Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
19. søndag efter trinitatis, 18.10.2009
Predigt zu Markus 2:1-12, verfasst von Peter Lind
Det er mærkeligt nok, men af en eller anden grund er man ofte bedst til at huske de situationer, hvor man har dummet sig, og når jeg tænker tilbage på min tidligste skoletid, så er det meget tit sådanne pinlige minder, der først og fremmest dukker frem. F.eks. kan jeg tydeligt huske, at en af mine kammerater engang spurgte mig, mens vi var på vej op til klasseværelset, hvad, der er det letteste: 1 kilo fjer eller 1 kilo jern? Og grunden til, at jeg netop kan huske det, er så fordi jeg naivt og uden betænkning svarede: "1 kilo fjer!" "Ha - ha - ha!" gjaldede de omkringværendes latter hånligt og ubarmhjertigt, fordi jeg jo var røget lige i fælden og havde fokuseret på fjer og jern frem for på det ene og præcis samme kilogram, som begge dele altså vejede.
Men der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og jeg gjorde bestemt en meget nyttig erfaring af at blive gjort til grin ved den lejlighed; for når Jesus her spørger om hvad, der er det letteste; "at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?", så bliver jeg straks mistænksom og tænker, "Hov, hov, mig skal han ikke tage fusen på!"
Umiddelbart er det indlysende, at det letteste naturligvis må være at sige, "dine synder tilgives dig!"; -
ganske simpelt fordi det jo ikke uden videre kan bevises, om udsagnet er sandt eller ej, især i vore dage, hvor ordet, "synd" for mange mennesker har mistet sin oprindelige værdi og betydning. Allerhøjst kan det vække en masse fordomsfulde billeder om sorte, livsfjendske, fordømmende dommedagsprædikanter helst ude fra den alleryderste forblæste klitrække ved Vestkysten. Og rigtigt er det da også, at ordet, "synd", i forfærdeligt mange tilfælde er blevet misbrugt til at true og fordømme mennesker i Guds navn. Alligevel er dette ord stadigvæk det eneste rigtige at bruge i denne sammenhæng, fordi det mere "politisk korrekte" udtryk, "skyld", slet ikke dækker det samme som "synd".
Skyld taler man f.eks. om i forbindelse med lov og moral, som handler om og som styrer menneskers ret og pligt overfor hinanden. Ved at overtræde disse love og regler kan man således pådrage sig skyld overfor hinanden. Men denne skyld kan som regel både forklares og dermed endda til en vis grad und-skyldes. Skylden kan i dag ofte skubbes over på alle andre end den tilsyneladende skyldige, så det bliver barndommens skyld, forældrenes skyld, skolens skyld, samfundets skyld og det vil jo i virkeligheden sige: ingens skyld. Al denne moderne snak om at placere et ansvar og en skyld, fører paradoksalt nok ofte til at det er umuligt at tale om personlig skyld. Så også derfor er det svært at forstå udsagnet, "Dine synder tilgives dig" som andet end nogle ord, der let og lemfældigt kan slynges ud til højre og venstre uden den store risiko.
I denne tid, hvor kirken ustandseligt bliver kritiseret for at være gammeldags og uforståelig, var det måske fristende at smide sådan et ord som synd ud, men det ville være lige så katastrofalt for kirken og kristendommen som mange af de andre forslag og eksempler, som man har kunnet høre i debatten det seneste halve år.
Synd er ligesom skyld også forbundet med et ansvar, men det ansvar rækker videre end det, der dækkes af ordet skyld, for synd betegner et religiøst begreb, som handler om tilværelsens allermest fundamentale vilkår. Synd handler ikke udelukkende om forholdet mellem mennesker, men også om forholdet mellem mennesket og Gud. Synd kan ikke forklares, sådan som jurister, psykologer og psykiatere kan forklare skyld. Synd kan sådan set kun konstateres og kan selvfølgelig derfor heller ikke undskyldes.
For at kunne beskrive denne synd og for at få en forståelse for hvad det er for noget, er man nødt til at vende sig mod nogle af myterne i Det gamle Testamente, f.eks. skabelsesberetningen, der fortæller om en verden i fuldstændig fred og harmoni. Men da Eva og Adam spiser af frugten fra kundskabens træ er det et fatalt brud på den helhed, som ellers hersker. Deres handling er udtryk for ulydighed og mistillid, og det understreges umiddelbart efter syndefaldet ved, at de gemmer sig for Gud og unddrager sig fællesskabet med ham. Konsekvensen af denne grundlæggende synd overfor Gud beskrives i den følgende myte om Kain og Abel, hvor Kain slår sin bror ihjel og prøver at frasige sig ansvaret for ham, da Gud spørger efter Abel. Myterne definerer således synd som dels, at mennesket vil leve uden Gud og dels, at det ikke vil vedkende sig sit ansvar for medmennesket, og det er umuligt at skille de to ting fra hinanden; de hører uløseligt sammen.
