Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter Helligtrekonger, 10.01.2010
Predigt zu Markus 10:13-16, verfasst von Erik Fonsbøl
Jeg tror, det er en af de mest misforståede og mest misbrugte tekster, den vi lige hår hørt om de små børn. Jeg tænker ikke blot på forargede forældres brug af citatet, når de skal argumentere for, at det er i orden, når børnene rent ud sagt overtager en højmesse, så ingen andre får noget ud af den - det er heldigvis ikke noget, vi ser meget til her hos os, men jeg har hørt, det skulle være et problem på Østfyn. Men jeg tænker på hele det image, Jesus har fået som den store børneven, og som ikke mindst Ingemanns morgensalmer har været med til at befæste. Sådan en særlig sødladen omsorg for de kære små.
Jeg tror ikke, at Jesus er særlig børnevenlig, men der er en langt barskere baggrund for disse ord fra Markusevangeliet, der for det første ikke handler om børn i almindelighed, men om spædbørn, hvis man skal følge grundteksten.
Fra gammel tid har vi som bekendt brugt denne tekst ved barnedåben - måske som en legitimering af, at vi døber spædbørn i det hele taget. For fornuftigvis burde vi vel vente med den dåb, til folk selv kunne vælge og vrage, om de ville være kristne - men der ligger jo den forkyndelse i det, at dåben ikke kræver kvalifikationer, og derfor står Guds rige åben for enhver - og så ligger der også det menneskesyn bag barnedåben, at spædbørn også er mennesker.
Det kan lyde som en selvfølgelighed for os i dag, men der er meget, der tyder på, at antikkens mennesker tænkte anderledes, end vi gør, når det handler om menneskesynet. Et menneske var ikke et menneske, før det var optaget som sådan så at sige - det vil sige før det var erklæret som en del af fællesskabet. Denne erklæring eller velsignelse af den nyfødte tilkom familiefaderen, som havde fuldkommen hals- og håndsret over sine børn. Selvfølgelig blev børn som regel betragtet som en velsignelse, men det kunne også blive for meget - ikke mindst med pigebørn - og så var regulær udsættelse en legitim mulighed.
Det er ind i dette menneskesyn, Jesus taler om Guds rige som spædbørnenes ejendom - eller deres hjem. Og dermed bryder han igen med hele den gældende opfattelse og hele den konventionelle visdom, hvor spædbarnet først var noget som helst i kraft af faderens eller af samfundets velsignelse. Nej, siger Jesus - de er langt mere værd - de er guddommelige, og det skulle I også tage og blive.
Og så gør Jesus det, som ellers kun tilkommer familiefaderen - han tager børnene i favn og velsigner dem - altså anerkender dem fuldt og helt.
Det er altså ikke noget sødt knus, han giver de små, fordi de er så uimodståelige og har så store øjne - det er som sædvanlig en dybt provokerende symbolhandling fra profeten, der gjorde op med alt, hvad der var helligt og ukrænkeligt. Og så forstår vi vel også bedre disciplenes underligt truende adfærd. Sådan gjorde man bare ikke, og det burde disse forfjamskede kvinder vide.
Det, som denne Jesus gjorde så voldsomt og provokerende op med, det var tilsyneladende enhver tænkelig magtstruktur. Vi hørte 2. juledag om, hvordan han gør op med familiens struktur, hvor de ældre generationer herskede over de yngre - og i dag gælder det så især faderens magt over sine nyfødte børn - en magt, han ikke har, fordi de ikke er hans ejendom, som han kan skalte og valte med, men Guds. Og det er altså denne helliggørelse af mennesket - vel at mærke ethvert menneske, som er Jesu anliggende - og for dette hellige menneske falder enhver struktur, fordi mennesket ikke kan indføjes i noget givet mønster - i noget givet system.
