Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i fasten , 07.03.2010
Predigt zu Johannes 8:42-51, verfasst von Claus Oldenburg
Teksten er præget af det, man med et gængs udtryk må kalde 'dualisme' på verdens vegne. Altså en tvedelt opfattelse af verden. Man kan vel også lidt banalt sige det sådan, at vores tilværelse er spændt ud mellem modsætningspar, og at de ganske enkelt byder sig til såsom lys kontra mørke, sandhed kantrasteret med løgn, himmel over for jord, godhed sat over for ondskab osv. Dette er alt sammen - med Thomas Mann - den moralske verdens lov, og netop skillelinjen - eller brudfladen - er udmærket beskrevet i syndefaldsberetningen, hvor forskellen mellem godt og ondt introduceres som et grundvilkår.
Det tror jeg såmænd, at alle vil nikke genkendende til. Men problemet med den traditionelle dualisme er, at den øjensynligt sætter alt - og jeg mener alt - ind i et moralsk skema. For så er lyset godt og mørket er ondt, sandheden er at applaudere, mens løgnen skal forsages, godhed bliver idealet, mens ondskaben helst skal pakke sig. Eller sagt på en anden måde: alt gøres til moral i vores verden, fordi alle ting måles på denne grundskelnen mellem godt og ondt.
Jeg kunne derfor godt tænke mig at benytte lejligheden til at spørge, om det egentlig er berettiget at måde alt på denne alen? For fx med begrebet sandhed, så er det begreb i virkeligheden meget komplekst, når det skal måles på løgnen - og det også skal måles på gængs virkelighedsopfattelse. Sandhed er kort sagt ikke bare 'af det gode', hvis jeg må sige det sådan. Ligesom Gud ikke bare er god, og så er den historie ude. Hvis Han virkelig var det, ville det kortslutte al teologisk virksomhed; for så behøver ingen tænke mere - slet ikke over skaberværket.
Så jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med begrebet sandhed ud fra tre modeller. Den første er bibelsk, den anden er teoretisk og den tredje har en ren filosofisk tilgang.
Først den bibelske. Da Jesus stedes for Pontius Pilatus, den romerske guvernør i Jødeland, udfolder der sig ifølge evangelisten Johannes en samtale, hvor følgende replikskifte dukker op: 'Enhver, som er af sandheden, hører min røst', siger Jesus, og samtalens emne er Jesu kongedømme, hvorvidt dette er af denne verden eller en anden. Dertil replicerer Pilatus: 'Hvad er sandhed?' Præcis dette udsagn har jeg altid læst som en misantropisk politiker og administrators statement, for der er øjensynligt ikke længere noget i Pilatus' bevidsthed, som kan kalde sig sandhed. Sådan som Pilatus-skikkelsen er beskrevet, ikke mindst hos Johannes men også hos de andre evangelister, så er han en pragmatisk herre, som vitterligt ikke mener, at Jesus er en dødsdom værdig, men han bøjer sig for det politiske pres, der bliver lagt på ham fra den jødiske ledelses side, hvorfor hans egen overlevelse går forud for alt andet - noget man i grunden vel ikke kan fortænke ham i, for hvorfor skulle han, Pilatus, sætte sit embede ind på en sådan sag og rettergang, som kun i bagklogskabens klare lys overhovedet har nogen betydning? Så når Pilatus trækker sig ud af spørgsmålet om 'sandhed', så må det skyldes en vis kynisme, som virkeligheden og erfaringen har opdraget ham i for selv at overleve. Så Pilatus vil ikke have noget at gøre med problemstillingen, og denne afstand må karakteriseres som en vis afstumpethed - eller følelsesmæssig forkortning. Ikke at jeg vil bebrejde ham det men blot for at konstatere, at en politiker- og administratortype som Pilatus skal man ikke belemre med den slags spørgsmål.
Den teoretiske sandhed har med ord at gøre, netop Guds ord eller en anden form for systemtænkning, som fra en sproglig vinkel indretter verden i et - skulle jeg mene - grundlæggende moralsk skema.
Man tænker sig simpelthen til verden, og sproget bliver det redskab, som strukturerer verden i en kombination af sansning og erfaring og nødvendigvis må gøre det ud fra en dualistisk synsmåde for ganske enkelt at kunne skelne mellem de enkelte dele.
En sådan systemtænkning vil enhver religion, der hæver sig ud over det helt primitive stade med nødvendighed udvikle - for netop ved hjælp af tankens kraft at få orden på denne verdens stumper. Det er nemlig religion, der som civilisationsskabende har formet sammenhængen i verden, og med en tilsvarende logik må den så også hævde selve tankestrukturen som sandheds-bærende. En sådan tænkning kan jo ikke om sig selv sige, at den er løgn. Allerede deri er den grundlæggende moralske skelnen indbygget.
Så enhver religion må hævde sandheden. Det giver sig selv. Og religionens verdslige aflægger, ideologien, måtte gøre nøjagtig det samme - hævde sig selv som sandheden, hvorfor alt andet var løgn.
Hvad en sådan sandhed - både religiøst og verdsligt - har fostret af ulykker og umenneskelighed, er den europæiske historie et udmærket og effektivt vidne om. Så bliver det, som før var sandhed ombyttet til løgn, og det, som før var løgn, bliver ombyttet til sandhed. For at bruge to indlysende eksempler:
For den tyske nazificerede nation var dette at ombringe jøder en moralsk retvendt nødvendighed i 1930'erne og til og med krigen. Derefter blev samme retvendthed udråbt til et være et ekstremt udslag af ondskab. Men det er det samme fænomen.
