Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten , 21.02.2010
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Else Hviid
Må man gøre nar af religiøse mennesker? Må man sige frække ting om Gud og må man tegne provokerende billeder af Muhammed? Af Jesus?
Da nogle tegnede provokerende billeder af Muhammed, opdagede vi, hvor sårede mange muslimer blev, sårede på deres religiøsitet og på deres følelser, og mange danskere havde tydeligvis svært ved at forstå, hvad det vil sige.
En af forklaringerne på vores manglende forståelse herfor skyldes, mente nogle, at vi nu er så sekulariserede, at der ikke mere er noget, der er helligt for os selv. Og vi har derfor ikke fantasi til at forestille os, at noget så kan være helligt for andre.
Passer det nu også? Vi har noget, mange af os, der er helligt for os, men det betyder ikke, at det er urørligt. Tværtimod, det hellige må godt røres ved, det må tegnes og beskrives, og ja, det må gøres til genstand for sjov og satire. Men har vi ingen grænser, er alt tilladt hos os? Nej, det er det ikke, men vi har ganske vide grænser.
Og kunne man ikke mene, at det er bibelen selv, der har opdraget os til at kunne rumme de mest forskelligartede og endda problematiske billeder af det hellige.
Bibelen fortæller selvfølgelig først og fremmest om Gud, om Gud og om menneskers liv med ham, og oftest mod ham. Og det er ikke kun pæne og nydelige historier, vi hører. Det er heller ikke kun en ophøjet og uantastelig Gud vi møder, det er det også, men han er mere, han er også en krævende jaloux og hævngerrig Gud, og han er en foragtet og forladt Gud.
Og de mennesker der fortæller og fortælles om, er ikke hverken særlig fromme eller hellige, de er forvirrede og i evig bevægelse, hen imod og straks igen væk fra Gud.
Vi læser med andre ord om menneskeliv, om dagligdag, om os selv, om en virkelighed, der er broget og besværlig og som vi derfor kender som vores. Og vi kommer derfor under læsning også hele vejen rundt i følelsesregistret. Man keder sig godt og grundigt nogle gange, andre gange er man godt underholdt, nogle gange er man i åndeløs spænding og atter andre gange er man ganske enkelt oprørt og forarget.
Men undervejs får man uundgåeligt blik for det som er helt særligt ved bibelen, at tilværelsens tvetydighed, alt det det meningsløse, det umoralske og tvivlsomme er fortalt med. Intet holdes skjult, alt kan ses, også vantroen og gudsforladtheden, så vi kan kende os selv som mennesker i denne fortælling om Gud og mennesker.
Ikke sådan at fortvivlelse og resignation og ateisme bliver resultatet, tværtimod, bevægelsen går den modsatte vej hen imod Gud hele tiden. Mennesket kæmper sig, hujende og haltende af sted, mod Guds velsignelse.
Sådan fortælles der i bibelen, og sådanne billeder af det hellige får vi så også, for de springer jo ud af teksten.
Vi sad for nylig en flok mennesker og så billeder fra 200 års kirkekunst, og hvad så vi så?
Vi så en Gud der bliver vred, når han ikke får sin vilje, så vred, at han ikke holder sig tilbage fra hævn, straf og mord. Vi så en verden vendt på hovedet, vi så svigt, forræderi og vi så henrettelser. Fra Isenheimeralteret, med Matthias Grünewalds grufulde korsfæstelsesbillede, hvor Kristi legeme - i solidaritet med de pestramte, der fik alterbilledet at kigge på - allerede er forrevet og på vej til opløsning, over Niels Larsens Stevns, Astrid Noach, Erik Heide og til Bjørn Nørgaards dekonstruerede krucifiks. Bjørn Nørgaard, nogle gispede. Det er jo ham med hesteofringerne - han skar en hest i små stykker og lagde stykkerne i syltetøjsglas - og han sårede dengang i 70erne rigtig mange danskeres følelser. Kunne man sætte ham til at lave kirkeudsmykning, risikerede man ikke at han kunne såre nogles religiøse følelser? Det er vist ikke sket, og reaktionen fra flokken, da hans alterparti kom på væggen, var da også et lydeligt: næh. Ikke forarget og såret, men begejstret. Bjørn Nørgaards krucifiks er en stor fortælling, som rummer hele den bibelske tvetydighed, men også den moderne beskuers forsøg på at kæmpe sig vej - op af dna-stigen - til Kristus.
