Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Midfaste (Lätare), 14.03.2010
Predigt zu Johannes 6:24-35 (37), verfasst von Else Hviid
Vi skal spise sammen om lidt, og vi glæder os vist alle sammen. Det er godt at spise sammen, for der er fællesskab og fremtid i det.
Men vi holder tingene adskilte: vi har gudstjeneste sammen herinde, og bagefter spiser vi sammen derinde. For selvom måltidet i bibelsk og altså kristen sammenhæng, også altid har religiøs betydning, så er det vigtigt at markere at det ikke er det samme der sker herinde og derinde. At det religiøse og det sociale er to sider ved vores tilværelse, som ikke skal skilles ad, men som heller ikke skal gøres til det samme.
Har måltidet virkelig religiøs betydning?
Fællesmåltidet spiller i hvert fald en stor rolle i vores liv. I vores private liv, hvor vi hver især forbinder nogle af de bedste og største stunder, med bestemte måltider. Det er en fælles menneskelig erfaring, tror jeg, og derfor har fællesmåltidet da også en stor plads i vores kulturhistorie, i litteraturen og i kunsten. Men religiøs betydning? Ja, sådan vil bibelens mange måltidsfortællinger i hvert fald lære os at tænke.
Og der er mange.
Der spises og drikkes påfaldende meget i bibelen, og giver man sig til at tælle måltider, bliver man ikke færdig. Mere end 700 henvisninger til måltidet (talt med er ikke henvisningerne til drikke og brød) viser, at det at spise ikke er en perifer beskæftigelse.
Tværtimod er det at spise sammen noget både betydningsfuldt og betydningsladet.
For det første fordi måltidet i sig selv viser ud over det helt konkrete og bogstavelige - og peger på fællesskab, fremtid, tillid, venskab. At invitere til mad er nemlig også at invitere til fællesskab og til venskab. Og samtidig minder måltidet os om, at vi deler vilkår. Der er noget vi har brug for, for at leve, som vi ikke selv kan tage.
Måltidets betydning er derfor for det andet den at "afsløre" at vi derfor ikke kun afhængige af hinanden, vi er også fælles om at være en afhængig menneskehed, og heroverfor bliver der plads til en guddommelig skaber.
Måltidet formidler i bibelen næsten altid den erkendelse. Fortæller om Guds forsyn, nogle gange er måltidet endda resultatet af Guds mirakuløse forsyn, som under ørkenvandringen, hvor Gud sørger for først et festmåltid af vagtler og siden dagligt det livsnødvendige manna. Gud bliver hos sit folk under vandringen hvor de er fuldstændig afhængige af ham.
I Det ny Testamente fortæller brødunderet det samme, her brødføder Jesus mirakuløst den sultende masse.
På det fysiske plan er måltidet altså en stadig påmindelse om Guds daglige forsyn og omsorg for mennesker og dyr og derudover også et billede på skabningens afhængighed af Skaberen.
Men - for det tredje - måltidet peger endnu længere frem, og det er det, der er på spil her hos Johannes, hvor det at spise er at deltage i Guds frelse i Kristus. Her hos Johannes, siger Jesus det selv sådan her: Jeg er livets brød og den der spiser det, har evigt liv. (Allertydeligst i nadvermåltidet, i hvilken troende æder brødet som en symbolsk deltagelse i Kristi død. (1. Kor. 11))
Hvordan? Evangelisten Johannes, som ikke kan siges at skrive helt enkelt, hjælper os alligevel på vej. Man skal som regel lede efter de store ting i de små ord, og det er også tilfældet her. Det midterste - og helt centrale ord i den fortælling vi hører i dag - er "give". Den mad som Menneskesønnen vil give jer.
Det er helt centralt - og samtidig noget af det sværeste ved kristendommen. At Gud er den der giver og vi er dem der tager imod. "Hvorfor sige tak for noget vi selv har købt" som en af vores sønner sagde, da vi tvangsindlagde dem til et eksperiment med bordbøn.
