Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sexagesima , 07.02.2010
Predigt zu Markus 4:26-32, verfasst von Morten Fester Thaysen
Med Guds rige er det ligesom et korn, der er kommet i jorden. Det spirer og vokser, først bliver det strå, så aks, så fuld kerne i akset - uden nogen ved hvordan. Vi sover og står op, dag og nat og pludselige en dag er kornet modent. Alt sammen sker det af sig selv, uden at vi har haft så meget som en finger med i spillet.
Sådan er det også med Guds rige - Guds rige vokser og spirer i os og omkring os. Vi ved ikke hvordan det sker i en verden, hvor der ellers er nok at være bekymret for. Vi ved heller ikke, hvordan det sker i vore sind. Det eneste vi ved, er at Guds rige vokser og spirer i os og omkring os af sig selv. Guds rige sker med os. Guds rige griber ind i vort liv. Former det. Danner det. Ikke sådan, at vi er i stand til at sige, hvordan og hvad meningen er med det. For det kan vi ikke.
Det spirer og vokser jo netop, uden vi ved hvordan. Og uden, vi kan gøre fra eller til. Det eneste vi kan gøre, er som Luther siger: At sidde og drikke øl og så overlade det til Gud, at det sker.
Vi kan også prøve at illustrere hvad der sker med et eksempel fra danmarkshistorien.
I Chr. 4. tid...for over 300 år siden blev der her fra Danmark sendt et par skibe ud for at finde en ny søvej til Kina. Man ville prøve at finde en passage nord om Amerika. Med søde løfter om rigdom og ære og berømmelse fik man samlet en besætning af barske og hårdføre mænd. Den skulle ledes af den dygtige Jens Munk.
Efter en festlig afsked med trompetfanfarer og militærparader gled skibene ud af Københavns havn...spinkle og ubekvemme som de var dengang...og efter et par måneder sejlads var man helt oppe i de isfyldte polarhav....og så skete det, der måtte ske....en dag sad man ubehjælpeligt fast i isen, og man blev hurtigt klar over, at man måtte blive på stedet vinteren over. Man kunne ikke andet end vente på forårets sol, der smeltede isen, så man kunne sejle videre. Men det tog ikke modet fra nogen. Det var jo hårdføre mænd, Jens Munk havde samlet som besætning. Og så lå skibene heller ikke ret langt fra kysten....man kunne faktisk gå derind og gå på jagt efter det vildt, der var mere end nok af og som smagte godt i forhold til det saltede kød og flæsk, som man plejede at spise på skibet. Man gjorde sig klar til en hyggelig vinter, hvor dagene kunne gå med jagt og kortspil...og nogle gode krus øl og varm rom.
Som sagt. Der var ingen panik. Ikke før en mærkelig sygdom begyndte at brede sig, uden at man kunne stoppe den. Mand efter mand sygnede hen og døde efter de mest forfærdelige lidelser. I dag ved vi godt, hvad der var galt....mændene spiste ikke andet end kød. Derfor døde de af mangel på vitaminer. De vitaminer, der findes i frugter og bær og den slags....og som er så livsnødvendige. Man kaldte sygdommen skørbug.
En for en døde de...de døde blev slæbt i land. De første fik en grav. Men efterhånden blev alle så svage, at man ikke engang kunne slæbe de døde krop...så derfor lod man dem bare ligge. Så derfor lå de døde, da foråret kom spredt ud over det hele....de engang så stærke og modige mænd...i skibenes køjer lå de nu...oppe på skibets dæk...og ude på isen ...døde. Og ikke engang en grav fik de.
Det vil sige....der var tre, der overlevede. Den ene af dem var kaptajnen Jens Munk. Syg og halvdød....kravlede han mellem ligene...op over skibets ræling ind til kysten. Han troede han skulle dø. Han fik øje på en busk. Den havde nogle bær på sig. Bare sådan nogle bittesmå bær. Men de skulle redde dem. Han tog en håndfuld og stak den i munden. Han gav de to andre. Deres syge munde så ud som havde de drukket ædende syre. Men de spiste. De følte ingen angst, alle drømme og forhåbninger havde forladt dem De lå udslukte og umælende og rullede sig sammen som deres skibshund, der også var i live endnu. De havde nået bunden af det hele. Der var ikke noget håb. De troede at det bare var spørgsmål om tid inden sygdomme ville tage livet af dem også.
Men bærerne hjalp dem. Langsom...uendelig langsomt begyndte kræfterne at komme tilbage. De fik følelsen tilbage. De begyndte at kunne gå. De kunne arbejde. Og efter et par måneder blev de så stærke, at de kunne gøre et af skibene klart og forlade deres døde kammerater...deres bristede drømme....deres mareridt....og sejle tilbage til København.
