Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. søndag efter trinitatis , 11.09.2011
Predigt zu Markus 7:31-37, verfasst von Eva Tøjner Götke
Det er ikke alle døve mennesker, der vil billige denne helbredelseshistorie.
Mange døve i dag mener ikke, at de mangler noget.
De udgør bare en minoritet blandt mange andre. Med dermed følgende rettigheder.
Et samfund i samfundet.
De har en identitet.
Et fællesskab.
De har deres eget sprog, døvesproget - på linje med ethvert andet sprog, som var det serbokroatisk eller grønlandsk.
På internettet har man kunnet læse om to døve lesbiske kvinder i USA, der søger donorsæd til at få et barn.
Det vigtigste for dem er at sikre sig, at det bliver fra en døv, så de kan være sikre på, at også deres barn bliver døvt, og bliver som dem, og kan dele verden med dem.
Hvordan skal vi forstå sådan noget?
Er det egoisme?
Er det en manifestation af, at man har det godt som man har det?
At ingen skal komme at sige, at man har et dårligt liv, fordi man er døv - eller det, der er værre: at man er et dårligt menneske, fordi man er døv?
Er det fordi man ikke vil ligge under for en majoritetskultur?
Det er i hvert fald tankevækkende.
I dag hører vi om Jesus, der helbreder en døv og får ham til at tale rigtigt, som der står.
Men manden kommer ikke selv hen til Jesus.
Der står, at 'folk kom til ham med én, der var døv'.
De førte ham hen til Jesus.
Han kom altså ikke af egen fri vilje.
Det var ikke hans egen idé, hans eget ønske.
Det tror jeg, at vi skal lægge mærke til.
Det siger nemlig noget vigtigt.
Dels at der findes nogen andre, der vil os det godt.
Som kan se, hvad vi mangler.
Hvad vi ikke har del i.
Dels at vi åbenbart ikke altid selv har sans for det, som vi mangler.
Og måske ikke engang selv har lyst til at ændre vores liv.
Som de døve, der i dag ikke vil helbredes.
Eller vi kan føre det over på et mere generelt plan:
At vi ikke har lyst til at ændre den måde, vi lever på -
Eller tænker på.
Det går jo godt nok. Siger vi. Og så er den ikke længere.
Åndeligt dovenskab eller bare almindelig stædighed.
Dét at den døves ører åbner sig og tungebåndet løsner sig - selve helbredelsen - det er hverken noget, manden selv vil - eller er herre over.
Det er noget, der sker!
Det sker, da Jesus rører ved ham og siger ordet: "Effata" - som vi får at vide betyder: "Luk dig op!"
Alle bliver glade.
De kan se Jesus gør det godt for manden.
Han bliver jo et nyt menneske.
Nu kan han høre fuglene synge - han vidste ikke at han savnede det. Han vidste ikke, hvad han gik glip af.
Nu kan han høre englene synge.
Han vidste ikke før, hvor skønt det lød.
Nu kan han sætte ord på sin glæde, og på sin sorg. Og dele den med andre.
Verden udenfor ham bliver rigere - nu er der også lyd på.
Og han kan tale rigtigt - som der står.
Der opstår en sammenhæng mellem det, der kommer ind i ham af indtryk, af sanseindtryk, og det, der kommer ud af ham.
Livet bliver en modtagen og en given.
Eét stort åndedræt.
Det er ikke bare en konkret helbredelseshistorie.
Selvom den er uhyrligt konkret fortalt - både stedet, hvor det sker, hvordan det sker, og hvad folks reaktion er.
Vi skal bruge alle vores sanser for at forstå, hvad den vil os.
Den vil os det godt.
Vi skal forstå, at der her sker noget med et menneske, uden han egentlig selv har taget initiativ til det.
Nogle af hans venner vil ham det godt.
Og Jesus gør alting vel.
Han åbner verden for den døve. Og dermed også for de andre.
De bliver slået af forundring.
Og forudsætningen for at kunne forundres er, at vi bruger vores sanser.
Jo flere sanser vi bruger - des større og rigere bliver verden.
Synet - hørelsen - lugtesansen - følesansen - smagssansen.
Sanserne åbner verden for os.
Des flere sanser - des rigere en verden.
Den religiøse sans, den kunstneriske sans.
Des rigere bliver verden.
Men det gælder til gengæld så også om at bruge sanserne.
Måske har vi dem - sanserne - i god behold.
Men hvad nytter det, hvis de ikke bliver brugt.
Hvis de ligger i dvale.
Men hvordan lærer vi det?
Hvordan lærer vi at se? Sådan rigtigt.
Hvordan lærer vi at høre? Sådan rigtigt.
Hvordan lærer vi at leve?
Hvordan lærer vi at lukke os op.
Være åbne.
Modtagelige og ikke være stædige og lukke os selv inde i vores egen lille indskrænkede verden?
Som historien fortæller i dag, så skal der noget til.
Der skal ske noget.
Nogen skal ville os det.
Nogle skal bære os til dåb. Ligesom de kommer med den døve til Jesus.
Eller måske sker der noget i vores liv, som åbner os op.
Vi bliver forældre. Vi bliver skilt.
Vi bliver syge.
Vi mister.
Og pludselig får det hele perspektiv.
Nye dimendioner viser sig.
Som når man kan se dybde i et billede.
Og vi begynder at sanse verden omkring os på en anden måde.
Sætter pris på det, som vi før tog som en selvfølge.
Kan se noget i noget, som vi ellers ikke kunne se noget i før.
Finde noget vigtigt, holde noget for sandt.
Glæder os over noget, som før bare var.
Med andre ord, får pludselig del i en større og rigere verden.
Fordi vi sanser den.
Historien i dag handler om, at der er én, der vil give os del i den glæde at kunne sanse verden - tage imod livet - for
bedre at kunne leve det - i den rette ånd - blive menneske, blive et rigtigt menneske.
Historien handler om Gud, der vil gøre alting vel for os.
Og som derfor sendte sin søn til verden for at helbrede os og vække sanserne til live.
Og det er historien i dag et billede på.
Jesus helbreder manden, fordi han ønsker at give ham del i en verden, som ellers ville være lukket land for ham.
Guds herlighed.
Han gør alting vel.
Gud er den, der vil os det godt.
Som har skabt denne verden så rig og mangfoldig, at den kan blive ved med at åbne sig og åbenbare nye indsigter, vække nye sanser til live i os, så vi kan se mere end det der er synligt, høre mere end det, der er hørligt, sige mere end det, der kan siges, tro mere end det, der kan tros.
Man kan blive slået af forundring, så man bliver helt stum.
Amen.