Det er på samme måde næsten umuligt, f.eks. at lære konfirmanderne (og deres forældre også) at tro ikke er noget de skal præstere, men noget de skal tage imod. Ligesom det efterhånden også er svært at argumenterer for, at det netop er det fine ved oblaten at den er så lille - og tør, når man andre steder får en stor mundfuld hjemmebagt saftigt brød. Det er jo en pointe, at vi spiser præcist så lidt, at ingen er i tvivl om, at næringen, vi modtager i det måltid, hverken kommer fra vor egen opfindsomhed eller madkunst, eller fra den smule vand og mel, oblaten er lavet af, og slet ikke fra den lille mundfuld "israelsk kirkevin" - men fra Ham, der giver os sit legeme og blod og mætter os derved.
Dette genuint religiøse måltid, giver i al sin lidenhed og enkelhed kun plads til at det man ikke forstår eller selv kan iværksætte, at det alligevel kan finde sted. Et religiøst måltid, der til forveksling selvfølgelig ligner et socialt måltid, en social begivenhed, for der er jo andre t stede.
Der tales om nadver af "kvalitetsråvarer". Et ordentligt - langtidshævet og saftigt - brød, der kan brydes ligesom Jesus selv gjorde det, og dertil ordentlig vin - og en ordentlig slurk af det. Det skal kunne smages, tygges på og mærkes i maven.
Og det lyder jo meget godt, og sælger da også mange billetter.
Vi skal hylde Gud og bringe sanselighed ind i kirken, hedder det, og det gør man. Skærtorsdag inviteres der landet over til påskemåltid - mange steder inde i kirken - stegt lam, brød, oliven og god vin.
Kritikere kalder tendensen "emmery-kristendom" eller livstilskristendom, og jeg hælder selv til at mene, at det er et småborgerlig, æstetisk madideal man hylder, snarere end den Gud, hvis forsyn og omsorg vores liv afhænger af.
Og det er ikke fordi jeg er snerpet og modstander af god mad og sanselighed. Jeg bager selv et ret godt - langtidshævet og saftigt - brød, som jeg gerne serverer.
Men til gudstjeneste og til det - religiøse måltid, vi ind i mellem indtager her, da skal vores saftige brød, vores hittepåsomhed og gavmildhed og evner som kokke, ikke gøre det sværere end det er i forvejen, at få øje på Guds forsyn. Det skal ikke stå i vejen for, at måltidet kommer til at vise hen til fællesskab og fremtid, hen til skabningens afhængighed af Skaberen, hen til den mad Menneskesønnen vil give os.
Et måltid er mere end bare mad, et brød er mere end et brød. Ja, sådan tænker vi i en kristen sammenhæng. Helmut Friis udtrykket det meget smukt i sin gendigting af Fadervor i Den gyldne Stad.
Om den femte bøn, Giv os i dag vort daglige brød, skriver han:
Giv os - vi har ikke livet ved at tage det, men modtage det; vi kan ikke tage solen, sproget, smilet, tilliden, omfavnelsen.
I dag - og kun for i dag, ikke for i morgen også, i lo og lade.
Vort daglige - dvs. nødvendige og intet yderligere. Lad os leve "ubekymret", direkte ud af livslinien til Dig, så dine gaver ikke skjuler Dig (som da Israel vantro ville sikre sig, hvormed mannaen rådnede). Lad os kunne sige Gud i vold.
brø - det livsnødvendige, ikke det muligvis eller delvis nødvendige eller unødvendige. Brødet er livets lys, brød er korn, sprog, gensvar, imødekommenhed fra planter, farver og ansigter. Brød er det levende brød"
Har måltidet religiøse betydning? Ja, måltidet har en social betydning, som alle kender til og værdsætter. Og en religiøs betydning, som rækker derudover. Og det gør hverken måltidet eller livet som sådan mindre, tværtimod, større.
I brødet knyttes jord til himmel, fysisk nødtørft til åndelig tak for brødets gave. I det daglige brød fejres livet, for der er evighed i det. Det betyder at vort naturlige liv er godt nok, som det er. Der er velsignelse i det, det skal leves og ikke forsages.
Amen.