Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter Påske (Quasimodogeniti), 19.04.2009
Predigt zu Johannes 20:19-31, verfasst von Erik Fonsbøl
Da Jesus døde på korset langfredag, må der have sænket sig en stor tom følelse af meningsløshed over hans disciple og hans nærmeste. Sådan som det sker overalt i verden, når levende mennesker pludselig dør midt i livet, så at sige. Når den frygt for døden, som vi vel alle sammen bærer på, pludselig får ret, og vi må konstatere livets ufattelige skrøbelighed og måske samtidig - som det gjaldt for disciplene - må bøje sig for den verdensorden, hvor de magtfulde bruger deres magt til at skalte og valte med menneskers liv.
Det er denne følelse af tomhed og håbløshed, Påsken på sin egen måde søger at imødegå med sit underlige budskab om opstandelsen. Evangelisterne beskriver denne opstandelse på hver deres måde. Vi hørte i søndags Markus udgave med opfordringen til at drage tilbage til Galilæa, for dér skal I se ham. Og i mandags hørte vi om, hvordan den opstandne Jesus viste sig for de to disciple på vej til Emmaus, og først da han holdt nadver med dem, forstod de, hvem han var.
I dag hører vi så Johannes' version om, hvordan Jesus viser sig for disciplene ved flere lejligheder efter sin død for at overdrage dem embedet med at forkynde hans evangelium.
Hvad end man nu mener om Jesu opstandelse, som altid har givet anledning til teologiske spekulationer - hvad dagens tekst om den vantro Thomas jo fortæller med al tydelighed - så er der ingen tvivl om, at opstandelsen for evangelisterne har været det helt afgørende grundlag for alt, hvad de skrev og tilsyneladende også for de ældste menigheder, der dannede sig i løbet af det første århundrede.
Og spørgsmålet er så, om den opstandelse, som må være kirkens eksistensgrundlag fra starten - om den stadigvæk har styrken til at være grundlag for menigheden i dag - at være grundlag for dit og mit liv. Lever vi i dag på opstandelsens betingelser, eller lever vi på dødens og tilintetgørelsens betingelser? Har budskabet om Jesu opstandelse i virkeligheden relevans for moderne, oplyste mennesker, hvis erfaring synes at modsige enhver tale om dødes opstandelse?
Og nu er det man som kirke eller som kristen - i den bedste hensigt godt kan gå hen og blive lidt påståelig og hævde, at det med Jesu opstandelse, det er altså et givet faktum, og det må vi tro på - og hvis ikke vi kan det - ja, så kan vi heller ikke med rette kalde os kristne. Og så er det troen bliver et afgørende kriterium. Vær troende og ikke vantro, som Jesus selv siger til den stakkels Thomas, der tillod sig at tvivle på budskabet fra de andre disciple. Så uanset hvor usandsynligt det lyder, så må du altså tro det, og det er vel også derfor, vi stadigvæk afkræver både dåbskandidater og konfirmander et ja til troen på Jesu opstandelse, inden vi døber eller konfirmerer dem.
Jeg er ikke sikker på, det er så heldigt med dette trosforlangende, og derfor har jeg heller aldrig haft det særlig godt med Johannes' fortælling om denne vantro discipel - måske fordi jeg altid har haft en stor sympati med Thomas, som jeg følte blev ydmyget af Johannes - blot fordi han reagerede, som ethvert normalt tænkende menneske ville have reageret i samme situation - stillet overfor en absurd påstand.
Jeg tror ikke, at kirken i dag kan bygge sin eksistens på et trosforlangende, der udelukkende gælder mirakuløse og overnaturlige begivenheder - heller ikke når det handler om opstandelsen. Vi er nødt til som kirke i dag at spørge efter mere end mirakler - dvs. spørge efter årsagen til de mirakuløse beskrivelser fra evangelisterne. Hvorfor skrev de, som de skrev?
Og det handler altså ikke om at forkaste evangelierne - eller forkaste kirkens grundlag, men det handler om at tyde det sprog, de skriver til os i.
Og når jeg tror, det er vigtigt med denne tydning, så er det fordi jeg ved, at mange mennesker i dag har det præcis som Thomas i forhold til mirakelfortællingerne. Vi kan ikke rigtig med dem, og hvis de bliver afgørende for vores åndelige liv - ja, så vil mange mennesker i dag vende sig bort fra kirken og menigheden.
