Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter påske 2005 (Exaudi), 20.05.2007
Predigt zu Johannes 15:26-16,4, verfasst von Arne Simonsen
Undertiden kommer vi ud for oplevelser, som vi først længe efter forstår til bunds.Det kan også gælde en person, vi har mødt, men først bagefter gik det op for os, hvor meget mere der var at sige om det menneske. Men i selve situationen så vi det ikke; vi var for tæt på - vi skulle først på afstand.
Disciplene havde det sådan med Jesus. De kunne ikke rumme ham. Han var for tæt på. Et menneske var han for dem - og måske først og fremmest det. At han var Guds søn også - det har nok ikke stået dem særligt klart. Først bagefter. Og at han ikke kunne blive hos dem - det stod tydeligere og tydeligere for dem, og i virkeligheden bruger Jesus her i Johannes-evangeliet meget tid på at forberede dem på, at han snart ikke vil være hos dem længere.
Men hvad disciplene selv siger til det, får vi ikke noget at vide om hos Johannes - helt modsat de andre evangelier.
Og Jesus gør meget ud af at fortælle, at der kommer en anden i stedet for ham: Talsmanden. Historien slutter ikke her, forsikrer han dem
Igen og igen fortæller han om at han vil forlade dem og vende tilbage til sin Fader og gøre en plads rede til dem, men han vil komme tilbage efter dem, for hvor jeg er skal I også være, siger han.
Men kan man nu være sikker på det?
Disciplen Thomas var det i hvert fald ikke - han kaldtes også "tvivleren", men hvem ville ikke have været i tvivl?
Det er tydeligt, at det er angsten for at blive ladt alene tilbage, der spiller ind her.
Senere var det igen Thomas, der stillede sig tvivlende over for, om Jesus nu også var den opstandne, der havde vist sig for de andre disciple. Han skulle have fingrene helt ind i naglehullerne for at blive overbevist - men kun for at få vide, at den er saligere, som tror uden at have set.
Ligesom Peter er "skurken" hos de andre evangelister, er Thomas i Johannesevangeliet den, der stiller alle de dumme spørgsmål. Og han stiller dem for os. Det er også vores spørgsmål: Kan vi nu også regne med, at det er som vi hører det sagt her? Hvordan kan vi være sikre? Det kunne jo være løgn alt sammen?
Det kunne det, ja - og sådan er troen jo indrettet: den giver ingen beviser - det samme gælder kærligheden. Den risiko er der jo ved kærligheden, at den ikke er kærlighed - og det er der også ved troen.
Hvor Jesus før var, dér vil Talsmanden nu være og den skal "vidne" om ham. Den opstandne vil stadig væk være til stede hos dem, hos alle forsamlet i hans navn.
Talsmanden er fortællingen, der fortsætter, fordybelsen i skriften, i kærligheden der udfolder sig, i gudstjenesten, i selve troen.
Talsmanden er selve troens liv, der kredser om navnet Kristus, den opstandne.
Men det er ikke bare Talsmanden, som skal vidne - det skal disciplene også. Men hvad skal de så vidne om?
Man kunne tro, at meningen var at disciplene skulle fortælle alt det, de kunne huske fra deres tid sammen med Jesus - som i de andre evangelier, hvor vi hører om Jesu mange undere og mødet med mennesker.
Man kunne tro det, ja - men snarere er det hvert enkelt discipels møde med Kristus som den opstandne, de skal "vidne" om. Det er den "begyndelse", der er interessant - det er den begyndelse, der skal overbevise "verden" om sandheden.
Og hvordan med os, der kom efter?
Kan vi aflægge vidnesbyrd på anden måde end at bekende vor tro på, at Kristus som den opstandne er vores liv og sandhed?
At to par forældre kommer her i dag for at få deres børn døbt i Jesu navn, er det ikke at vidne?
At træde frem og bekende, at dette for dem er sandheden, og at deres barn skal have del i den sandhed: at fra evighed og til evighed er den almægtige Gud og hans velsignelse over alle jordens slægter i hans søns Jesu Kristi navn - er det ikke at vidne?
Er bøn ikke tillid til, at det er sandt, hvad vi hører og hvad vi ser her?
