Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

15. søndag efter Trinitatis, 12.09.2010

Predigt zu Lukas 10:38-42, verfasst von Else Hviid

"The Poetry of Silence" hedder en udstilling på Royal Academy of Art af  den danske maler Vilhelm Hammershøi.

Hvor er det en god overskrift over udstillingen: The poetry of Silence. Poesi er græsk og i familie med poieå, som betyder at gøre. Og det er jo det poesi gør, gør noget ved os. Skaber noget i os; en stemning, en følelse, en drøm, en hensigt, en vej.

Det gør "Stilhedens poesi" også, for der sker noget, når man træder ind den stilhed, der er Hammershøis univers: der er noget stilfærdigt, noget fortroligt og hjemligt over det - en stue, et vindue, en kvinde, en mor, et spisebord.

Hjemligt, men også foruroligende og ubestemmeligt i sin vekslende gråtoneskala.

Arkitektonisk rent og klart og arrangeret ned til mindste detalje, men også med et mysterium, der udfolder sig i dybden og som kræver tid og tålmodighed for at blive erkendt.

Jeg kom selvfølgelig til at tænke på den etiopiske hofmand, som sidder i sin vogn og læser profeten Esajas. Han sidder der med en tekst foran sig, som - i parentes bemærket er en smuk og velkomponeret tekst - og som han sagtens fornemmer også rummer et mysterium han gerne vil erkende. Det går bare ikke helt af sig selv. Han trænger til, at nogen sætter sig ved siden af ham, og kigger på det sammen med ham og hjælper ham på vej. "Hvem taler han om, profeten, hvem er det, der som et får føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes". Filip brænder efter at fortælle ham, at ja, det er  jo Jesus, det skal ske sådan for. Så Filip sætter sig villigt op i vognen hos hofmanden, han må være forberedt på, at det vil komme til at tage noget tid, for hvordan dog forklare det, så den stakkels mand forstår?

Og vi kan tænke på Maria. Hun har hørt Jesus fortælle mange gange før, fortælle sine enkle, velkomponerede historier fra hverdagen, med interiører og mennesker fra denne hverdag. Klare og enkle, men Maria fornemmer også, at hvis hun skal fatte mysteriet i Jesu enkle fortællinger, at de også udfolder sig i dybden og bliver billeder og fortællinger om den Gud, der vil hende noget, griber ind i hendes liv og forandrer det. Hvis hun skal fatte det hjemlige, som samtidig foruroliger hende, så er hun nødt til, nu hvor han er der, at lade oprydning og madlavning være, sætte sig og være stille, så poesien kan komme til det den skal, nemlig gøre noget, skabe noget i hende.

Ligesom vi gradvis opdager, at vi ikke kun er modtagelige for Hammershøis billeders synlige, ydre skønhed, men også for en dybere betydning - et tilgrundliggende mysterium, en indre essens - selve sceneriets eller øjeblikkets puls og hjerteslag - som Hammershøi instinktivt, men sikkert meddeler, sådan vækker Jesus netop det til live i Maria, som hun skal bruge ro og fred, stilhed og tid, til rigtig at begribe.

Det tager tid, lang tid, måske mere tid end et menneske får i sit liv. Og da Filip er færdig med at fortælle, spøger han da heller ikke hofmanden, om han nu også forstår det hele. Han spørger bare, om han tror af hele sit hjerte. Og det er jo noget andet, det er om han har tillid til, at der er noget sandt og godt og rigtigt i det han har hørt. Og det gør hofmanden. Han kaster sig frimodigt ud på det dybe vand, der hvor han ikke helt har fodfæste og kan bunde- eller de kommer i hvert fald til noget vand - og han lader sig døbe.

Forstår du det nu? Vi spørger heller ikke sådan, inden vi døber Sophus og Adele. Vi spørger også bare: tror du. Og det er svært nok at svare ja til for sådan et par teenagere som jer, og derfor har i to nogle til at hjælpe jer.

Det er så fint, at vi kan hjælpes ad med det. Det er jo det vi gør, vi hjælpes ad. Når vi synger trosbekendelsen sammen alle sammen, så hjælper vi hinanden. Det er godt, for der er dage, hvor man tænker: pu, jeg tror ikke i dag, i dag kan jeg ikke. Det er godt de andre kan så. Så synger man med alligevel, fordi man har nogle at læne sig op ad.

Trosbekendelsen. Ja, sjovt nok kan den faktisk også sammenlignes med et lille kunstværk, et billede, et digt.

Rytmisk bygget op, så den også er til at lære udenad. Stramt komponeret, så stram, at man kan få lyst til at rive den ned og lave den om. Men man kunne sige: Arkitektonisk ren og klar og velkomponeret, men med et mysterium, der udfolder sig i dybden og som kræver tid og tålmodighed for at blive erkendt.

Ligesom et maleri af Hammershøi. Han må have været perfektionist, i hvert fald er man helt på det rene med, at ingenting har været tilfældigt i de motiver han fandt og gjorde til fuldendte billeder.

Hvad sker der, hvis man ændrer på interiøret, arkitekturen og dimensioneringen. Og lyset ikke mindst.

På udstillingen er en lille serie på tre, som udstillet ved siden af hinanden, tre billeder af det samme vindue, som lyset falder ind af. Kvinden som opholder sig i stuen, opholder sig ikke samme sted og lyset der falder ind er slet ikke det samme på de tre billeder.

Sådan er det også med trosbekendelsen.

Rammerne er de samme, men interiøret og lyset ændrer sig i takt med at vi ændrer os og flytter os.

Mysteriet er det samme, mysteriet om den beskyttelse som trosbekendelsens og evangeliets ord insisterer på Jesu korsfæstelse, død og opstandelse er for os. Lyset falder ikke ind på samme måde hver gang, nogle gange fortrænger lyset mørket, andre gange fremhæver lyset mørket.

Vi må sørge for ro en gang imellem, for at der bliver stille omkring os, så vi kan fordybe os, smage på det der mysterium og erkende det. Måske så ligefrem Guds riges evangelium kan komme til at smage os - sødt som honningkage.

Amen



Sognepræst Else Hviid
4 St. Katherine's Precinct
Regent's Park
London NW1 4HH
Great Britain

E-Mail: ehviid@googlemail.com

(zurück zum Seitenanfang)