Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter påske, 01.05.2011
Predigt zu Johannes 20:19-31, verfasst von Poul Joachim Stender
Mange danske kirker er låst. Det er de, siger forfatteren Carsten Jensen, fordi vi er bange for, at den sidste rest af tro skal slippe ud. Måske er der endnu en grund. Vi er bange for tyverier. Ideen om at låse vore kirker for at beskytte tingene i kirkerummet er et udtryk for et samfund, der er berøringsangst overfor kristendommen, og tror at en kirke blot er en kulturskat. Kirken er først og fremmest et brugsrum. Og ligesom man løber risiko med alt andet der er i brug, må vi også løbe en risiko med vore kirker, så de ikke bliver museer.
Her i pastoratet står kirkerne åbne fra klokken 8 til 16 det meste af ugen. Det har de gjort de sidste 20 år og endnu har vi ikke haft nogle problemer. Det må gøre ethvert menneske forstemt at stå foran en af disse aflåsede danske kirker, hvor man ikke kan sætte sig ind og bede en bøn eller lægge nakken bagover og se i lang tid op på et kalkmaleri.
Listede man en nat en tur ned gennem sognet her og tog i dørene, ville man opleve at næsten alle døre er låst. Af frygt. Vi er bange for tyve. Vort samfund er præget mere og mere af frygten. Alt låses og sikres. Der er gode penge i frygt. I bankerne overvåges vi af kameraer, der følger vore mindste bevægelser. I butikkerne kan man ikke gå ud gennem døren uden at skulle passere et mærkeligt monstrum til apparat der undersøger om vi har hugget noget. I USA er de fleste biler indrettet sådan at de låser automatisk når man kører over 10 miles.
Frygten præger os alle sammen. Vi læser om overfald og voldtægt og stupid brutalitet. Vi er bange og låser os inde som de forskræmte disciple der efter Kristi opstandelse fra de døde frygtede af få samme skæbne som deres mester. Men frygten trænger ind gennem selv lukkede døre. Det vi nemlig er mest bange for er hverken tyve eller voldtægtsmænd. Vi er bange for livet og døden.
I blandt de bange disciple, der i evangeliet i dag sidder og kryber sammen bag lukkede døre, er der en der hedder Thomas og som bærer tilnavnet Didymos, der betyder tvilling. Og det er ikke uden grund at han bærer tilnavnet tvilling. En side af ham tror på, at Kristus er opstået fra de døde. En anden side af ham nægter at tro på sådan en absurditet. Han er en yderst skeptisk fyr, og på det område ligner han os danskere. Vi er f.eks. skeptiske over for international samarbejde. Det viser alle vore EU-forbehold. Vi er også skeptiske over for eksperter, som vi ikke rigtig vil stole på. De er, ifølge vor mening, mennesker med en viden, der nærmer sig tro.
Der er også et andet område, som Thomas ligner os på. Tro og tvivl bor side om side i ham. Hvem af os kan sige: Jeg tror! Bliver vi ikke i samme sekund nødt til også at sige: Jeg tvivler!
I den romerske mytologi er der en gud, der vogter hjemmet. Han hedder Janus og har to ansigter, der ser i hver sin retning. Janus ser to ting på engang. For ham er der aldrig noget der er entydigt. Disharmonien er en del af ham.
I diskussioner får vi ind imellem at vide at vi modsiger os selv. Og hvad så? Sandheden kan ikke rummes i et enkelt udsagn. Livet er vidunderligt og det er samtidig rædselsfuldt. Kærligheden er sød og samtidig er den bitter. Livet er en kedsommelig gentagelse af ting man har oplevet før og samtidig er livet helt nyt og vidunderligt spændende. Vi er ligesom Thomas i evangeliet. Tvillinger. Noget i os tror på Guds eksistens. Andet i os tvivler på, om det nu kan være sandt. Som et pendul svinger vi mellem tro og tvivl, glæde og frygt, håb og håbløshed.
Sådan havde vor reformator Martin Luther det også. Han tvivlede voldsomt og var alligevel samtidig dybt troende. Og Luther var ikke alene om det. Alle helgeners selvbiografier viser, at de lever op til ordet tvivl, der på latin hedder dubitare. Det har samme rod som duo, to. Tvivlen er en kamp mellem to sandheder. Gud eksisterer. Gud eksisterer ikke.
Men gud ske tak og lov for tvivlen, som også er en måde at prøve kræfter med livet og troen på. Netop tvivlen hindrer os i den ulidelige skråsikkerhed, som vi kan forpeste vore medmenneskers liv med. Findes der noget mere irriterende end skråsikre, selvsmagende mennesker. F. eks ateister. Hvordan kan folk være så skråsikre, at de kan sige, at de ikke tror på Gud. Det er det rene pral. De må skjule for andre, at der også er en side i dem, der tror på Gud. Ligesom vi troende ikke er bange for at tale om vor tvivl, så bør de ikke-troende være lidt mere åbne om, at de også har deres tvivl.
Jeg snakkede forleden med en irriterende fyr, der påstod, at hans forstand hindrede ham i at tro på Jesus. Da jeg sagde til ham, at det var en meget lille hindring i hans tilfælde, fik jeg at vide, at vi præster er åndssvage. Nå. Problemet er bare at det pendul i os, der svinger mellem tvivl og tro er tilbøjeligt til at blive hængende ved tvivlen og frygten. Derfor holder vi denne gudstjeneste og alle de andre gudstjenester. Det er ikke gudstjenester for troende og frygtløse. Hvor findes sådanne folk? Det er Thomas-gudstjenester for os tvillinger, der vakler. Vi har brug for at høre igen og igen at den opstandne Frelser kommer til os i vor vantro, og at han, når vi på andre måder har låst os inde, siger: "Fred være med jer" og henter os tilbage til troen! Der er intet ord vi, som bange, urolige, frygtsomme, hvileløse mennesker, behøver mere end dette ord: Fred være med jer.
Gud er i stand til at hente os tilbage til varmen, troen og tilliden, som en mor henter sit barn ned i sin varme seng, når det af en eller anden grund vågner op af søvnen og føler sig bange og forladt. Men i løbet ugen går det galt igen for os, tvivlen, vantroen sniger sig ind på os og vi må om søndagen i kirken igen for at blive hentet tilbage til troen.
Amen