Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 28.11.2010
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Niels Henrik Arendt
Forventningens glæde er den største, siger man. Virkeligheden er skuffende i sammenligning. Vi kender det godt: hvis man har ønsket sig et eller andet brændende og tænkt, at blot det ønske bliver opfyldt, vil man være lykkelig, sker det ofte, at opfyldelsen bliver en skuffelse. Ikke mindst børn må gøre den erfaring. Det hører med til at blive voksen at lære, at man ikke skal vente sig himmeriget af noget i ens liv. Enhver opfyldelse her i verden rummer i sig en skuffelse. Selv det menneske, der synes det får mest, må på en måde lære at resignere.
Vores generation har jagtet materielle goder og gør det stadig i et fuldstændig uhyrligt ræs. Hele tiden skal noget nyt til. Det aldrig at have nok er egentlig en måde at forsøge at komme udenom skuffelsen på - videre til noget andet. Men det er selvbedrag. Skuffelsen er på en eller anden måde med i det hele - selv i det, der ser ud af mest. Om ikke andet så i den forstand, at intet har varighed.
Det betyder ikke at vi skal gå rundt og være fornærmede på livet, når det, vi ønsker, viser sig mindre, end vi troede. Vi skal heller ikke holde op med at ønske og forvente noget; det kan vi næppe heller trods alle skuffelser.
Hvad er mere nedslående end et barn, der er holdt op at glæde sig, fordi det allerede har lært, at ingenting er så godt, som det ser ud til! Hvad er mere livsbekræftende end at se et barns ufortrødne glæde på forhånd, også selv om man ved, at skuffelsen venter på det et eller andet sted!
Men tingene er mindre end vi ser dem, de giver os mindre, end vi på forhånd tror de gør, selv når de giver os mest. På et eller andet tidspunkt holder vi op med at vente os for meget. Sådan har nutidsmennesket det også med gudstjeneste og med kirke. Det er ikke altid lige sagen, forstår man. Nogle forsøger sig kun en enkelt gang - og så var det det. "Suset", som de havde forventet, udeblev. Andre kommer igen - som det gælder for regelmæssige kirkegængere. Men så måske med nedjusterede forventninger. Hvem går i kirke med en forventning om, at her siges og her sker det vigtigste, mest afgørende på jorden overhovedet?
Historien om Jesu indtog Jerusalem skildrer noget, som man havde ventet på og glædet sig til det i det jødiske folk. Forud var blevet fortalt om, hvordan det skulle foregå: at en dag skulle en konge komme og indtage byen og blive modtaget med folkets hyldest. Sådan kom det til at foregå. Alligevel var det ikke, som man havde regnet med. Jesus så ikke kongelig ud, som en konge skulle. Dagen endte som en ganske almindelig dag. Synligt resultat af hans komme til byen var der ikke.
Det var ikke første gang, Jesus skuffede. Faktisk begynder fortællingen om ham med en skuffelse: da de vise mænd efter at have redet langt og længe for at søge en kongesøn finder et fattigt barn i en krybbe. Det var den første skuffelse. Jesu indtog Jerusalem var ikke den sidste skuffelse - vi ved fra to af disciplene (på vej til Emmaus) om alle de forventninger, der styrtede sammen som et korthus, dengang Jesus blev taget til fange og dræbt.
Men historien om Jesu indtog fortæller, at Jesus er kongen, som Gud ville sende. Det er ikke bare Jesus, der gør det for dårligt - det, der sker, sker på den måde, som Gud har tænkt sig. Skuffelsen er fra Gud. Folk har gået og ventet på en vældig konge, og så giver Gud dem Jesus. Jesus er "skuffelsen fra Gud". Det, Gud giver, er ikke, hvad folk venter. Gud gør ikke, hvad menneskene venter, han skal gøre for dem. Og da han giver menneskene Jesus, skuffer han dem mere end nogen sinde.