Og det er både synd og skam, for jeg er overbevist om, at der er langt mere i budskabet om Jesu opstandelse end et nok så fantastisk mirakel. Jeg tror, der ligger en omvurdering af hele vores eksistensgrundlag gemt i dette underlige budskab. Dette at ingen død i virkeligheden er forgæves - at ingen lidelse er meningsløs.
Det, som evangelisterne vil os - det er at udvide vores tilværelsesforståelse med flere dimensioner - ikke blot i retning af det overnaturlige, men på en måde så vi bliver levende mennesker - og ikke bare døende. Og døende er vi selvfølgelig alle, men særligt jo, når frygten for døden styrer ens liv på en måde, så livets mening bliver et spørgsmål om at overleve for enhver pris - så længe som muligt.
Jesu liv var styret af alt andet end netop frygt for døden - først og fremmest af kærlighed til mennesker. Han måtte - fordi kærligheden tvang ham - sætte livet til i dette fanatiske opgør med samfundets magter og myndigheder - både de religiøse og de politiske - fordi de undertrykte mennesker gennem løgn og bedrag. En politisk undertrykkelse, der var legitimeret af det religiøse præsteskab. Og det var for Jesus stik imod Guds egen mening med mennesket.
Derfor lukker han deres tempel, fordi de har gjort Guds hus til en røverkule - derfor taler han denne bramfri sandhed imod de herskende præster og myndigheder - og derfor tager han selvfølgelig konsekvensen i form af den forventelige henrettelse. Men han gør det i en dyb tillid til, at hans død ikke er forgæves - og det er det, døden aldrig er. Det er opstandelsens hemmelighed, der lyser tværs igennem miraklet. Dette at du skal leve, om end du dør. Det er livets virkelige mirakel.
Når vi taler om opstandelse i dag, sker det ofte ud fra et forbrugersynspunkt i retning af, at vi måske kan få mere liv for pengene end det forholdsvis korte og usikre liv, vi kender mellem vugge og grav. Men det handler igen først og fremmest om overlevelse - måske endda i al evighed.
Det er ikke, hvad Jesu opstandelse handler om. Den handler først og fremmest om livskvalitet - om at leve på en måde, så døden mister sin meningsløshed - ud fra den tro, som for mig er den virkelige tro: troen på, at der er noget, der er vigtigere end overlevelsen. Der er et liv, der skal leves med tillidsfuld glæde og først og fremmest i kærlighed både til livet og til mennesker - og den kærlighed betyder vel næsten altid kamp for retfærdighed og sandhed - og så må man tage konsekvensen af denne kamp med et smil vel vidende, at så kan døden aldrig blive forgæves.
Tror du på livet, sådan som Jesus levede det? Det var måske, hvad man burde spørge om ved dåben og ved konfirmationen. Tror du på livet - vil du elske dine medmennesker? I stedet for at spørge, om vi tror på mirakler og overnaturlige tildragelser. Vi misforstår de smukke og vidunderlige mirakelfortællinger, hvis vi læser dem som påstande om en overnaturlig dimension i tilværelsen: at der er mere mellem himmel og jord og hvad ved jeg. Det er der nok, men det er bare ikke overnaturligt. Livet, som vi kender det, er i sig selv et vidunderligt mirakel, hvis vi forstår det, og hvis vi tør leve det efter Guds mening - sådan som Jesus viste os det med sin måde at leve på og med sin måde at gå i døden på.
Evangelisterne skriver det bedste, de har lært, og vi skal tage dem dybt alvorligt, for de er vores adgang til livet i Kristus. Men vi må ikke standse op på halvvejen og kun læse deres bogstaver uden at vi søger efter den ånd, der får dem til at skrive, som de gør.
For den er ånd er guddommelig. Det er den samme ånd, der kan få os moderne oplyste mennesker til at se på vores liv og på vores død på en helt ny måde, hvad dag det skal være - så også vi bliver i stand til at leve, om end vi dør - så også vi tør leve vores menneskeliv - ikke blot i dødens og frygtens skygge, men i lyset af den virkelige opstandelse, den opstandelse, som miraklet famlende forsøger at fortælle om.
Det er i lyset af den, jeg som Thomas kan bøje mig for min opstandne frelser og kalde ham min Herre og min Gud.