Tilsvarende er det klogt blevet sagt om tilstandene i Rusland efter Murens fald: Det, som før var godt, er nu ondt, og det, som før var ondt, er nu godt - hvorfor de moralske pejlemærker blev og bliver dybt forvirrede, og den slags er slet ikke sundt, for det avler afstumpethed og moralsk udebliven.
Men alt dette kun for at sige, at man skal være varsom med sandheden - især når den optræder som et prærogativ og undlader at forholde sig til det, man lidt banalt kunne kalde almindelig menneskelighed og hjertets almene nærhed.
Kort sagt: går sandheden forud for det menneskelige går det på katastrofal vis ud over det menneskelige - og det turde ikke være meningen. Skulle jeg mene.
Tredje del af eksperimentet er det filosofiske og jeg vil henvise til Løgstrup, der som han selv sagde det 'blev meget berømt' for sin spontane livsytringer - som ganske kort går ud på, at skabelsen er forud for destruktionen, barmhjertigheden er forud for ødelæggelsen, at tilliden er forudsætningen for mistilliden - og med hans eget udtryk - 'løgnen er snylter på sandheden', hvorfor igen sandheden går forud for løgnen, for løgnen kan kun leve af og således symbiotisk snylte på sandheden. Disse spontane livsytringer er ikke blot positive, men de er så at sige af det gode, er af skabningens førstegrøde - for nu at udtrykke sig nær den løgstrupske 'religiøse tydning' - mens modsætningerne tilsvarende er af det onde, for de udtrykker negationen til det oprindelige og det egentlige. Hos Løgstrup er dette ikke udtryk for nogen historisk betragtning, men er en ren fænomenologisk analyse, som kort må kunne karakteriseres sådan: alle fænomener må opleves i spændet mellem skabelse og tilintetgørelse og ligger således inden for det grundlæggende moralske skema.
Hvis jeg skal gøre det her op, så er Pilatus' vinkel den kyniske, der suspenderer al idealisme, tænkt som udført. Sandheden afvises som uvirkelig.
Systemtænkningen vil omvendt pådutte verden sin egen udgave af idealismen, for verden bliver tænkt godt og erkendt ond - hvorfor ondskaben skal fordrives, hvilket vil være al idealismes mål inden for denne tankeramme. Sandheden er således virkelig nok, når blot den opnås - og modstillingen er egentlig ikke løgnen, men perversionen: at det, som ser smukt og godt ud, bliver forvredent og ulækkert, og det for den menneskelige bevidsthed egentlig både er svært men også sorgfuldt at skulle erkende denne umærkelige glidning. Sandheden er her en overdreven virkelighed, og den bliver som netop overdreven til uvirkelighed.
Tolkningen af de spontane livsytringer kan jeg personligt kun være enig i, for de forholder sig korrekt mellem udtryk og udtrykkets modsætning, som vel netop er perversionen, for det er snyltefunktionen, der påpeges, men jeg kan så heller ikke bruge det til så meget andet end en seriøs analyse af denne verdens fænomener.
Så når nu teksten - og den gedigne kristelige tradition - hævder Jesus som Kristus og som Sandheden, Vejen og Livet, for nu at bruge de rigtig store ord, som ellers kun hører Ham til - så vil jeg prøve at kontrastrere Jesus-skikkelsen med de tre udgaver af Sandheden, som jeg her har søgt at skitsere.
At Pilatus afviser Ham eller ethvert andet menneske som bærer af Sandhed er Pilatus egen uvirkelighed, som sætter sig som en følelsesmæssig afstumpethed.
At hævde Sandhed som et tænkt og sprogligt udført mønster af virkeligheden er - skulle jeg mene og endda mene i forlængelse af det klassiske billedforbud - en forråelse af det menneskelige og det levende, kort sagt: det bevægende og det bevægelige. For både billedet og sandheden låser virkeligheden fast.
At hævde Sandheden som det oprindelige og egentlige er for ufarligt; for det kan ikke bruges til særlig meget.
Derfor. Når Kristus simpelthen er et must for den menneskelige bevidsthed, så er det fordi Han kombinerer det kødelige med det åndsbårne. Hans kød er så at sige Åndens Sandhed.
Som Hans brødre og søstre bærer vi således også på Sandheden. Og om Sandheden vil jeg kun sige, at den kan kun mærkes, fordi den er så konkret, som den er.
Eller med et Luther-udsagn: 'Du - og jeg - skal elske sandheden!' Man har lyst til at svare: Dam it!
Men pointen er ganske enkelt, at ingen kan undfly sandheden. Pilatus kunne ikke, oversystemerne kan heller ikke, for de bliver indhentet af deres egne misgerninger, og den løgstrupske filosofiske vending af teologien siger egentlig ikke andet end det, som grundlæggende er erkendelsen:
At erkendelsen nok er tankekraft og indsigt, men den kan ikke mærke. Og man skal simpelthen kunne mærke Sandheden, for ellers er den ikke.
Om noget er Sandhed, er således følelsens medvirken og nærvær. Heri ligger afgørelsen mellem sandhed og løgn - hvert øjeblik.
Amen.