Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag , 28.03.2010
Predigt zu Markus 14:3-9, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Hvad lugter tro af?
Ja, ikke af så meget. I hvert fald ikke i vores del af den kristne kirke, hvor vi bruger stort set alle andre sanser end lugtesansen, når vi holder gudstjeneste. Vores ører og øjne bruger vi. Her er musik og ord og billeder. Ved nadveren bruger vi smagssansen, og når vi griber om sølvbægeret, eller når et menneske bliver døbt, og vandet bliver øst over dets hoved, så er det følesansen, der aktiveres.
Men næsen holder vi for det meste for os selv, når vi er i kirke her i landet. Røgelse og den slags, som andre kristne kirkesamfund bruger, er ikke en del af vores gudstjenesteform.
Og sådan en lugtfri religion er jo meget passende i en tid som nu, hvor religionen af nogle anses for at være noget, man skal holde uden for det offentlige rum. For er der noget, der er påtrængende og offentligt, så er det lugte. Man kan overse og overhøre, men man kan ikke lade som om, en lugt ikke er der. Når man får stukket noget op under næsen, så kan man ikke bare lade som ingenting. Tørklæder, kors og kalotter kan man forbyde i det offentlige rum. Men lugte kan man ikke sådan sætte grænser for.
Derfor er det en kvinde med et meget påtrængende opførsel, vi møder i evangeliet i dag. Hun holder ikke sin tro i privatlivets fred uden for det offentlige rum. Nej, for hendes tro kan lugtes - på lang afstand. Og den lugter som nardusolie.
Nardusolie er parfume. Den fineste parfume af alle.
Det er en kongelig lugt, for det er nardusolie, man bruger, når man skal salve en ny konge.
Kvindens tro på Jesus lugter altså af, at hun tror, han er konge.
Men den lugter også af noget andet. For nardusolie bruges ikke kun til kongesalvninger. Den bruges også af bruden på bryllupsdagen. Hun bruger den ikke til sig selv, men til sin brudgom. Nardusolie er også den olie, som datidens unge ugifte piger samler sammen i krukker - som en slags brudeudstyr. For de skal bruge den vellugtende olie til at smøre deres brudgom ind i inden bryllupsnatten.
Når en kvinde salver en mand med nardusolie er det med andre ord et normalt ret privat led i en bryllupsceremoni.
Nardusolie lugter kraftigt og gennemtrængende af kærlighed og hengivenhed.
Derfor er det et temmelig pinligt optrin, kvindens salvning af Jesus dér midt i herrefrokosten hos Simon. Det lugter langt væk af en intimitet, som ikke hører til i al offentlighed. Folk bliver pinligt berørt over kvinden og hendes åbenlyse frieri og kærlighedserklæring til Jesus.
Og når noget er pinligt, ja, så skynder vi os at tale om noget andet. I dette tilfælde griber folk til det nærliggende at tale om noget, der ikke lugter: Nemlig penge.
"Den olie kunne have været solgt, og pengene være givet til de fattige".
Men Jesus svarer: "De fattige - dem har I altid hos jer". "Altid"- fordi den moralske forargelse og sociale indignation såmænd ikke stikker dybere end det greb i egen lomme og pung, som er det første skridt til at ændre på den sociale uretfærdighed.
De fattige - de er der altid og vil altid være der. Og det er ikke kvindens olies skyld. Det er vores.
"De fattige har I altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem", siger Jesus, "men mig har I ikke altid".
Det er det, kvinden forstår. Og det er det, der får hende til at handle, som hun gør. Der er noget, som skal gøres. Her og nu. Koste, hvad det vil. Kærlighedens gerning kan ikke vente til en anden gang eller veksles til kolde kontanter.
Kvindens tro lugter. Af nardusolie. Af kærlighed og hengivenhed.
Og Jesus besvarer og forsvarer hendes tro: "Hun har gjort, hvad hun kunne".
De andre - mændene omkring bordet - har travlt med at udtænke alt det, kvinden kunne og burde have gjort.
Jesus svarer dem: "Hun har gjort, hvad hun kunne". Og troen skal hverken gøre mindre eller gøre andet end det. Det er alt. Og det er alt nok.
"Overalt hvor evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende". Sådan slutter Jesus diskussionen, og dermed peger han pludselig ud på os, som sidder i dag og hører det fortalt igen. Vi bliver på en underlig måde hevet ind i evangeliet med den sætning. Og kvinden, den anonyme kvinde, som vi hverken hører om før eller siden i Markusevangeliet, bliver pludselig placeret ved siden af os - som et til alle tider gældende billede af hvad troen er, og hvad den gør.
"Hun har gjort, hvad hun kunne" - det er det, kvinden skal mindes for. Ikke for store, underfulde og fantastiske gerninger, - hendes handling ændrede ikke noget som helst. Den udrettede ingen mirakler og hindrede ingenting. Men kvinden skal mindes for dét ene: At hun var tro - at hun gjorde det, hun kunne.
Det er Palmesøndag. Den stille uge med al dens lidelse, forræderi, fornægtelse og død begynder i dag. Jesus er på vej til graven. Intet kan forhindre det. Fra nu af breder mørket sig for at fylde det hele på lørdag, den mærkeligste dag i hele kirkeåret, hvor Jesus er væk, død og begravet, nedfaret til dødsrigets og helvedes mørke og gru.
Men inden alt det forfærdelige gør kvinden, hvad hun kan. Hun kan ikke forhindre lidelse og død, men hun kan gøre kærlighedens gerninger.
Kvinden, der gør, hvad hun kan, da hun salver Jesus, og viser ham sin kærlighed og hengivenhed, - hun kommer de kvinder i forkøbet, som næste søndag, påskemorgen, går ud til graven for at salve Jesu lig.
Også de kvinder har gjort, hvad de kunne. Efter al grusomheden, ydmygelsen og lidelsen har dødens tavshed sænket sig. Og de har gjort, hvad de kunne: De har svøbt den døde og begravet ham. De har fastholdt kærligheden og omsorgen for den døde. Påskemorgen er de på vej ud til graven med deres salvekrukker for at gøre den sidste kærlighedsgerning imod ham.
Men der er ikke noget lig at salve.
For Gud har også gjort, hvad er kan.
Jesus kunne ikke holdes i graven. Han kunne ikke gemmes væk og glemmes. Historien om ham går og gælder stadig. For den kærlighed han elskede med, - kærligheden som gav sig selv, koste hvad det ville, - den kærlighed, Jesus var stærkere end døden. Og derfor huskes også kvinden og hendes kærlighedsgerning stadig.
Hvordan lugter tro?
I hvert fald ikke hengemt og indelukket. I hvert fald ikke sterilt og renskuret og nydeligt, korrekt. For troen er tro på ham, der gav sig selv, koste hvad det ville, og som sprængte grænser, love, helvedsporte og grave, for at det skulle kunne ses, høres, smages og lugtes, at sådan er Gud, og sådan gør Gud.
Hvordan lugter tro så? Måske som en forårsmorgen, hvor blomsterduft, regnvåd jord og den lille snert af salt, som sydvestenvinden bringer med fra havet, får en til at lade lungerne frådse i luft, og man kan slet ikke holde det for sig selv, man må sige til den første, man møder: "Mmm, kan du lugte det? Nu er foråret på vej".
Amen.