Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter påske / Rogate, 09.05.2010
Predigt zu Johannes 17:1-11, verfasst von Morten Fester Thaysen
At se sin hjælper i øjnene, når man er kommet på ret kurs igen, er ikke altid lige rart. Ikke for den ærekære i hvert tilfælde. Og ærekære er de fleste af os jo.
Det er ikke rart at blive mindet om, at man var svag, afmægtig - at man måske gjorde desperate ting og var alt andet end værdig og sikker.
Mennesker, der har med andres problemer at gøre, oplever det ofte. De bliver f.eks. opsøgt at et menneske, der er dybt fortvivlet. Det kan være noget med ægteskabet. Det kan være noget med ensomhed. Eller det kan være noget med selvmordstanker - eller noget helt andet. Hjælperen lytter. Det er ikke småting, han får at høre. Den fortvivlede udleverer sig helt og aldeles. Den usminkede sandhed kommer på bordet. Enhver form for stolthed og påtaget værdighed er væk. Tilbage er der kun noget afmægtigt og hjælpeløst. Hjælp mig, lyder det.
Hjælperen prøver at hjælpe. Nogle gange lykkes det. Den fortvivlede er først taknemmelig - nogle gange ligefrem ovenud taknemmelig.
Og så sker det mærkelige. Den fortvivlede er kommet på ret kurs igen og er altså ikke fortvivlet mere. Og selvfølgelig vil han eller hun gerne lægge den fortvivlede tid bag sig. Og så er det, hjælperen er i vejen. For hjælperen minder jo én om den fortvivlede tid. Hjælperen minder én om dengang, man var lille og svag - og måske også urimelig.
Derfor vil man gerne af med hjælperen. Fuldstændigt. Man forsøger måske at bortforklare det hele: Hvis hjælperen ikke have givet så dårlige råd, var det slet ikke gået så galt - i virkeligheden var der ingen problemer. Det var bare noget hjælperen sagde, der var. Han piskede en stemning op. Det er ligesom folk siger, når de har været oppe og slås: Det hele gik så fint, lige indtil politiet kom.
Den uerfarne hjælper bliver måske dybt såret og siger: Her har jeg gjort så meget for det menneske, og så får jeg bare den kolde skulder bagefter som tak for hjælpen. Han eller hun vil ikke engang hilse på mig mere. Ja, der er hjælpere, der ligefrem synes, at de har ret til at blive ved med at blande sig - også efter at opgaven er løst.
Under alle omstændigheder: Der er stor forskel på mennesker, der er midt i en fortvivlet krise - og så mennesker, der er kommet gennem krisen.
Hvis vi går til Jesus, er det det samme, der sker for ham. Det tør nok siges, at mennesker kommer til ham i deres fortvivlelse. De græder - de udleverer sig selv - de er urimelige, ynkelige - og de trygler om hjælp. Og Jesus hjælper. Han sætter alt ind på at hjælpe. Alt.
Han lever sig ind i den fortvivledes liv. Han tager den fortvivledes liv på sig - og bærer ham eller hende ind på fast grund igen. Aldrig nøjes han med et par letkøbte ord eller et par nemme råd.
Nej han gør alt for at hjælpe. Alt. Og han hjælper. Måske er det et menneske, der ved at gå til af sygdom. Måske har det noget med ensomhed at gøre. Eller tvivl, eller selvlede. Måske har det noget med døden at gøre. Jesus hjælper - hans hjælp har ingen grænser. Om han så skal bære vedkommende - så gør han det. Og menneske efter menneske reddes ind på sikker grund igen.
Og så kunne man jo vente, at alle disse mennesker, der blev hjulpet, ville være taknemmelige. Men det er lige præcis det, de ikke er. De synes vel, at Jesus har noget på dem. Han har set, hvad der gemmer sig bag facaden. Og han har set noget, som de slet ikke er stolte af nu, hvor det hele går fint og hvor de er tilfredse med sig selv igen. Han har set dem svage - klynkende. Han har set dem som urimeligt selvoptagede. Han har set dem, som de var inderst inde. Og han minder dem om en tid i deres liv, de godt vil glemme. Derfor vil de ikke kendes ved ham. Derfor har de i grunden intet imod, at han bliver udryddet - og henrettet på korset. For død mand sladrer som bekendt ikke.