Men i dag forkyndes det for os, at i denne skuffelse ligger det bedste gemt. I den giver Gud os alt, hvad han har lovet og mere til. Når mennesker opfylder vor hedeste ønsker og dybeste drømme, må de alligevel skuffe os. Sådan er livet. Men når Gud skuffer os, opfylder han alle sine dyrebareste løfter til os om glæde og lys. Sådan er Gud. Ting, som vi venter os så meget af, giver os mindre, end vi tror de gør. Men Gud giver os mere, end vi ofte tror og venter, han gør - mere end vi i første omgang kan få øje på.
Vi tror ham for dårligt, og vi tror for dårligt om ham, når vi bliver skuffede over, at det, som han giver, ikke ser ud af mere. Når det virker alt for almindeligt, når forandringen er alt for lille at se til. I verden kommer skuffelsen tit bagefter. Hos Gud er det omvendt. Der kommer skuffelsen først. Men gemt i den findes opfyldelsen og glæden. Sådan var det den dag da Jesus red ind i Jerusalem. Bag ved det, der var så skuffende jævnt og almindeligt, var der den kosteligste gave til menneskene, langt mere end man kunne se. Gemt i dette almindelige menneske af kød og blod kom Gud den dag til Jerusalem.
Sådan kommer Gud også til os. Det syner ikke af meget, hvad der foregår i kirken. Det, der bliver sagt derinde, er ikke noget, der bliver lagt særlig meget mærke til. Det er ikke ord, der med et slag forandrer verden. Men der er mere, end der ser ud til. Der er mere i det helt almindelige vand, som de små børn døbes i, og i brødet og vinen, som serveres ved alterbordet, end vi ser. Så skuffende almindeligt det tager sig ud, så lidt forandring vi føler når vi går ned fra alterbordet eller hjem fra gudstjenesten - vi har dog fået mere, end vi troede at få. Vi har fået Guds kærlighed. Det største er indtruffet, uanset hvad vi har mærket eller tænkt derved.
Vi kan meget nemt vente os for meget af tingene og for meget af andre mennesker, og så kommer skuffelsen bagefter. Men Gud begynder med ikke at give os det, vi vil have. Derfor kan vi ikke vente os for meget af ham. Hver en skuffelse, vi oplever i vores tilværelse i forhold til ham, er i virkeligheden et løfte til os om, at han har det bedste tilbage til os. Mindre end det bedste har han ikke syntes, at vi skulle nøjes med.
Det her er vigtigt, fordi det er nemt for os at lade os slå ud af modgang - forståeligt nok. Så tror vi, at Gud alligevel ikke står ved sine løfter til os - eller vi tænker, at han slet ikke er der. Men budskabet fra indtogsfortællingen er dette: gemt i hver en besværlighed, gemt i hver en trængsel ligger der et løfte. Jo dunklere det bliver i vores liv, jo tættere mørket bliver, desto nærmere er vi på daggryet. Guds herlige morgen.
Lad mig sige en gang til: det betyder ikke, at vi skal forbande eller se ned på denne tilværelse eller lukke øjnene for de glimt af lys og glæde, den rummer. Men i skuffelserne, i modgang, når Gud synes os fjernest, så er vi tættere på ham end nogen sinde. Det kommer nok aldrig så langt, at vi får lært at tage tilværelsen på den måde, at vi ligefrem takker for vores besværligheder, fordi der skjult i dem er et løfte om, at Gud er på vej til os. Men hvis det nu bliver sagt ofte nok til os, kunne vi måske engang imellem lidt bedre bære skuffelserne.
Modgang får vi alle under alle omstændigheder. Men når den sidste skuffelse er overgået os, den at intet varede evigt, selv ikke livet, så kommer Gud med det bedste, vi ved at nævne: kærlighed, glæde, fred, lys og liv. Og de vil vare evigt. Sådan var Jesu indtog Jerusalem - der var mindre i det, end folk havde ventet og alligevel langt mere. Sådan er livet for et døbt menneske, mindre forandret end man havde ventet, og alligevel langt mere forandret, end nogen overhovedet på forhånd kunne have forestillet sig eller have håbet på. For vi går Gud i møde.
Amen