Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 12.12.2010
Predigt zu Matthæus 11:2-10, verfasst von Eva Tøjner Götke
Det er vigtigt, at der er nogle mennesker, der ikke er ligesom de fleste.
Det er vigtigt med nogen, der ikke indpasser sig - som de fleste af os andre.
Det er vigtigt med nogen, som ikke tilpasser sig og nøjes med at bevæge sig indenfor rammerne.
Det gælder indenfor kirken.
I vores samfund som helhed.
Indenfor kulturlivet, indenfor politik, ja, på vores arbejdsplads såmænd, eller i vores familie.
Der skal være nogen til at råbe op og give forargelsen stemme.
Der skal være nogen, der har modet til at sige til og fra.
Nogen, som orker at løfte en pegefinger.
Og kritisere.
Og provokere.
De er vigtige, de mennesker.
De kan ganske vist være forfærdeligt irriterende.
De forstyrrer jo freden.
Oftest betragtes de som nogle særlinge. Som skæve.
Nogle, der er på tværs.
Kan de da ikke bare være ligesom os andre? spørger vi.
Nogen gange gider vi ikke lytte til dem.
For vi kender jo typen, siger vi.
Det er som om de bevidst går mod vinden med deres ofte rabiate holdninger.
Men nogle af dem har slagkraft.
Nogle af disse mennesker, der stiller sig udenfor, får afgørende betydning.
For de formår at få det hele til at bevæge sig.
De får ting til at flytte sig.
De får sat en refleksion igang.
En nødvendig refleksion.
De formår at få os andre til tænke over tingene.
Gribe alvoren.
Og ikke bare lulle os selv i søvn i selvtilfredsheden.
Nogle af disse mennesker, der stiller sig udenfor, kan få os til at se på vores liv og stille os selv spørgsmålet, hvad det egentlig er, vi har gang i.
Et nødvendigt spørgsmål.
Hvad tror du på?
Hvad betyder noget for dig, når alt kommer til alt?
Og er du tro overfor det, du siger, du tror på?
Johannes Døberen er sådan et menneske.
Og vi skal høre om ham de her to sidste adventssøndage op til jul, fordi han skal bane vejen for julens glædesbudskab.
Johannes har afgørende betydning for frelseshistorien.
Han er den engel, der baner vejen for Ham, der skal komme.
Men det vidste han ikke selv.
Vi hører tværtimod i dag om hans tvivl.
Johannes Døberen er et af de her mennesker, der står udenfor.
Helt konkret: han går ud i ørkenen.
Han forlader tempelkulten i Jerusalem, som han er født ind i, til fordel for ørkentilværelsen.
Men han drager ikke ud i ørkenen af selvudviklings-grunde.
Han søger ikke kontemplationen, for kontemplationens skyld.
Han har et budskab, som han ikke kan komme igennem med indenfor rammerne, indenfor murene.
Han må udenfor.
Han går mod vinden. Men han er ikke bare et siv, der svajer i vinden.
Han har et kald, der ikke kun vedrører sig selv.
Han gør op med det materialistiske luksus-liv i Jerusalem.
Klæder sig i kameluld og lever af vildhonning og græshopper.
I den forstand er han rabiat. En fanatiker.
Og det gælder også hans budskab.
Han indvarsler intet mindre end en ny tid, når han råber:
"Himmeriget er nær!"
Det er nu, det gælder! Det er alvor. Omvend jer!
Og han høres. Og vækker opsigt derude.
Han får folk til at bevæge sig - ud af byens trygge rytme.
Får dem til at gå den besværlige vej gennem ørkenen ud til Jordanfloden.
Måske af nysgerrighed. Vi kan ikke vide det.
Eller måske fordi de længes efter en alvor.
Måske fordi tiden er moden. Fordi alle kan mærke, at der skal ske noget. At der må ske noget. Det kan ikke blive ved med at gå. Alle véd det. Men ingen tør sige det eller gøre noget ved det.
Jo, Johannes. Englemanden!
Han får mennesker til at bevæge sig.
Får dem til at tænke over deres liv.
Får dem til at erindre Guds løfter.
Får dem til at håbe.
Og de går gennem vand. Lader sig døbe.
Og kommer over på den anden side af floden.
Dukker op til fornyet håb, til klarsynet at gå det nye i møde.
Fulde af forventning til det, der skal ske. Til den nye tid, der skal bryde igennem og få ødemarken til at juble og blomstre, fordi Gud kommer med frelse.
Og de blindes øjne åbnes, og døves øre lukkes op.
Og den halte skal springe som hjorten.
En hellig vej ligger åben. Og den er farbar.
Ingen hjemløse flakker rundt på den.
Ingen rovdyr ligger på spring, og ingen voldsmænd ligger på lur. Den vej er evig glæde.
Johannes Døberen erindrer os alle sammen om dette håb.
Og hjælper os dermed med at åbne vores hjerter for Kristi komme, - for den begivenhed, der sætter alting i bevægelse.
Som fra begyndelsen, på det store plan, satte historien i bevægelse.
Og som, på det lille plan, sætter vores liv i bevægelse, fordi vi i ham kan se et lys i mørket, der giver vores liv en retning.
Og fordi vi - i ham - kan fastholde et håb midt i håbløsheden.
Og fordi hans komme for altid vil forstyrre freden og ikke give os lov til at gå søvngængeragtige omkring.
Men hele tiden bliver konfronteret med spørgsmålet, hvad det er vi tror på, og om vi er tro mod det.
Og med til den refleksion hører tvivlen.
Også Johannes møder den.
Han er blevet fængslet og dømt til døden.
Det er ofte prisen for at gå imod vinden og ikke indpasse sig.
Nu er han lukket inde i et fangehul, Johannes.
Han, hvis hele identitet ligger i at bevæge sig - udenfor - i det fri.
Her i fangehullet har han kun udsigt til døden.
Og han spørger sig selv, om det var prisen værd.
Og sender bud til Jesus: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?"
Underforstået: Er tiden inde?
Er nådens tid kommet?
Og Jesus siger til dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.
Og salig er den, der ikke forarges på mig."
Det er det svar, vi får, når vi hver især sidder i vores fangehul og kommer i tvivl og sender bud til Gud.
Er du den, der skal komme - eller skal vi vente en anden?
Eller i denne tid med rette må spørge: er det bare julegøgl, det hele?
En kærkommen anledning i vor mismods vinter til at svælge i mad og druk og materialisme og glemme livets alvor i et kunstigt oplyst mørke?
Eller er det himmeriget, der er nær - når vi i denne tid kommer tæt på hinanden og alle sammen er med til at bane vejen for det lys, der tænder håb i mørket og som får ørkenen til at blomstre som en rosengård?
Amen.