Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter påske (Jubilate), 03.05.2009
Predigt zu Johannes 16:16-22, verfasst von Peter Nejsum
Vi ved det godt, det virker ikke, og det virker heller ikke her. Ja, det er befriende at det ikke virker for Jesus: Nemlig den trøst der siger: Tag det roligt, det går over. Det er en billig trøst, som ligger så snublende nær, når vi står overfor nogen der har det svært, og man føler sig så afmægtigt, og føler at man gerne vil hjælpe, men ikke kan. "Du skal nok finde et nyt job". Eller "Bare vent, der er en også en sød pige derude til dig". "Du skal nok blive rask, du skal bare være tålmodig". Man deler rundhåndet ud af sine egne erfaringer, måske fordi man aner at ordene alene i hvert fald ikke hjælper. "Jeg har selv været igennem det..." Eller "Jeg kan huske hvordan det var da min kone døde. Man kommer ud igen på den anden side" Men det er nu som om at man kommer lige vidt. Og man møder endda, at man indoptager det, så den der sørger straks beroliger sine omgivelser, og siger: "Nu skal jeg bare se og komme igennem det".
Men hvad galt er der egentlig i det? Meget ofte er det jo rigtigt! Man bliver rask! Man finder et nyt job! Sorgen letter faktisk! Ja, det der er galt, er at man ikke kan høre det når man står midt i det værste. Hvis man kunne, hvis man virkelig kunne overbevises, så var man jo ikke fortvivlet. Så ville det bare være en irriterende afbrydelse i det man var i færd med, men ikke nogen katastrofe. De fleste ville godt kunne klare det der gør ondt, hvis man virkelig vidste at det kun var kortvarigt, en overgang - "Det er kun et lille bitte stik", som lægen sagde til os da vi blev vaccineret som børn.
Men når det gør så ondt, så er det jo fordi man i situationen, slet ikke kan se at det vi få en ende. Man er sikker på at det aldrig går over. Livet går jo netop ikke videre. Fortvivlelsen går jo på at det mørke der dækker en nu, aldrig skal forsvinde. Man kan sige at fremtiden er ude af ens horisont. Eller at den kun er bestemt ved det man skal leve uden: Sin førlighed, en elsket ægtefælle, eller hvad det nu er man har mistet.
I det stykke jeg læste, prøver Jesus at berolige sine disciple. Ordene er taget fra det man kalder "afskedstalerne", hvor Jesus dagen før han skal korsfæstes, taler til disciplene. Og han taler i Johannes-evangeliet som den, der er fuldstændig klar over hvad der skal ske. Ikke bare at han skal korsfæstet - det aner han også i de andre evangelier - men, og det er det afgørende: At han skal opstå. Han taler så at sige som den der allerede er opstået. Lidelse og død er noget han skal igennem, men han er fuldstændig klar over, at det går over - tre dage tager det, helt præcis. Derfor får Jesu lidelser i Johannes-evangeliet også en anden karakter, ja man kan faktisk diskutere hvor meget han så lider, når det kommer til stykket. Han taler også, som den der på en vis måde allerede er opstået, eller med den opstandnes autoritet.
Sådan prøver han at berolige dem med ordene, om at "en kort tid så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid så skal I atter se mig". Men de hører det ikke, eller forstår det ikke. En kort tid? Hvad mener han egentlig? Men ordene gør dem bare mere forvirrede. Og hvis ordene i sig selv kunne gøre det, ville det så være nødvendigt at gå gennem alt det, han måtte gå igennem?
Men læg mærke til hvad der sker. Jesus kalder deres forvirring og uro for sorg.
At noget kaldes sorg, kan i sig selv være forløsende. Sorg handler jo noget man har tabt. Om et menneske man har elsket, som ikke er mere. Der er engang én der har sagt: Sorg er hjertets modstand mod det uigenkaldelige, og samtidig erkendelsen af tabet som uigenkaldeligt. Det er godt sagt, for sorg er netop at forholde sig til det uigenkaldelige.
Hvordan kan det være forløsende? Jo, det kan det netop fordi det forholder sig til det uigenkaldelige. Ved et dødsfald er det så konkret. Der er igen tvivl, for døden er uigenkaldelig, det er nærmest en del af definitionen på den. Men sorg kan bruges om meget andet, og et godt eksempel finder man i forholdet mellem børn og forældre. En tabt barndom, fx . I forhold til en far eller en mor der svigtede og ikke var den forældre, de burde. At man ikke fik den kærlighed eller den opmærksom man egentlig havde ret til at forvente, ja måske har oplevet det som svigt i afgørende situationer. Eller man har følt at man aldrig var god nok i sin fars øjne, at man aldrig kan gøre sig fortjent til hans anerkendelse og kærlighed, og man har længes så meget desto mere efter den, sætter alt ind på at opnå den. Det kan forplante sig som evig utilfredshed med sig selv og sin egen præstationer, rastløshed og behov for konstant bekræftelse. Der gives mange variationer over det tema.
