Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Kristi Himmelfart, 17.05.2007
Predigt zu Markus 16:14-20, verfasst von Ulla Morre Bidstrup
Blandt klassikerne indenfor børnelitteraturen findes A.A. Milnes bøger om Peter Plys, Jakob og alle deres venner i hundredemeterskoven. Børnelitteraturen siger jeg - vel vidende at der såmænd er skrevet flre filosofiske bøger for voksne, hvor Peter Plys gøres til en slags guru på grund af denne bjørns umiddelbare og naive sandhedssøgen. Guruer kommer jeg tilbage til.Gribende er under alle omstændigheder - både for børn og voksne - det allersidste kapitel i bøgerne om Peter Plys (de rigtige altså - i mellemtiden har Disney Koncernen haft fat også i Peter Plys og det er der kommet utallige yderlige afsnit ud af, som dog på ingen måde lever op til Milnes oprindelige stille underfundighed).
I dette sidste kapitel tager Jakob - drengen, der ejer Peter Plys og alle de andre tøjdyr - afsked med dem. Kapitlet starter: "Jakob skulle bort. Ingen vidste, hvorfor han skulle bort, ingen vidste, hvorhen han skulle" - det bliver vi som læsere dog snart klar over. Jakob skal i skole og der sættes dermed punktum for den uforpligtende legeverden med de kære tøjdyr.
Ved afskeden med favoritten blandt tøjdyrene, Peter Plys, er de to fortrukket til det fortryllede sted i hundredemeterskoven. Hvor udsigten er vidunderlig og græsset grønt og blødt. Og her fortæller Jakob da bjørnen med den lille forstand om alt det, som han skal til at lære: Om konger og dronninger, noget, som hedder faktorer, et land, som hedder Brasilien og om riddere med fjerbuske i hatten. Til sidst bliver de begge tavse indtil Jakob bryder tavsheden ved at tage en pind og slå den fortumlede bjørn til sin ridder med den og dernæst beder Jakob Plys om at love, at han altid - også selvom Jakob ikke længere kan være der - vil komme til det fortryllede sted og aldrig vil glemme ham.
I dag, Kristi Himmelfartsdag er det Jesus, som tager afsked med sine disciple. En flok måbende disciple, der næppe forstår mere end bjørnen med den lille forstand. De har ikke kunnet forstå og de har ikke kunnet tro. Har ikke troet dem, der fortalte dem, at de havde set og talt med Jesus efter hans opstandelse. Så Jesus kunne såmænd have grund nok til at forkaste dem og kassere dem. Lade dem repræsentere en æra, der nu var forbi og lade det være ved det. Og han bebrejder dem da også både deres vantro og deres hårdhjertethed, som der står. Men derefter slår han alligevel dem til riddere. Sine riddere. Hvor han nu må forlade deres fælles verden - den jord, de har delt - pålægger han dem aldrig at glemme ham, tage vare på fortryllelsen og bringe den videre: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen, siger han med den linie, som vi siden kalder missionsbefalingen.
Og hvordan i alverden skal de så kunne klare det? spørger man uvægerligt. Hvordan skal 11 mænd, som lige er blevet bebrejdet deres hårdhjertethed og vantro, dog kunne det? 11 mænd, som var for bange eller søvnige til at forsvare ham, da han blev pågrebet i Getsemane. 11 mænd, som var for tvivlende til at tro på de forundrede kvinder, der kom løbende tilbage til dem påskemorgen for at fortælle det utrolige, at graven var tom - at Jesus var oprejst fra de døde. Hvordan skal de 11 mænd kunne bringe fortryllelsen, evangeliet videre ud i verden?
Og når vi så er blevet færdige med at grunde over det, kan vi jo passende fortsætte med at spekulere over, hvordan vi skal kunne det? For opgaven er jo ligeså meget vores som deres og vores udrustning til at klare opgaven er mildest talt ikke blevet bedre.
