Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter helligtrekonger, 08.01.2012
Predigt zu Markus 10:13-16, verfasst von Leise Christensen
Vi kender dagens tekst så godt – kan den vel nærmest udenad. Teksten handler egentligt ikke om dåben, men for os i Danmark er den uløseligt forbundet med dåben, for disse ord læses jo hver eneste gang, et lille barn bæres til døbefonten.
Den tekst, der læses ved et af de største øjeblikke i et menneskes liv, er i grunden båret af irritation, både fra disciplenes side og fra Jesu side. Disciplene er i teksten irriterede og sure over, at kvinderne maser sig frem i forreste række med deres larmende, skrigende og sprællende småbørn. Det er jo et væsentligt møde, som Jesus holder der, dvs. for voksne mænd, og så må kvinderne blive nede i bagerste række med deres unger; der, hvor de hører til.
I den netop forgangne uge har jeg læst mig frem til, at en forsker er nået frem til det resultat, at mænd er 27% klogere end kvinder. En – jeg behøver vel næppe nævne det – mandlig psykolog er via sin forskning nået frem til dette for ca. halvdelen af befolkningen overraskende resultat, for den anden halvdel var der nok tale om et helt forventeligt resultat! Som 27% klogere er det kun naturligt, at disciplene helst så, at kvinderne kom ned bagved for ikke at udgøre et forstyrrende element, når nu de kloge skulle til at debattere. Derfor må det have været desto mere overraskende for dem, at Jesus bliver, ja, ikke bare irriteret, men ligefrem vred, står der. Han ville gerne have kvinderne frem i første række med alle deres børn.
Måske var det, fordi Jesus ikke var så god til procentregning, måske var det, fordi intelligens og køn ikke i modsætning til disciplenes antagelser var noget adgangskriterium for at høre Jesus, for at komme i berøring med ham.
For hvad var det egentligt, de ville, disse mødre med deres børn? De ville sikkert det, som alle mødre vil deres børn, nemlig det allerbedste. Nogle af de frembårne børn var måske syge, og Jesus var mødrenes eneste tilbageværende håb, måske var det de svage børn eller bare almindelige børn, som der går 14 af på dusinet, men som for deres mødre var så enestående, at de som den naturligste ting i verden skulle fremvises for verdens frelser. Selvom de ikke havde vished for, at Jesu berøring skulle gøre nogen forandring, så troede de det dog.
Disse kvinder minder om kvinderne, der langfredag blev stående til den bitre ende ved korset og så Jesus dø. Også de troede stik mod al fornuft, at Jesus stadig var noget særligt, selvom han hang der på korset til almindelig spot og spe og bestemt ikke så særlig guddommelig ud. Måske handlede de sådan, fordi de manglede de sidste 27% i begavelse for at være rigtigt velforvarede.
Fast står det i hvert fald, at troen på Guds søn vandt over enhver fornuft, begavelse og skepsis. Når Jesus i dagens tekst blev vred på disciplene, fordi de gennede børn og kvinder væk, var det, fordi han så deres umiddelbare tro. Vi har så nemt ved at lade vores tro blive endnu en ting i en lang række af ting, som vi skal præstere. Det bliver let til, at vi skal begrunde og forsvare og forklare vores tro. Den bliver så til en kraftpræstation for de særligt kloge, fornemme og fromme. Problemet er bare, at man ikke kan tænke sig ind i Gudsriget, man kan ikke argumentere sig derind.
Det er også derfor, at Jesus så ofte geråder ud i diskussion med de skriftkloge og farisæerne. Jesu simple krav om tro kommer de religiøse sværvægtere på tværs. Det kan da ikke passe, at man på sin enfoldige måde kan tro sig til Guds kærlighed og tilgivelse? Men det kan passe, for det er lige præcis det, Jesus siger, når han siger, at disciplene ikke må jage kvinderne bort, og når han siger, at vi skal lade de små børn komme til ham, for I Gudsriget hører sådanne til.
De, der spærrer vejen for de svage, de fortvivlede, de små i at nå frem til Jesus, spærrer vejen for sig selv. For Jesus vil ikke finde sig i, at nogle spærrer andre vejen til ham. Lad blot alle dem komme, der vil. Ikke bare dem med de smukt udtrykte holdninger, de fromme og retfærdige meninger.
Det svære ved at komme ind i Gudsriget er, at det er så let. Så let er det, at det er noget, som det lille barn klarer i en håndevending. Så svært er det, fordi vi voksne vil gøre det kompliceret og præstationsagtigt. Vi har så travlt med at sætte barrierer op, med at drage grænser mellem mennesker – der er dem, og der er os. Det er de grænser og skel, som Jesus i dag fjerner, og han gør det tilmed vredt. De hindringer, som vi sætter op for hinanden, når vi måler og vejer hinandens tro, tager Jesus sig overhovedet ikke af, han fjerner dem tilmed. Alle, der nærmer sig ham for at høre ham, tro ham, kende ham, tager han imod. Det skal nogen anden ikke hindre uanset, hvor korrekt og fin denne anden måtte synes.
Man kan sige, at Jesus i denne tekst om de små børn vender den almindelige forståelse af verden på hovedet. Den forståelse, der siger, at voksne ved bedre end de små og tror mere rigtigt og retfærdigt end de små, den forståelse, der siger, at med en forstand, der er 27% mindre, er kvindernes tro 27% mindre værd end resten af befolkningens. Jesus gør op med den tanke, at man kan regne sig frem til, hvordan og hvorledes det er med Himmeriget og adgangsbetingelserne for dette rige. Jesu hele liv og færden er et dementi af, at man kan tænke sig ind i himlen og gøre sig fortjent til en plads der.
Gud lod sig føde som et lille, værgeløst barn i en beskidt stald, der, hvor man kunne have forventet, hvis man ellers tænkte sig om, at han ville lade sig føde som et barn af en rigtig kongefamilie. Det kan man kalde et opgør med den sædvanlige forståelse af, hvad der er op og ned, hvad der er stort og småt.
I den gammeltestamentlige læsning, som vi hørte lige før, stod der, at ”af børn og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere”. Igen vendes tingene på hovedet, for det lyder som en selvmodsigelse, at børn og spæde kan udgøre et værn mod fjender, men det er faktisk den samme forbløffende tankegang, som Jesus er inde på. Børn og spæde kan ikke gøre sig fortjent til noget, de kan bare være og så ellers håbe på, at nogen tager sig af dem. Ellers går de til. De tager imod Guds kærlighed og omsorg på selvfølgeligste vis, uden indviklede spekulationer, fordi de har en stille viden om, at de ville gå til, hvis ikke de tog imod Guds kærlige omsorg.
Teksten er den centrale tekst, når vi fejrer barnedåb. Barnedåben er en af vores kirkes vigtigste kendetegn, og den er en gentagelse af Jesu opgør med tanken om, at man kan tænke og spekulere sig ind i Guds Rige endsige fortjene sig til det. Når det lille barn, der holdes over dåben, tager imod Gud Rige, ja, så får barnet et værn mod fjenderne, mod det onde. Det eneste værn, der findes. Ikke at det onde så ikke længere er i verden, men at vi ved os elskede og accepterede af Gud midt i verdens ondskab og løgn. Der er en vej ud, det håb er vi døbt til.
Amen.