Ingen er vist blevet såret over hans alterparti, og man fristes til at konkludere, at skal man såre danskernes følelser, skal man gøre underlige ting med dyr.
Eller findes der en lille undtagelse? Ja, måske. Gemt lidt af vejen i Løgumkloster kirke, hvor Astrid Noachs krucifiks hænger. Hun lavede på bestilling dette kraftfulde krucifiks i 1943-45, udskåret i træ, med en Kristusfigur, hvor kønnet er tydeligt. Det ville man ikke have, medmindre Astrid Noach ville give figuren et lændeklæde på. Og det ville hun ikke! Nu hænger det i Løgumkloster kirke, fordi Statens Kunstfond skænkede det til kirken, og det hænger så diskret, at man skal vide det er der og vide at lede efter det!
Det afskyelige og foragtelige, det tvetydige og umoralske hører med i fortællingen om Gud og om Gud og mennesket. I de bibelske fortællinger, også i de fortællinger vi hører 1. søndag i advent. Også her kæmper mennesker sig - haltende af sted, mod Guds velsignelse.
Det gør Kain, efter at have slået sin bror ihjel. For ja! Han skulle have været sin brors vogter. Selvfølgelig. Han er den ældste og den største, men det er ikke så meget en ophøjet eller fin placering i rækken, som det er en forpligtelse til at vogte og tjene den, der er mindre.
Det samme gælder disciplene. De sidder der - det er den sidste aften, de har lige spist sammen, Jesus har lige sagt, at det er sidste gang han spiser sammen med dem, at de skal blive ved med at spise sammen - uden ham, men ihukommende ham når de deler brødet og drikker vinen. Han har også lige sagt, at ham, der forråder ham sidder med ved bordet, at han selv, Jesus, skal gå bort - at det er bestemt. Og der, i den situation begynder disciplene minsandten at skændes om, hvem af dem, der skal regnes for den største! Som om de ingenting har hørt eller forstået!
De sidder der, og ved de er med i noget stort, noget der gør dem store. Og han siger det også til dem: ligesom Faderen har overdraget ham riget, overdrager han, Kristus, det nu til dem, for at de skal spise og drikke ved hans bord i hans rige og for at de skal sidde på troner og dømme...
Og hvem er størst, spørger vi ? Den der sidder til bords, eller den der tjener.
Ja, det kan ingen da være i tvivl om. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv og sige, at jeg da ubetinget føler mig størst, når jeg sidder til bords. Jeg elsker at blive inviteret til at sidde til bords og føle mig - om end ikke størst så dog stor. Jeg er inviteret med. Følelsen af.......nå ja, følelser. De er jo flygtige, foranderlige og derfor heller ikke altid vederhæftige. Det er ikke altid det vi føler, der er det rigtige. Og derfor bør det ikke være det grundlag - følelser alene - vi alene træffer de store beslutninger på, for slet ikke at sige det grundlag vi starter en krig på...
Hvem er størst? Vi føler eet, men Kristus vil have os til at svare noget andet.
Gud har i Jesus villet sige denne ene ting: den er størst, som tjener. Gud har i Jesus gjort sig til tjener. Det har ikke set lige pænt ud hele vejen, nogle steder så det grimt ud, andre gange var det provokerende og stødende, og atter andre gange var det ligefrem ulækkert at se Guds søn tjene et menneske.
Men sådan ser også den virkelighed ud vi kender, når den fortælles usmykket. Ikke for at vi skal vende den ryggen, men for at vi skal kunne halte af sted, skuende Guds velsignelse. Vi halter ikke forgæves, heller ikke i dag. Vi imødekommes af løftet om velsignelse i Kristi ord til den svigefulde Peter: "Simon, Simon. Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede. Men når du engang vender om, stå styrk dine brødre".
Amen