Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. søndag efter trinitatis, 30.08.2009
Predigt zu Markus 7:31-37, verfasst von Jesper Hougaard Larsen
Kristendommen er en sanselig religion. Når evangeliet lyder, er det ikke kun noget, der forkyndes til vore ører og vor forstand. Kristendommen er et bombardement af sanseindtryk, af billeder, af syner, af lugte, af fornemmelser, af tro, viden, lyde og dramaer.
Det mærker man nu ikke så meget til, vil nogen måske indvende. Og det er vel sandt nok i og med, at vi på vore breddegrader i en luthersk sammenhæng har gjort næsten alt muligt for at reducere kristendommen til det talte ord fra præsten til den lyttende menighed, som så i troen skal tage ordet og dermed evangeliet til sig.
Tænk bare på, hvor jeg står som præst i dette gamle kirkerum: På prædikestolen højt hævet over menigheden. Det er der selvfølgelig en praktisk grund til, men der er også en tanke bag, at ordet skal været højt hævet og have en central placering.
Dengang lille Danmark gik fra at være katolsk til at blive luthersk for små 500 år siden, fjernede man de fleste af de gamle katolske sansevirkemidler: røgelsen, billederne, processionerne, kort sagt alt det, der ikke havde noget med den lutherske kongstanke: Ordets forkyndelse!
Gud ske lov har vi da også enkelte andre sanselige ting i gudstjenesten, nemlig dåben og nadveren. I dåben bærer vi barnet op til døbefonten, i ord og handling fortæller vi, at barnet døbes til for evigt at tilhøre Gud. Og i nadveren fortælles der i andet end ord om den kærlighed og tilgivelse, som kristendommen er så rig på. Det sker, når vi spiser brødet og drikker vinen.
Og så synger vi selvfølgelig. I nogle kirketraditioner rundt omkring i verden står menigheden op under sangen, mens vi sidder pænt og stille. Hvis man ikke har været til gudstjeneste andre steder end i den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark, kunne man tro, at sådan er en gudstjeneste. Men der er et virvar af forskellige gudstjenesteformer rundt omkring i verden - og såmænd også her i landet.
Der er meget vi kan være glade for på den måde vi fejrer gudstjeneste. Men det gør os ikke til enerådende på markedet. Og måske skal vi være endnu bedre til som kirke at tilbyde forskellige former for gudstjenester, hvor budskabet er det samme, men hvor vi inddrager nye elementer, både musikalsk, dramatisk og på anden led.
Alt dette skal vi ikke gøre for at være poppede og anderledes. Vi skal være det, fordi vi tror at det budskab vi har med at gøre er for alle mennesker til alle tider. Og tror vi det, kan vi roligt give os i kast med på ordentlig vis at holde gudstjeneste for hinanden på nye og spændende måder. Også gudstjenester, hvor der tales til flere sanser.
I dag har vi hørt en enestående beretning om en døv mand, der bringes til Jesus. Og det er selvfølgelig den beretning, der er skyld i mine første bemærkninger i prædikenen. For denne mand kunne jo ikke høre det glædelige budskab, som vi hørende gør.
Og sådan er det, når døve samles til gudstjeneste. De hører ikke evangeliet, men de ser evangeliet. På en formel kan det udtrykkes kort og præcist: "Det synlige ord - evangeliet på tegnsprog". For det er tegnsproget, der er det bærende sprog, når døve går i kirke. Her kan præsten råbe og skrige, det hjælper ikke, hænderne må i brug, og den døve må bruge øjnene som umiddelbart sanseredskab.
Det hjælper heller ikke så meget at ringe til gudstjeneste. Det man gør i den eneste døvekirke i Danmark er, at man i stedet for at have klokker i kirkens tårn har placeret en klokke ved siden af alteret, og bedeslagene kan så ses af menigheden, når kordegnen ringer med klokken.
Præsten kunne ikke finde på at stå med ryggen til menigheden under bønnerne ved alteret, så kan menigheden jo ikke se, hvad præsten beder om. Så præsten er altid vendt med front mod menigheden. Og det kunne vi i en hørende sammenhæng måske lære lidt af.
Og faktisk brugte vor Herre tegnsprog i mødet med den døve mand. Han stillede sig solidarisk med ham og hans liv, med hans sprog og hele hans situation som én, der var udelukket fra et sprogligt fællesskab med de fleste.
Jesus spytter på fingerene, han sukker, ser op mod himlen, stikker sine fingre i mandens øre og rør ved hans tunge. Det er total-kommunikation, der vil noget!
Og det kunne vi tage ved lære af, så vi ikke kun henfalder til det talte ord og hørelsen. Der er så meget andet sanseligt i livet og i gudstjenesten, som vi unddrager os ved at være så forbistret lutherske!
I mødet med Jesus erfarede den døve mand et glimt af Guds nærvær, af kærlighed og nåde. Det er den virkelighed, vi også må gribe fat i og stole på, at det er Gud, der er på vej ind i vores liv og verden for at jage det onde på flugt.
Sådan erfarer vi det nok ikke til daglig. Tværtimod: Dagligdagen tyder ikke på, at Gud har al magt og at Gud styrer alt.
Hvis vi blot bortforklarer det med udtryk som: "ja, men mennesket er jo syndigt" eller "der bor så meget ondt i os, derfor kan vi ikke gøre det gode", så springer vi for let hen over problematikken.
Så her er vi havnet i et dilemma: Vi erfarer, at Gud ikke styrer alt på den ene side - og at vi heller ikke har styr på tilværelsens stærke kræfter.
Hvordan kan den Gud, vi påkalder og bekender som almægtig så også være den ikke-styrende Gud? Hvordan kan alt, hvad der sker, være Guds vilje, når vi så smerteligt erfarer, at det vi gør mod hinanden, alt for sjældent er Guds vilje?
Måske skal vi forstå Guds almagt på en anden måde: Han er den, hvem alt magt tilkommer. Han er den retmæssige magthaver, som en dag vil indtage den plads, som er hans, som den, der er alt i alle. Det kaldes med andre ord for Guds Rige.
Men det skal vi ikke gå og regne på og bekymre os alt for meget om. Vi skal i stedet bekymre os på den gode måde om livet før døden og overlade resten til Gud. Vi må trække i arbejdstøjet og lade Guds ord slå rod i vore hjerter og i vort liv.
For lige her midt i livet er vi skabt til at være og leve i en broget blanding af lykke og ulykke, godt og ondt, af gudsnærvær og af gudsfravær.
Midt i det hele er der et glimt af Gud, af kærlighed og nåde. Og det må vi gribe fat i og holde fast ved. Og altså stole på, at når Gud kommer, så forsvinder det onde - i hvert fald midlertidigt.
Lad os ikke bekymre os unødigt - og da slet ikke om livet efter døden. Lad os i stedet se livet som en gave og en opgave, som Gud har givet os, for at vi kan være tilstede som ansvarlige mennesker og hjælpe vor næste. For selv om det onde er en realitet, må der være mere at sige om livet og mennesker. Og vi kan i hvert fald altid bede Gud om at være hos os og hjælpe os, så det onde ikke skal have magt. Amen.