Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 31.01.2010
Predigt zu Matthæus 25:14-30, verfasst von Else Hviid
Hvis man skal studere ateisme eller sekularisme, skal man efter sigende tage til Danmark. Vi lever i et verdsliggjort samfund, hvor det religiøse er blevet usynligt eller i hvert fald fortrængt til det strengt private. Man kan ikke se på os, hvis vi skulle være religiøse og man kan heller ikke høre det. Vi begrunder ikke vores holdninger eller handlinger religiøst, og vi bryder os ikke om, når andre gør det.
Men det holder alligevel heller at dele verden op i religiøst og sækulart, tværtimod. Jeg tror, at hvis Paulus havde stået her på bjerget, så ville han have sagt. "Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse". Fuldstændig som han sagde det så imødekommende til Athenerne. Han gik rundt der, på Aropagoshøjen, omgivet af religiøse symboler af enhver slags, heriblandt et alter med indskriften: "For en ukendt Gud". Her kunne man ofre, hvis man ikke lige fandt sin egen religion repræsenteret.
Paulus ser deres religiøsitet, også at den er ansigtsløs, og så giver han sig til at udlægge deres ansigtsløse religion for dem. Og de var vældig religiøse, athenerne dengang i antikken. De var både gammel- og nyreligiøse, og den ene religiøse forestilling levede side om side med den anden i en broget og mangfoldig religiøs verden, som har mange fællestræk med vores egen tid.
Også danskerne er jo religiøse. Vi hører det tit, og det er dokumenteret i adskillige undersøgelser og anskueliggjort i diverse statistikker. Og det sidste nye er, at danskerne nu også er begyndt at gå mere i kirke.
Danskerne er religiøse. Vi tror ikke nødvendigvis på det samme, men at vi som folk er blevet mere religiøse i løbet af 80-erne og 90- erne er et dokumenterbart faktum. Dokumenterbart for så vidt som man tager folks udsagn alvorligt.
Vi var ca. 120 mennesker her i kirken forleden lørdag, da der var dåb. Og hvis menigheden i lørdags ligner resten af den danske befolkning -og hvorfor skulle den ikke det - så har de fleste af dem, kunnet svare ja, til om de troede på Gud. De ville ikke kunne svare ens på spørgsmålet om, hvad Gud er, Jesus Kristus, opstandelse og evigt liv og sådan noget. De ville svare forskelligt, for de kender ikke og forholder sig ikke nødvendigvis til vores overleverede kristne trosudsagn. Det lidt danskerne kender til kristendommen, brygger vi videre på, sætter i forhold til vores egne erfaringer og følelser. Og det kommer der en individualiseret og uhomogen religiøsitet ud af, som måske nok ikke manifesterer sig som synlig religion i medierne.
Det synes jeg ikke, der er grund til at beklage.
Det er et faktum, når vi taler om danskerne religiøsitet disse år, at den er der i udpræget grad og til religionshistorikernes og ateisternes store irritation. At den er individualiseret, uden ansigt og derfor umulig at beskrive, ja, det er jo den udfordring vi som kirke må tage på os. Give den ansigt og som Paulus, udlægge og fortolke denne ansigtsløse religion og sætte ord på den.
Hvor gør vi det og hvordan?
Jo, det gør vi jo her, hvor vi søndag efter søndag er tilbage ved kilderne, ved det der giver vores religiøsitet indhold, form og fylde. Giver det ansigt.
"Det er med himmeriget som med en mand", hører vi. Og så udfoldes denne provokerende fortælling for øjnene og ørerne af os. Provokerende, fordi vi hellere ville høre noget andet end det vi hører her, frastødende og provokerende fordi vi hører os selv omtalt som dårlige og dovne tjenere. Som uduelige tjenere, der kastes ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Det er ikke svært at tolke lignelsen: den er en umisforståelig advarsel mod ikke at lade de talenter jeg har fået finde udfoldelse i livet med andre. Det jeg har fået: livet, mennesker at leve sammen med, et arbejde, mennesker at arbejde sammen med. Et ord også, om frelse fra synd og død. Og mennesker at dele det med.
Det har jeg fået, og det skal jeg forvalte, ikke gemme hen og grave ned - ellers bliver jeg kastet udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.
Når fortællingen er provokerende, er det fordi jeg sagtens genkender den. Jeg ved fra mit liv, med andre, at det bringer gråd og tænderskæren, når jeg forsømmer det jeg fik. Og jeg kender fornemmelsen af, selv at være placeret der, udenfor.
Alle mennesker, voksne i hvert fald, kender det, og i kirken kalder vi netop denne erkendelse, synd. Synd er ikke noget kirken har opfundet for at plage mennesker, synd er et kristent ord, for en erkendelse alle mennesker deler. Og syndens forladelse er kristendommens dybeste og vigtigste træk. At du ikke selv, men en anden, Gud i Jesus Kristus, forlader dig den synd, så du får lov at prøve igen.
For digteren Søren Ulrik Thomsen, som nogle af os hørte i torsdags, var det med synden og dens forladelse, det at Jesus døde for vore synders skyld, meningsløs tale. "Når jeg som ung ikke syntes, at påstanden om, at Kristus er død for vore synders skyld, gav mening, var det nok, fordi jeg ikke syntes, at jeg var en synder. I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg - uplettet - og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere, og så fik jeg at vide, at jeg - Gudhjælpmig! - havde arvet en synd. I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken, andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske" (Kritik s. 179.)
Syndens nådige forladelse forkyndes ikke i lignelsen, men det gør den i gudstjenesten, i nadveren.
Den er ikke velegnet til at tage med ud på gader og stræder, den egner sig ikke som opråb eller som slogan på bannere. Men den giver karakteristiske træk til det ansigt, som er kristendommens.
Amen.