Men det er netop det, man typisk har gjort i dag, for hvis man taler om skyld i betydningen synd, mener man først og fremmest en skyld overfor andre mennesker eller overfor f.eks. naturen, men bestemt ikke overfor Gud. Gud forholder man sig ikke til, selvom langt de fleste stadig døbes og dér - ligesom ved nadveren - får tilsagt syndernes forladelse. Men at have fået tilsagt syndernes forladelse er ikke det samme som, at ens synd er udslettet og glemt, sådan som det moderne menneske ellers foretrækker at forstå det. Mennesket er på samme tid både frelst og retfærdiggjort af Gud og syndigt overfor Gud, og det er denne afgørende balance, der som regel glemmes i dag. Det moderne menneske opfatter ikke sig selv som en synder; man kan allerhøjst få lidt dårlig samvittighed, når man ikke har haft tid til sine børn i løbet af en travl arbejdsuge, men det kan lidt såkaldt "kvalitetstid" i løbet af weekenden hurtigt rette op på eller lidt ekstra flotte gaver til jul. For man opfatter grundlæggende sig selv som god, og føler derfor almindeligvis ikke det store behov for at få at vide, at man har fået tilgivelse for sine synder - ved Jesus Kristus.
For selvfølgelig er hele pointen i denne fortælling om den lamme i Kapernaum, at Jesu spørgsmål om, hvad der er lettest, ganske rigtigt er en fælde; og faktisk en langt større fælde end den med 1 kilo fjer og et kilo jern. For der er en kæmpe forskel på, hvad der er lettest at sige. For Jesus kan det at sige til den lamme, "Rejs dig tag din båre og gå!" aldrig blive til andet end et tegn på, "Dine synder tilgives dig!" Fordi han er Guds søn, og sandsynligvis er det netop derfor de skriftkloge bliver fuldstændigt mundlamme, da han spørger dem. De forstår pointen; De véd sandelig godt, at det er det absolut sværeste er at sige: "Dine synder tilgives dig!". For "hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?", som de straks tænker ved sig selv, fordi de virkelig véd, hvad synd er. De véd, at det drejer sig om forholdet mellem Gud og menneske; det af menneskets synd så håbløst smadrede forhold, som kun Gud har magt, nåde og kærlighed til at genoprette. De véd, at når Jesus derfor kan sige dette til den lamme, så må han være Guds søn, sådan som han påstår det.
Men det fornægter de, fordi det ikke passer ind i deres snæversynede opfattelse af, hvordan Gud er. De bliver forargede, fordi de synes det sværeste dermed bliver for nemt og alt for let, når Jesus "bare" kan sige til et tilfældigt menneske, der hejses ned fra taget: "Dine synder tilgives dig!" Fordi de faktisk forstår, at Jesus dermed sætter kærligheden over retfærdigheden; at han sætter evangeliet over Loven.
Det er i virkeligheden dybt ironisk, at det netop er de skriftkloge, der faktisk forstår Jesus ved denne lejlighed; men at denne forståelse i stedet for tro fører til vantro. Det, som folkemængden i huset og vi umiddelbart opfatter som let og uforpligtende at sige, forstår de skriftkloge straks det svære og dybt alvorlige i. De forstår nemlig tegnet, i og med at Jesus siger til den lamme, "Dine synder tilgives dig!" og "Rejs dig tag din båre og gå!" Tegnet på at Jesus virkelig er Guds søn. Folkemængden derimod ser først og fremmest miraklet, da den lamme kan rejse sig og helbredt vandre af sted med sin båre. Et mirakel som nok bliver opfattet som et tegn på, at Jesus har myndighed til at tilgive synder; men hvad kan man egentlig bruge sådan et tegn til, hvis man ikke kan tro på det, som tegnet er tegn på? Hvad nytter det at se en mirakuløs helbredelse som Guds bevis, hvis man ikke tror på syndernes forladelse i Jesus Kristus? Hvad nytter det hele, der står skrevet i Bibelen, hvis man ikke som menneske forstår, at for Gud var det det sværeste at sige til os "Jeres synder tilgives jer!", fordi det betød, at hans egen søn måtte lide og dø på korset i vores sted? - Hvad er meningen med det hele, kirke, dåb, bryllup, begravelse, konfirmation, jul osv. hvis vi ikke forstår og tror på, at det var den ufattelige pris, han måtte betale for at kunne tilgive os vore synder og kalde os for sine børn? Amen.