg har set Herren!" - at den opstandne Jesus nu havde vist sig for hende og talt til hende ude i nærheden af graven. Først havde hun ikke genkendt ham, men så havde han nævnt hendes navn; da så hun gennem de tårevædede øjne, at det var ham. Men så var han forsvundet, ikke længere synlig.

Nu var det så blevet aften. Disciplene opholdt sig bag forsvarligt spærrede døre. De følte sig hverken på den ene eller anden måde på sikker grund. Hvad kunne deres landsmænd finde på over for dem? Vil man anklage dem for at have fjernet Jesu lig, forfølge dem? Men mest er deres frygtsomhed, deres sammenkrøbethed vel udtryk for, at de er i vildrede med, hvad der nu er op og ned i deres verden, hvordan alting hænger sammen. Hvad kunne man lægge i det, Maria Magdalene hævdede at have oplevet? Jesus havde i sin tid helbredt hende for en besættelse - kunne hun være blevet besat igen, offer for syge forestillinger? - Men så bryder den opstandne ind, Jesus står med ét iblandt dem, trods de spærrede døre.

"Fred være med jer!" siger han allerførst. De spærrede døre har ikke givet dem fred. Men nu tilsiger han dem fred; nu virkeliggør han noget, som intet andet kunne give dem. - Nogle af dem, i hvert fald Johannes, genkalder sig, hvordan Jesus skærtorsdag aften havde talt indtrængende til dem, noget der i selve situationen ikke bundfældede sig, men nu: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver." Ikke en "verdslig" fred, ikke ydre, men noget der på en eller anden måde skaffer sig vej gennem det ydre, ikke kan bremses af noget ydre. Jesus er kommet "midt iblandt dem", ikke på afstand, han har en magt til igen at bane sig vej til dem som deres midtpunkt. Dér kommer deres fred fra. Ikke bare ind gennem dør-spærringer, men gennem døden. Han døde, det havde den romerske soldat langfredag sikret sig ved at stikke sin lanse dybt i siden på ham, han blev begravet, men her var en magt, der var anderledes end verdslig, ydre magt. Som om han nu sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden."

Den tomme grav kunne tolkes på den ene eller anden måde. Det, som Maria havde sagt, kunne man give grunde til at se bort fra. Ja, også selv om de nu var en hel flok, der kunne sige: Han er opstået, han stod midt iblandt os! - så kunne skeptikere ryste på hovedet: Bevis det! Vis os ham!

Men han havde vist sig på en anden måde end før korsfæstelsen. Han var der, og så væk igen. Ingen håndfaste beviser.

En historisk kendsgerning kan man dog godt pege på, en forandring at se i det ydre, efterhånden som hans nærvær ikke blot var noget midt iblandt dem, men inde i deres hjerte: En flok usikre, frygtsomt sammenkrøbne mennesker forandredes til mennesker med håb og til frygtløse apostle, som gik ud blandt venner og fjender og forkyndte deres Kristus-tro, uanset de farer, det udsatte dem for. Flere af dem blev i de følgende år dræbt som følge af deres tro, deres forkyndelse. "Fred være med jer!", havde han sagt, og det skete. "Min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver." - "Mig er givet al magt i Himlen og på jorden. Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem ..."

Det er en åndelig magt, der er på færde. Evangelisten Johannes - som sammen med Paulus er den blandt de bibelske forfattere, der bedst har tydet kernen i alt det, der er at fortælle om Kristus - evangelisten Johannes fortæller om det, der var nødvendigt for, at forvandlingen kunne ske med disciplene: Jesus blæste ånde i dem.

En bemærkelsesværdig formulering. Husker I fortællingen fra Bibelens første sider om skabelsen - at Gud blæste ånde i lermennesket Adam. Ved sit ordvalg vil evangelisten have os til at forstå, at her genoptages og fornys Guds skabelse af mennesket. Gud, Ordet, er trådt ind midt i frygtsomme menneskers liv, gennem spærringer træder denne magt ind som midtpunkt, og der åndes liv. Fred, ånd, fornyet liv. Forbundethed med det dyb, hvor livsskabelse og livsfornyelse sker. Fred, ånd, dåb til liv. Til håb og tillid.

"Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt," siger den opstandne derpå til disciplen, "nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."

Hvilket ansvar! Løsrevet fra sammenhængen kan det godt høres som noget, der ikke er så rart. Som om nogle mennesker nu kan stille sig op som dommere over, hvem der er værdige til tilgivelse, og hvem ikke. Man ser for sig en magtfuld kirkeinstitution rejse sig, selvbevidst om at have frelses-juridisk myndighed.