Jesus er ikke skuffet. Han ved, at sådan er det. Han ved, at så dumstolte kan mennesker være. Men han hjælper heller ikke for at få tak for det. Han hjælper alene fordi - han vil hjælpe om det så skal koste ham livet.
Jesus udryddes faktisk af mennesker, der er irriterede over, at han har set, hvor svage de er. Hvor ynkelige, de er. Hvor elendige, de er.
Jesus udryddes af mennesker, der vil bevare facaden udadtil. Som ikke vil kendes til at være svag. Og den dag i dag fornægtes han af samme grund.
Men Jesus bliver ikke desto mindre ved sit. Tålmodigt og vedholdende. Han beder for menneskene. Det er det vores tekst til i dag handler om. Han fortæller om Gud. Han mærker menneskene med Gud. Han rører dem med Gud - bevæger dem med Gud. Ja, han hævder Guds magt over dem.
Det udtrykkes sådan i vores tekst: Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig. Hold dem fast ved dit navn. Sådan beder Jesus.
Lad dem tro, beder Jesus - lad dem tro, at du skal bruge dem i dit arbejde med denne jord. Lad dem tro, at det er dig, der har magten over dem og ikke den ondskab og forfængelighed, der raser i verden. Lad dem tro. Lad dem i troen kende dig. Lad dem i troen kende dig som dine.
Jesus beder for mennesker. For os. Beder til Gud for os. For lige meget hvor kloge eller lidt kloge, vi er. Lige meget, hvor troende eller lidt troende, vi er. Lige meget, hvor barske eller svage, vi er - vi kommer aldrig ud over, at vi har brug for at kende Gud. Det er det, vi skal indse. Jesus er fløjtende ligeglad med alle vores facader. Han er fløjtende ligeglad med vores bekymring for om vi nu også tager os pænt ud i andres øjne. Vores forfængelighed standser ham ikke. Det er ligeså selvfølgeligt for ham, at ligesom et barn har brug for en mor - så har ethvert menneske brug for Gud.
Nej, det kan godt være, at vi gerne vil tage os ud. Det kan godt være, at vi ikke bryder os om, at blive gennemskuet. Det kan da godt være, at vi synes, det er ydmygende, at Jesus skal bede for os. Men sådan må det være. Og det er det, vi skal forstå om os selv.
Og udgangspunktet for Jesus er, at vi lever et liv, der ikke er en biologisk tilfældighed - men et liv, som er Guds og som Gud vil noget med. Et liv, som derfor bliver fortvivlet, når vi vil klare det selv.
Derfor beder han for os. Så er vi sat på plads. Han beder om, at Gud vil holde fast ved os. Stærkere og sikrere er vi altså ikke, end at Jesus tager sit udgangspunkt i, at han må bede for os. Det er sandheden om os.
Han vil derfor under ingen omstændigheder gå ind i det bedrag, at vi skal spille stærke og sikre og ufejlbarlige overfor hinanden - og at livet kun lykkes, hvor vore facader ikke krakelerer. Jesus beder for os - og lader os på den måde mærke, hvordan han ser på os. Han ser på os, som nogle, der kan være rige ved at være fattige. Stærke ved at være svage. Store ved at være små. Når vi kan være os selv, som dem vi er overfor Gud og hinanden, så kan så meget uendeligt fint komme frem.
Men vi kan selvfølgelig også være af verden, som Jesus kalder det. Vi kan sætte det højest, at ingen skal have noget på os - at ingen skal kunne gennemskue os - at vores facader virker som et elektrisk hegn, som ingen må komme over.
Vi kan have travlt med at virke pæne og rigtige. Vi kan dyrke vore pæne facader i stedet for Gud. I denne uærlighed dør livet ganske vist - men selvfølgelig: Omverdenen tror, at man er en vældig én. Men, hvor er det koldt!
Der findes en historie om en præst og ven af Martin Luther, der hed Musa. Han kom i tvivl om det hele. Om sig selv. Om Gud. Om meningen med at være præst. Om alt. Han gik hen til Luther og lagde det hele frem, som det var.
Luther rejste sig og omfavnende manden. Gud ske lov, sagde han - jeg troede kun, det var mig, der havde det sådan. Og det pinte mig. Så kunne de to være hinanden til hjælp i deres svaghed.
Og det kan vi også i fællesskab med Jesus, der beder for os, fordi vi trænger til Gud.
Amen.