Ikke andet end nogle latterlig små bær hjalp dem og gav dem liv i kroppen. Ikke andet.
På samme måde er det med Guds rige. Det er ikke andet end et par ord, der bliver sået i os. Ordene er som bærerne, mændene spiste. De synes ikke rigtigt af noget. Ordene kommer tilmed fra en, der skal lide og dø på et kors. Og det på grund af de ord. Ikke desto mindre er det de ord, der hjælper os, som spirer og vokser i os og giver os liv, som bærerne gav mændene liv, så de kunne rejse sig og sejle ud på havet igen.
Ordene, der bliver sået i os - er ordene, som lød, da børnene blev døbt: Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Ordene er ordene, der lyder, når vi går til alters. Her har du mit legeme. Her har du mit blod. Tag det og spis det - alt mit er dit. Gå med fred. Sådan lyder ordene. Og igen: Det er ikke bare ord - det er ord, der virker i os. De gør noget ved os. De spirer og vokser og forandre os - uden, at vi ved, hvordan.
Nu kan du sige, at det da lyder meget smukt altsammen. Men, hvorfor skulle jeg egentlig tro på det? En forandring er jo ikke det, jeg oplever, når jeg hører de ord? I hvert fald ikke en forandring til det bedre. Fortvivlelsen og sorgen er der stadig. Nøden og terroren er der stadigvæk. Og intet tyder på, at det skulle blive anderledes. Nej, sådan ser det jo ud.
Men havde du måske ventet, at du skulle kunne gennemskue, hvordan Guds ord virker?
Luther sagde engang: Vi skal prædike Guds ord og lade det virke alene. Hvorfor? Fordi jeg ikke har menneskers hjerter i min magt. Jeg kan ikke komme længere end til ørerne. Ind i hjertet kan jeg ikke komme. Fordi jeg da ikke kan indgyde troen i hjertet, så kan eller skal jeg heller ikke tvinge eller nøde nogen dertil. Ordet skal vi prædike, men virkningen skal være Guds alene efter hans behag.
Og siger han - mens han kigger på alt det, der er sket omkring ham i de sidste år - Jeg har virket med Guds Ord alene, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Philip og Amsdorf, udrettet så meget, at pavedømmet i den grad er svækket. Jeg har intet gjort. Ordet har virket og udrettet det hele.
Tro er tillid til at Guds ord rent faktisk virker af sig selv, uden at vi rører så meget som en finger. Vi hverken kan eller skal gøre noget for, at de skal komme til at virke. Vi kan ikke udvikle os - modernisere, effektivisere, optimere, f.eks. gøre kristendommen mere lækker og kirken mere moderne. Vi kan intet gøre. Gud kan godt selv. Vi kan heller ikke gøre os fromme, vi skal ikke bære tørklæde og holde os fra svinekød og hvad ved jeg - for at Guds Ord kan virke i os. Vi skal ikke gå i hellig krig for, at Guds Ord må få magt i verden. Igen: Guds Ord virker selv - det vokser og spirer af sig selv - tro er tillid til, at Gud lader sit rige komme af sig selv, også uden vi kan gennemskue, hvordan det sker. Vi kan måske ikke engang se eller mærke det...Tro er tillid til at det sker alligevel.
De gamle sagde: Gud i vold. Det betyder at lade Gud om verdens gang. Han har lovet, at noget stort skal komme engang, uanset, hvad vi gør eller ikke gør. Tænk det afhænger ikke af os, om al verdens lidelse og smerte en dag skal høre helt op, men det har Gud bestemt, at sådan skal det blive, når tiden er inde. Vi skal bare begive os Gud i vold - og overlade det til Gud, at det sker.
Ja forventningen om at Gud styrer verdens gang, kan gøre vores ventetid frugtbar. Vi kan frimodigt leve og passe det, vi har fået betroet af Gud. Vi kan passe vores arbejde, elske vores næste - hjælpe den, der er svag. Vi kan gøre det alt sammen frimodigt - uden bekymring for, om verden nu står og falder med det vi går og gør. Verden tager Gud sig af.
Guds rige er som et korn, der vokser og vokser. Langsomt men sikkert vokser det ind i vores verden. En dag er det blevet stort - så stort, at det er blevet et livstræ med store grene i hvis skygge vi og alle jordens mennesker må hvile til evig tid. Og da skal al ufred, al lidelse, smerte, sorg og død ikke mere være.
Amen