Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter trinitatis , 27.09.2009
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Else Hviid
Det er efterår og vi voksne lægger mærke til den vending i naturen årstiden skaber. Vi gå efteråret i møde, ruster os til at se naturen falde og gå til, og vèd vi kommer til at længes efter dens opvågnen til foråret, når solen kalder den til live igen.
Vi har denne fornemmelse af hendøen og opvågnen i os, og så alligevel rusker det så voldsomt i os, når vi hører Lukas fortælling om den døde unge mand, der vækkes til live igen. Det siger os imod; det kan jo ikke ske. Naturen kan dø og vågne op igen, men sproget slår knuder, når vi siger, at en død bliver levende igen. Er man død, er man død. Og liv er umuligt.
Vi tænker fra liv til død, for sådan kender vi til livet. Her i evangeliet, tales stik imod vores erfaring fra død til liv.
Det er også den tid på året, hvor konfirmanderne er begyndt at gå til gudstjeneste. Måske er det første gang, og der er på 16. s. e. trinitatis ikke tale om nogen blid indføring i kristendommens store fortællinger. De bliver smidt - hårdt og brutalt - lige ind i det sværeste, det underligste - og det vigtigste ved kristendommen.
Det med døden og opstandelsen.
Ikke kun død, efterår og hendøen, men altså død og opstandelse. På denne første efterårssøndag trækker nemlig et par tråde tilbage til den første forårssøndag, nemlig påskedag.
Og det er måske i virkeligheden udmærket at begynde dér, hvor skoen trykker.
Og den trykker netop dér. Jeg snakkede forleden med Jonas. Han er 12 og gammel og ville gerne snakke med mig om døden, som lige for tiden er i hans tanker hver eneste dag. Han kan ikke tænke på andet. Han kan ikke sidde stille i skolen eller hjemme eller andre steder, for de tanker. Den aktuelle anledning til vores snak var, at han aftenen inden havde været i biografen og set Pirates of the Caribbean 3. Den havde han glædet sig til at se, men da den åbnede med en henrettelsesscene, hvor bl.a. en jævnaldrende dreng henrettes ved hængning, kunne Jonas næsten ikke få luft.
Han er så bange.
Han bliver helt kold omkring brystet, siger han, når han tænker på døden. Han bliver bange, for "hvordan ser der ud dér? Hvordan er det der?" Det vil han gerne vide. Han er bange for, at der kun var et sort hul, at der ingenting er der. Og han vil vide, hvad jeg tror. "Tror du Gud findes", spørger han.
Jeg kunne jo ikke svare ham på al ting. Men jeg kunne fortælle ham, at han ikke var den eneste dreng, der tænkte sådan. At det er, når vi er 12-13 år gamle, at det for alvor går op for os, det med at vi skal dø engang. Og vi mærker, hvor koldt det bliver om brystet når vi tænker sådan. Koldt om brystet. Det er godt sagt af et barn.
Jeg sagde, at alle ordentlige mennesker tænker sådan om døden og er bange. Tænk hvis vi ikke gjorde. Tænk hvis vi var ligeglade?
Døden er da livets største og sidste fjende Det synes vi, det synes mennesker - også selvom nogle af os måske nok ved, at døden kan komme som en befrielse - så ændrer det ikke ved, at vi tænker om døden, at den er en fjende. At den skiller os fra det vi elsker, livet, og dem vi elsker vores forældre, vores børn og venner.
Og hvordan der ser ud der, i døden? Ja, det kunne jeg jo ikke sige noget om, det ved jeg jo ikke. Men jeg kunne sige, at jeg er sikker på der ikke bare er intet, at der er noget. At Gud er der. Jeg tror, der er en der venter mig, en der kender mig og vil kalde på mig.
Hvor jeg har det fra? Det har jeg jo fra kristendommen, bl.a. fra den fortælling her om Jesus og den unge mand fra Nain.
Det er selvfølgelig en helt umulig historie, voldsom og dramatisk, ja, ligefrem frastødende.
Men jeg lægger mærke til to ting.
For det første solidariteten i fortællingen. Den giver os ret i, at det er sørgeligt, når en vi holder af dør. Jesus giver os ret i at døden er en fjende. Jesus ynkedes over hans mor, står der, og trøster hende: Græd ikke.
For det andet lægger jeg mærke til, at når Jesus kalder, så virker det åbenbart
Rejs dig op, kalder Jesus. Og så sætter den unge mand sig op
Så kan død være død og ligstank være ligstank. Så må den døde rejse sig og gå ud i det liv, der venter ham.
Men hvordan kan det lade sig gøre? Ja, det ved vi heller ikke noget om, det forstår vi ikke en brik af. Og det skal vi nok heller ikke. Måske skal vi bare nøjes med at undre os. Over at den unge mand, siden Jesus selv og en gang os, at vi kaldes på af Gud, fordi døden ikke er sted vi skal være alene og til evig tid.
Det er store ord. Og de rejser ligeså mange spørgsmål som de besvarer. Mindst.
Men spørg for Guds skyld!
Spørg om Gud findes, hvordan det ser ud, når vi dør, spørg om tro, om liv og død, om Gud og mennesker, om mening med det hele. Spørg jeres forældre, jeres præst. Spørg Jesus selv. Gå til teksten og gå til gudstjeneste.
Og så skal han svare os, Kristus, som vi også kalder ham, efter opstandelsen. Nogle gange svarer han altså lidt underligt og ikke helt så præcist som vi kunne ønske. Men svarene vil handle om Guds godhed, at vi får det givet vi ikke selv kan tage. Livet.