Nu til dags er vi jo heldigvis langt mere humanistisk indstillede, end man tilsyneladende var i antikken. Det går ikke an at sætte pigebørn ud, fordi de er en økonomisk belastning - og vi hjælper og ærer det lidende menneske, så godt vi kan, fordi vi ikke længere betragter lidelse som Guds retfærdige straf, men som uheldige omstændigheder, der kan og skal lindres.
Men stadigvæk taler denne provokerende Jesus til os med sin grænseløse fordring om at holde ethvert menneske helligt. Og på trods af vores humanisme, har vi jo nok en tendens til at ville tage os af vores egne først og fremmest - og det gør vi i kraft af de strukturer, som gælder her hos os - familiestrukturen - samfundsstrukturen med dens indretning i grupper, som vi føler os nærmere knyttet til end til andre - det nationale og religiøse tilhørsforhold eller fællesskab, som vi kalder det, og som vi føler os forpligtede på - mere end på andre. Vi taler gerne om dem og om os.
Det er påfaldende at bemærke, hvordan Jesus aldrig var knyttet til nogen struktur. Aldrig slog han sig ned - altid på vandring. Man har somme tider diskuteret, om Jesus har været gift - f.eks. med den mystiske Maria Magdalene - men jeg tror det ikke, for han ville ikke kunne være del af sådan en ægteskabelig struktur - dertil var han alt for fri - eller sagt på en anden måde - hans kærlighed gjaldt ethvert menneske - uanset hvem. Forbryderne, de gale, de intetsigende, de fattige og elendige - ja selv spædbørnene satte han fri med sin kærlighed. Han gjorde dem til det, de var og er og altid vil være på trods af samfundets, religionens og vores egen dom og forkærlighed for vores egne - han gjorde dem til Guds elskede børn.
Det kan godt være, vi i høj grad lever af modsætningen mellem dem og os - og det er endda muligt, at vi er nødt til det, fordi vi også "kun" er mennesker, men vi kommer ikke udenom at lytte til et helt anderledes provokerende menneskesyn, når vi lytter til evangeliet om denne Jesus fra Nazareth, der ikke ville vide af en eneste af vores rimelige grænser. Ikke når det gjaldt hans elskede mennesker.
Mange gange har hans kirke forkyndt det modsatte, når den er gået i samfundets tjeneste og har bekræftet alle vores grænser og skel mellem dem og os - og stadig kan man høre kristendommen brugt som argument netop til at sætte skel og grænser med - ikke mindst når kristendommen gøres til den eneste ene sandhed, eller når den går hånd i hånd med det nationale. Og det kan jo altid føles velgørende at blive gjort til noget særligt i forhold til andre - f.eks. at få at vide at man har sandheden, eller at man tilhører et udvalgt folk.
Men det er alligevel svært, synes jeg, at tage Jesus selv til indtægt for den holdning. Han kunne ikke foretrække noget menneske frem for et andet - det var ham umuligt - og det menneskesyn gjorde ham så voldsomt upopulær blandt alle fortalerne for grænser og for de særligt udvalgte, at de slog ham ihjel for det. Og det gør vi vel stadigvæk, hver gang vi af rimelige årsager sætter skel mellem dem og os.
Vi må aldrig glemme ham eller glemme hans anliggende: det guddommelige menneske, for nu at sige noget, vi ikke er vant til at høre - for så glemmer vi ironisk nok vores egen begrænsning, og så bliver det meget nemt vores eget begrænsede og begrænsende menneskesyn, der kommer til at gælde som guddommelig lov.
Men det gælder ikke. Der er ingen forskel på mennesker - vi er alle Guds elskede børn. Vi har altid været det, og vi vil altid være det. Og det er langt vigtigere end nogen som helst struktur - så praktisk og så rimelig og så gammel, den end kan forekomme.
Jesu Kristi kirke er til af en eneste grund: nemlig for menneskets skyld - ethvert menneskes - og glemmer den det, er den ikke længere hans kirke - så er den blot statsmagtens eller borgerskabets eller frygtsomhedens forlængede arm - og det kan vi altså ikke leve af.
Amen.