Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter Trinitatis, 20.06.2010
Predigt zu Lukas 15:11-32, verfasst von Peter Nejsum
Lignelsen om den fortabte søn er med god ret et af de mest berømte billeder på Guds kærlighed: Han er som en far, der løber den søn i møde, som han troede var død, så glad over at se ham igen, at han slet ikke har tid til at høre den bøn om tilgivelse, han har forberedt, men omfavner ham, genindsætter ham i sin værdighed som søn, beordrer fedekalven slagtet og flasker trukket op, for nu skal der være fest! Den kunne have sluttet dér, lignelsen, have kronet den lille serie lignelser, som Jesus fortæller her i Lukasevangeliet, hvor de to første er den om hyrden med de 100 får der lader fåreflok være fåreflok og begiver sig af sted for at finde det ene der er blevet væk, og som bliver så glad da han finder det, eller den om konen der taber en drakme, og som bliver så overstadig at hun inviterer nabokonerne over til fest da hun langt omlæge finder den. Så kunne den også have handlet om glæden hos Gud over at gense det, han troede, han havde mistet.
Men lignelsen om den fortabte søn går videre, og indfører et element i fortællingen, der problematiserer den pointe. Et element der åbner øjnene for, at kærlighed og barmhjertighed, også den guddommelige af slagsen, strider mod et andet begreb, nemlig begrebet retfærdighed. Jeg tænker naturligvis på den anden bror, det arbejdsomme dydsmønster af en søn, der altid har passet sit, men som aldrig har fået så meget som et gedekid at holde fest på med sine venner...som historien er fortalt er det ham vi skal identificere os med. Og jeg har heller aldrig stødt på en konfirmand der ikke højlydt har udtrykt støtte til denne bror, og syntes det bare var mega uretfærdigt - for dem er det med søskende nemlig ret tæt på. Selvom den har fået navnet "lignelsen om den fortabte søn", er det ham den handler om. Og billedet af gudsforholdet som forældre-barn bliver pludselig anledning til søskendejalousi i dette familiedrama.
Og så et andet overraskende træk: Fortællingen slutter ikke. Vi efterlades udenfor huset, på trappen, hvor faren er gået ud for at tale med den ældste, der er forbitret og ikke vil gå ind til festen. Men der står intet om, hvilken virkning farens ord havde. Der står ikke om han gik ind til festen, blev udenfor, eller gik skuffet bort. Konflikten bliver ikke løst. Og vi er nødt til selv at digte videre. Hvad skete der egentlig? Hvordan slutter det?
Der er forskellige muligheder. Det minder om Hollywood, hvor det i mange film indspilles forskellige slutninger, som instruktøren (eller producenten) så vælger i sidste øjeblik. Men altså: Den første mulighed er en feel good slutning, den lyder sådan: Den ældste bror grundede over farens ord. Han så faren i øjnene. Så omfavnede han ham, og gik med ham ind i huset, omfavnede sin bror, og de festede alle sammen til den lyse morgen.
Er det en god slutning? Det er en happy end, og den har helt klart sine tilhængere, men brorens vrede, hans forurettethed og retfærdige harme, får ikke rigtig plads. "Hvad far siger", har stor vægt her i kirken, men spørgsmålet er om farens ord om "alt mit er dit" og øvrige argumenter gør storebror i stand til at springe direkte til tilgivelse og forsoning. Jeg skulle i hvert fald hilse og sige, at den ældste brors tro støtter blandt konfirmander ikke så let lade sige overbevise!
Men der er også den tragiske slutning. Den kunne lyde sådan: Den ældste bror så fuld af foragt på faren, der gik ind til festen igen. Han kunne igen høre, hvordan de skålede og råbte hurra. De fortalte ham ikke engang, at de holdt fest, men lod ham arbejde på marken. Og han rev døren op og gik ind i huset og slog sin bror for panden med sin hakke. Moren skreg, faren kastede sig grædende over liget af sin søn, og den ældste søn så blodet på sine hænder, løb bort, og flakkede omkring som fredløs, uden at finde ro eller rast, hans liv var ødelagt, og til sidst gjorde han, plaget af skyld, en ende på det.
Det er selvfølgelig ikke en særligt opbyggelig slutning, selvom den rummer visse bibelske referencer, bl.a. til Kain og Abel. Måske ligger den heller ikke til den største bror, men den slags kan man ikke vide. Her sejrer vreden og misundelsen over tilgivelsen og forsoningens mulighed. Det eneste befriende er at denne slutning tager storebrorens negative følelser alvorligt, og ikke foregøgler at virkeligheden er mere rosenrød end den er. Men den vil også udstille hvor afmægtige, vi bliver af at vælge hævnen og gengældelsen. Den har en kolossal pris. Det er altid let at smække døren i vrede og skride fra det hele. Men jo hårdere man har smækket, jo vanskeligere er det at komme tilbage.