"Bed, så skal der gives jer; søg, og I skal finde; bank på, så skal der lukkes op for jer!"- siges det til alle forældre, der kommer med deres barn til dåben.
Jesus fortæller dem, at de skal møde modstand på grund af deres tro. De skal få fjender - blandt dem, der elsker dem: deres egne.
Hvis man udsættes for had fra dem, man elsker, og endda trues på livet, da kan man fristes til at falde fra igen.
"Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra." siger Jesus til disciplene.
"Falde fra" - eller som der stod i den gamle oversættelse: "forarges".
Og forarges gør man, når man kommer ud for noget, som man ikke havde troet mulig på forhånd: at blive lagt for had af dem, som man er knyttet til med kærlighedens bånd.
Børn, der ikke er døbt, kan pludselig nå frem til at beslutte, at de vil døbes, og mod forældrenes ønske.
To verdener støder mod hinanden, og forholdet kan kølnes og forældrene lægge afstand. Det handler jo om det fundamentale: hvad der er sandt for den enkelte, og det kan være meget forskelligt. Men den sandhed, vi taler om her - forudsætter tro på, at sandheden er et andet sted end hos os selv, men at denne sandhed: Kristus selv - også er sandheden om os.
Hvem kan holde til forældres kulde og vrede på grund af en beslutning om at blive døbt?
Hvem kan holde til at blive drillet af kammerater i skolen, fordi man er begyndt at gå i kirke? Nogle kan ikke.
Jesus ved om disse splittede følelser - han havde selv været udsat for noget lignende fra sin mors side.
Men han advarer også imod, at man affinder sig med denne splittelse og trækker sig væk fra de andre. Tværtimod handler det om at denne tro skal gøre den enkelte i stand til at vende tilbage og forvandle det fællesskab, som udstøder ham eller hende.
Apostelen Peter skriver skriver netop om dette:
"Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder!"
Søren Kierkegaard siger selv om det sted her, at kærligheden slet ikke opdager det onde, og derfor er det skjult for den. Barnet er det bedste billede på den kærlighed, der ikke har forstand på det onde, og i den forstand "skjuler" den også det onde. På samme måde "opdagede" Jesus heller ikke hobens hån imod ham, da han hang på korset.
Men at kærligheden skjuler mange synder, betyder også, at den fortier dem, hvor det er nødvendigt, for at beskytte den anden.
Men ikke nok med det: den formilder dem også. Sådan kan kærligheden altid se en anden side af ondskaben. Og så kan kærligheden noget, der er sværere end alt andet: den kan tilgive.
At tilgive betyder ikke at slette og glemme, men det betyder: ikke at lade det passerede få nogen betydning for forholdet.
Og endnu en sidste ting: kærligheden kan forhindre synden i at blive til.
Men Jesus minder disciplene om, at det ikke altid er sådan, men at verden ikke må styrte sammen for dem af den grund.
Der er stadig en anden historie, end den man ser. Det er troen, der gør forskellen.
Det er det, der ligger i udtrykket: Kærlighed skjuler
mange synder - for den ser dem ikke; den ser noget andet.
Hvad er det da troen ser? Hvilken forskel gør den? Hvad handler det om?
Det handler om at give skyldige navn af, at der er betalt, at give den syndige navn af at være ren.
Det handler altså om at kalde det frem, som ikke ses: det gode i fjenden, kærligheden i hadet, liv i døden.
Et slående eksempel er Ghandis kamp for frihed for Indien i fyrrerne mod Englands tyranni: ved ikke-vold.
Når englænderne angreb, lagde inderne sig på jorden uden våben. At angribe folk, der ikke gør modstand, det er vold og ødelæggelse - og den, der alligevel gør det, mister ikke blot andres anseelse, men mest af alt sin egen.
Til slut lagde også englænderne våbnene. Ghandi havde håbet, at englænderne var noget andet end det, han så - og han fik ret!
Han gav dem et navn, de ikke havde og kaldte det frem.
Således giver Gud os et navn, vi ikke havde, men har fået i dåben, i evangeliet og som kan gøre os i stand til at kende det, som ikke ses i mørket og natten, heller ikke den sidste. Amen.