Det kan de da ikke - og det kan vi da ikke! Nej, ikke alene. Og hvordan vi og de er blevet andet end alene om den opgave, handler det om her i kirken om en god uges tid - nemlig pinsedag og lad os nu ikke tage glæderne alt for meget på forskud.
For før pinse skal Kristi Himmelfart til. Det er nødvendigt for logikken, for troen og for kirken. Fordi der skal tages afsked. Gud søn, som kom til jorden julenat og siden døde og opstod og viste sig for sine disciple, skal for altid tilbage til sin Far - tilbage til sin himmel. Evangelisterne er meget omhyggelige med at fortælle os, at da Jesus opstod fra de døde var det som et levende menneske og ikke som et eller andet luftigt genfærd, som svævede et eller andet sted mellem jord og himmel. Nej, de fortæller udførligt at han spiste og drak med disciplene, som han fulgtes med på vejen til Emmaus og at Thomas - ham der var ærlig med sin tvivl - fysisk kunne mærke naglehullerne i hænderne og såret i siden på den opstandne Kristus. Han var altså fysisk til stede på denne jord som opstanden og derfor får vi også på samme kontante facon at vide, at "Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen og han satte sig ved Guds højre hånd". Så ved vi, hvor vi har ham og det er ikke længere her på jorden. Hvilket er vigtigt og ikke sørgerligt - slet, slet ikke så sørgerligt som afskeden mellem Jakob og Peter Plys.
For Jesus havde ganske enkelt med sit ganske korte offentlige virke fra sin dåb løst sin opgave på denne jord. Han havde med sin åbenlyse kærlighed, barmhjertighed og respekt over for hvert enkelt menneske, han mødte på sin vej, givet os et forbillede - et eksempel til efterfølgelse i kærlighed til vores næste. Han havde med sin død - døden på korset - været en forsoner for os. Havde taget vores synder med sig og på sig, så vi for altid kan vide, at der ingen synd findes, som er større end Guds nåde. Og han havde med sin opstandelse ladet os se, at hans Far og vores Gud er stærkere end døden selv og at også vi skal håbe og tro på et evigt liv i hans varetægt. Men så skulle han minsandten heller ikke mere og derfor for han til himmels.
Han skulle ikke blive ved med at vandre rundt i blandt os som endnu en guru, så vores energi skulle bindes til en evig dyrkelse af ham. Så vi kunne bruge vores hele eller halve liv på at stå uden for hans hus hver morgen, følge ham på hans færd alle vegne for ikke at gå glip af et eneste guldkorn fra hans mund og i øvrigt spytte solidt i kassen til hans underhold. Guds søn skulle ikke være en sådan guru og dem har verden såmænd også udråbt rigeligt af både før og siden. Nej, han skulle ganske enkelt hjem.
Og den vidunderligste af alle tekster, der hører Kristi Himmelfartsdag til, er stedet fra Apostlenes Gerninger, som jeg læste fra alteret, hvor der står at en sky tog Jesus bort fra disciplenes øjne. Jeg citerer: "Og som de nu stod der og stirrede mod himlen, mens han for bort, se der stod to mænd i hvide klæder os dem. De sagde: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere??" Og man kan se disciplene for sig stå der og glane med åben mund indtil de bliver prikket på skulderen og mindet om at "Hallo, nu er det så her det foregår". Lad nu være med at se op. Se jer i stedet omkring. Det er hvad himmelfarten skal til for. Alles øjne har søgt ham - nu søger de hinandens og derefter ud i landskabet. For dette var en afsked, men også en begyndelse. Vi kan og skal aldrig glemme Guds søn og hans fortryllelse, men den skal ikke glanes på og ikke dyrkes som et indre, privat mantra. Nej, den skal frejdigt og frimodigt bringes videre. Ud i alverden. Til vores nærmeste (til Marie, som i dag er blevet døbt) og til alle andre. "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen" - det er stadig vores opgave. Den har vi - vores udrustning til trods - modtaget ridderslaget til at løse.
Ridderslaget som på én gang forpligter, forløser og fortryller. Amen .