Man kan forestille sig endnu en slutning. Den lyder sådan: Så gik faren ind i huset, men den ældste søn blev udenfor. Han gik derfra med faset skridt. Han havde taget en beslutning: Næste dag forlod han gården. Han tog ingen af sine ejendele med sig. Han tog til et fremmed land, og i kraft af sin dygtighed og flid samlede han sig en formue. Han fik også kone og børn, og de manglede ingenting. Det skulle lige være tid sammen med deres far, for han arbejdede hårdt, han havde hele tiden gang i nye projekter, og nye initiativer, der skulle udbygge det forretningsimperium han havde opbygget.
Hver dag tænkte han: Mon min far kommer forbi en dag og falder mig om halsen og kysser mig? Han må have hørt om mig, hørt om hvad jeg har bygget op. Mon han ikke kommer? Og hver dag, når han tog hjem fra dagens dont, så han spændt om ikke faren var kommet. Men faren kom aldrig.
Så en dag gik han i sig selv, og tænkte: Hvad er det alt sammen værd, hvis jeg ikke forsoner mig med min far? Og så drog han af sted til sit hjemland for at forsone sig med sin far.
Og man kan forestille sig mange andre slutninger. Hvem siger egentlig at han gik i sig selv i den slutning? Og hvem siger at han ikke gjorde det i den slutning, hvor han slog broren ihjel - faren havde dog før tilgivet? Hvem siger at han overhovedet gjorde noget - at han ikke bare vendte tilbage til sin dont, forbitret og forurettet, og med isnende kold luft mellem faren og ham, og ellers resten af livet kæmpede for en samfundsindretning, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og man fik løn som forskyldt?
Pointen er, at der er ikke nogen slutning. Derfor viger Jesus også tilbage fra at fortælle den. Det kan man kun selv, for sit eget vedkommende. Og læg så mærke til, at denne far ikke har en finger med i spillet i de afgørende situationer: Han modsætter sig ikke da den yngste vil have arven udbetalt, han har intet at gøre med, at han af bekvemmelighed beslutter sig for at vende hjem. Og han har heller ikke indflydelse på, om han går ind til festen eller ej, og hvordan han ellers reagerer. Det er op til dem selv. De har frihed til at gøre som de vil.
Det er et markant udsagn om Gud. For faren svarer jo til Gud i lignelsen. Og det der siges, er derfor kun, at Gud handler som han gør, med en kærlighed, der udfordrer vores begreber om retfærdighed, og gør op med tanken om overensstemmelse mellem indsats og fortjeneste. Gud er i den forstand uretfærdig. Jeg læste i forbindelse med vores sommerhøjskole, hvor temaet var "tilgivelse", om en kvinde, der var blevet voldtaget, og som simpelthen ikke kunne forlige sig med tanken om, at voldtægtsmanden skulle gå ind ad samme port til himmeriget som hende selv. Det kan man nemt sætte sig ind i, synes jeg, og det er nemlig ikke nogen enkel sag at acceptere det billede af Gud.
Men dér stiller lignelsen os. Vi må komme overens med den kærlighed, for den står ikke til at ændre. Og derfor består dilemmaet. Hvis Gud skal være kærlig og tilgivende, må vi finde os i, at hans retfærdighed altså er af en noget anden slags end vores. Så må vi vænne os til, at det ikke går efter fortjeneste. At alle mulige og umulige lukkes ind i Guds rige på lige fod med os. Og at vi må betragte andre mennesker som Guds børn, ikke kun vores nærmeste, dem der ligner os, dem vi har sympati og respekt for, men også dem der byder os allermest imod. Det er prisen for at have den Gud vi har. Og det er det lignelsen om den fortabte søn sætter på spidsen.
Hvilken slutning vi skriver hver især, er vores egen sag. Vi kan vælge at forblive i forbitrelsen, eller trodsigt at ville klare os selv, eller vi kan vælge gøre det, der nu skal til for at vi kan bide hovedet af al skam og bliver i stand til at træde indenfor og feste. Det eneste der står fast er dette: At der i det hjem, der også er vores, er der ikke uforsonlighed eller vilkårlighed, men et faderhjerte der banker. Det har tid til at vente, også på os.
Amen.