Men er det noget sådant, der er ment? Jesus talte om Ånden og om bemyndigelsen som to sider af samme sag. Bemyndigelsen er nøje forbundet med modtagelse af Ånden - så meningen kunne udtrykkes på denne måde: Nu er det jer, der i min ånd har medansvar for, at den helende og rensende tilgivelse, jeg på Guds vegne har sat ind i verden, konkret når frem til mennesker. I skal føre tilgivelsen og dens virkninger, helende og rensende, videre - i min ånd.

Det er noget voldsomt stort, der her er på spil. Men det er ikke magt over andre, ordene skal få os til at tænke på. Det drejer sig om ånd. Jesu befrielsesgerning skal videreføres, ved at vi tillader hans ånd, livets hellige ånd, sandheds ånd, lysets ånd at virke i os, sådan at - med et klassisk udtryk - syndens og dødens magt brydes.

Med 'synd' menes afstand til Gud, derved en fejlkurs i livet, så det ikke rammer sit mål. Forvikling i mørkets ofte diskret virkende magt, forvridninger af vores liv. Det var netop de magter, der viste deres store råderum i vores verden langfredag. De magter, som fik Kristus henrettet på et kors - fik Ordet, kærligheden, barmhjertigheden, tilgivelsen forkastet og dræbt på et kors.

Alligevel er det ikke de magter, ikke synden, ikke mørket, der får det sidste ord. Påskedagen viste, at lyset i Kristus, Ordet, er det, der har evighed i sig, bryder ud af graven, går gennem spærringer ind midt blandt mennesker igen, ind midt i vores liv med sin fred, med Ånd, nyskabelse: det helede, rensede liv i os.

Videreførelse af Jesu virke. Ikke tilpasning til denne verdens forkrøblede udgaver af sandheden og livet, men i Jesu ånd, ved at tage ved lære af ham, hans ord, fortællingerne om ham. I tillid til, at ånd har en mulighed for at trænge ind og skabe håb og styrke, hvor andre former for magt kommer til kort.

Ja, her til sidst så også noget om dét i denne betydningsfyldte evangelietekst, som er knyttet til disciplen Thomas. Disciplen, som var udenfor, da Jesus påskedags aften kom gennem de lukkede døre, og som følte sig udenfor, vantro, da de andre fortalte om Jesu tilsynekomst. Men det viser sig, at også ham kom Jesus i møde; Jesus lader ham ikke forblive udenfor. Hans tvivl får ikke Jesus til at overlade ham til sig selv. Jesus kommer ham i møde på den måde, som nu Thomas behøver.

Jesus viser Thomas sine hænder, sin side - korsets tegn. Thomas behøver ikke, som han havde varslet, at stikke sin finger i naglemærkerne og hånden i såret i Jesu side - Jesus er igen hos ham, levende, og Thomas udbryder, bekender: "Min Herre og min Gud!" 'Herre' har mange andre kaldt Jesus, nu overtrumfer Thomas: 'min Gud!' Større kan det ikke blive, forbindelse til den ultimative dybdekilde i livet. Det er overflødigt at mærke efter med finger og hånd - ja, egentlig skulle det være unødvendigt at se med det ydre øje, blot tro Jesus på hans ord, tage imod de tegn, han har efterladt: forkyndelse, dåb, nadver, sådan som det er vore vilkår. Men disciplene havde særlig brug for hjælp. De var blevet væltede omkuld i deres indre af begivenhederne i Jerusalem, herunder den pinagtige erindring om, hvordan de selv havde svigtet. Men hverken spærrede døre, Thomas-tvivl eller alles svigt havde hindret Jesus i at komme dem i møde, genoprette dem, genoprette forholdet.

Dén magt havde nået dem, intet i Himlen eller på jorden kan spærre for hans ånds magt. Modtag den ånd, sagde han og blæste den i dem, så de genoprettede og fornyede kunne gå ud i verden og føre dén ånds gerning videre, en helende og rensende bevægelse ud i verden, op gennem tiderne, nu nået til os, vi møder dens tegn: forkyndelse, dåb, nadver. Indføjede i den strøm, det livsåndedrag, der udgår fra ham, fra det ultimative dyb, hvor livsskabelse og livsfornyelse sker med tilgivelse, barmhjertighed.

Sognepræst Johannes Værge
Callisensvej 2,3th
DK-2900 Hellerup
Tel.: ++ 45 - 33 14 10 91
E-Mail: johs.v@mail.dk

(zurück zum Seitenanfang)