Min erfaring er, at det kan være forløsende at få lov til at kalde det sorg. Hvorfor? Jo, fordi man får lov til at se det der er sket - eller ikke sket - som uigenkaldeligt. Som noget der er tabt, og som ikke kommer igen. Meget fortvivlelse kommer jo af, at man fortsat angler efter det man ikke fik, det der ikke blev det, det skulle. At man igen og igen skuffes. Det er måske svært fordi den far eller mor det handler om, stadig lever, og man bl.a. derfor ikke kan se, at det er uafvendeligt, det der er sket, og ikke kan gøres om. At man kan begynde at sørge over det, betyder ikke at man så er færdig med det. For man gør stadig oprør mod det uigenkaldelige, men man erkender også at det ér uigenkaldeligt. At en dør er lukket bag én. Det er allerede noget.
Så sorg kan være forløsende. Hvad var det de disciple mistede? Ja, de mistede Jesus i en vis forstand. Og så alligevel var det ikke ham. For hans egentlige mission var at lide, dø og opstå, og den Jesus havde de endnu til gode. Nej, det de mistede var deres billede af ham som frelser, de længsler og drømme de måtte have haft, om at han da selvfølgelig ikke skulle lide og dø, men på en eller anden måde sætte sin guddommelige magt igennem, så alt blev bedre. De havde vel også drømt om, at deres troskab og mod skulle være noget mere glorværdig end den faktisk blev, da modgangen og krisen meldte sig. De mistede altså også selvrespekt, og deres selvbillede led skade, for svigtede de ham ikke hver og én?
Forkyndelsen af opstandelsen er måske i første omgang slet ikke forkyndelsen af at "det går over". At det nok skal ende godt. Og alt det andet, som selv Jesus må tale for døve ører. Måske er det slet ikke rettet mod fremtiden, men bagud, mod det der var, det der ikke blev det det skulle. Så er opstandelsen en forkyndelse af at man kan lukke døre. At man kan give slip i det gamle. At man kan slippe sit eget selvbillede, inklusiv svigt og fejhed. At man kan se det i øjnene som uafvendeligt, som noget der aldrig kommer igen.
Det gør måske stadig ondt indimellem. Vores hjerte gør stadig oprør mod det uafvendelige, vi vil gerne holde fast i det gamle, have det igen. Men vi må tage afsked med det, alt det der ikke blev det vi håbede.
Jesus bruger billedet af en fødende kvinde, og det nemt at misforstå, fordi det er noget helt andet at føde et barn i dag en dengang han bruger billedet. I dag er de fleste børn ønskebørn. Dengang kom de bare. Nu er fødslen, om ikke ufarlig, så en smertefuld proces der i de allerfleste tilfælde ender godt, og efterlader en erfaring af, at veerne og smerterne blot er "arbejde" (et udtryk alle jordmødre elsker), altså en nødvendig overgang til det færdige resultat, et dejligt barn. Men dengang var det et spørgsmål om liv eller død. Dengang var resultatet overhovedet ikke givet - det kunne ligeså godt ende med morens død. Så billedet af den fødende kvinde er et billede på, at det der kunne være død, blev liv. Det er det egentlige under. Et under er ikke nødvendigvis det overnaturlige, men underet består i at man tog fejl. At det ikke var som man frygtede. At det at måtte lukke døre bag én, give slip på sin selvforståelse, sine kære, sine drømme, ikke er død.
Derfor kan døren lukkes til det der var. Fordi det ikke er at gøre mørket tættere og mere ufremkommeligt, men tværtimod baner vejen for det der kommer og modsiger det. Det der bringer liv i stedet for død. Lys hvor der før var mørke. Nyt liv, hvor der før var goldt. Det vil komme som erfaring, ikke bare som ord og løfter, akkurat som disciplene kom til at opleve det, da den opstanden stod midt iblandt dem med blodet dryppende fra sine sår, og sagde: Fred være med jer. Ligeså konkret, som når vi ved alterbordet tager imod brødet og spiser det, og vinen og drikker det. Amen.