Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i Fasten (Reminiszere), 04.03.2012
Predigt zu Markus 9:14-29, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Kære Menighed! Alt er muligt for den, der tror!
Det er jo næsten som at høre præsident Obamas sejrstale, hvor slagordene var: "Yes we can!" - Ja, vi kan!
Det amerikanske credo, kalder Obama ordene og minder om Amerika som stedet, hvor alt er muligt, - underforstået: alt det, folket sætter deres vilje og kræfter ind på.
Det er positiv tænkning, der vil noget: Sæt din vilje ind på det, tro på det, så lykkes det!
De fleste har prøvet. De fleste børn forsøger sig i det små og hemmelige med at gå på vandpytter og små bække eller at flyve,- bare en lille smule. Ud fra en vis tillid til ordene om, at hvis du tror nok på det, så kan du.
Mere alvorligt har du selv måske bedt af hjertets dyb og nød for en eller anden, eller om at et eller andet skulle ske, eller ikke ske. Nogle har oplevet, at det nyttede; andre erfarede, at det ikke nyttede spor. At bede af hjertet om hjælp og så ikke opleve at blive hørt, endsige bønhørt, giver skår i tilliden.
Det gælder uanset, om vi beder Gud eller mennesker om hjælp. Det gør ondt, hvis vi ikke føler os hørt. Så ondt, at vi gerne vil sikre os, og derfor er der ni ud af ti gange ikke ret meget på spil, når vi beder nogen om noget. Ved ikke at bede om andet end det, vi kan bære at undvære eller miste, - eller bare skaffe os ad anden, måske lidt mere besværlig, vej, sikrer vi os imod afvisningens smerte.
Måske tror vi at have lært noget, der virker bedre end bøn. Det siges endda, at kvinder er bedst til kunsten, nemlig kunsten at manipulere, - at få andre til at danse efter vores spil uden de aner det. Børn gør det på en anden måde: De plager og bliver ved med at plage, argumentere og insistere, fordi de har lært af erfaring, at i længden giver voksne efter. Om ikke andet fordi de bliver trætte.
Det syge barns far forsøger sig både med manipulation og plageri i sin bøn, der kommer fra hjertets dyb af kærlighed og frygt. Han manipulerer med sit "hvis du kan". For det er med andre ord at sige: Bevis, hvad du kan!
Derefter plager han: Hjælp mig, gør vantro til tro, hvis det er det, der skal til! Kald mig vantro, hvis du synes, - men hjælp mig!
Den far er i en situation, hvor mennesker vil gøre hvad som helst - og gør det!
Man kan godt blive lidt stødt. Står Guds søn ikke der og tøver med at hjælpe?
Den syge drengs far beder, som alle gør, når der virkeligt er noget på spil. Glem alt om stolthed, mennesker er i stand til ar trygle og bede, så bjerge giver efter og flytter sig. Vi kan godt. Vi gør det i kærligheden åbenlyst, hengivent og ganske uforstilt. Vi tør det, fordi vi gør det med en vis fortrøstning; med en tillid til, at kærligheden vil bære til at tage imod os. Vi kaster os ud på det dybe hav af tillid, og lader os falde i en andens hænder og vilje og magt. Den tillid er faktisk kærlighedens hele væsen.
Tro, tillid, kærlighed er af samme væsen. Vi kan ikke herske over det. Vi kan lige så lidt bestemme os for at tro, som vi kan bestemme os for at blive eller være forelsket. Det kommer over os. Sker bare. Rammer os.
Det betyder ikke, at det er ren vilkårlig følelse, som vi ingen indflydelse har på. Vi kan vise tillid, og vi kan handle kærligt også uden at have de dybe følelser med os. Det er godt det samme, for ellers var verden ilde stedt.
Grundlæggende kan vi bare ikke anstrenge os for at tro. Troen kommer af det, som høres; det, som erfares, opleves. Tilliden til Gud kommer af at se og mærke, hvem han er. At høre gentaget med kærlighedens evige nødvendige gentagelse, at Gud vil os. Guds: "Ja!"
Jeg ved ikke, hvordan I har det, men hvert år, når de første virkelige forårstegn dukker op, erantis, vintergæk, spirer, fugletræk og lærkesang; når solen varmer, ikke bare jorden, men også trænger ind til min sjæl med sin varme, får jeg min egen vantro og ikke-tro at føle. Med stor forundring går det op for mig, hvor hårdt vinteren har fat i mig, og hvor langt væk, forventningen er lagt.
Jeg mærker helt fysisk, hvad det vil sige, at håbet og glæden må gentages mange gange, førend jeg for alvor tager det til mig.
Det har lært mig et lidt sært motto: Man skal ikke spare sine knæ og sine medmennesker.
Det handler om bøn. At sige frem af hjertets inderste længsel, dybeste mangel, største frygt og højeste håb er ikke spor sikkert.
Nede på knæ, fysisk eller åndeligt, bliver man lille nok til at sige det, som det er, - og til at tage imod.
"Man skal ikke spare sine knæ og sine medmennesker." Det gælder også i forhold til de andre. Vi skal både turde og kunne bede om hjælp. Sådan bliver vi også bedre til at lytte efter andres bøn.
Det er ikke uden grund, at man tit må bøje sig ned for at hjælpe de svage, de liggende, de gamle, de syge og børnene. Al virkelig hjælp begynder som bøn - med at gøre sig lille. Herre, hjælp mig!
For det er Gud, der kan; Det er ikke vores tro, vores ritual, vores præstation, der formår noget. Derfor betyder det alt, hvad det er for en Gud, vi ser stå foran os, dér på bønnens sted.
De, der har set Ingmar Bergmans film: Fanny og Alexander, ser måske Arons store dukke for sig. Den vrede gud-dukke i overstørrelse, der styrter sammen i en livløs bunke i det øjeblik, snorene slippes.
Billedet af den vrede hævngerrige gud kan og skal vi slippe, - for han er et billede, vores frygt har malet og holder op for os.
Skræmt fra vid og sans, siger man, om at være ramt af den frygt, der tager sanserne fra os, så vi ikke ser og ikke hører og glemmer alt, hvad vi faktisk ved og kan bruge vores gode hoveder til.
Men skræmt, som mennesker er og bliver det, når lidelse og død driver sit spil, er det en reel fristelse at falde for blændværket og forsøge at formilde den frygtelige gud-dukke ved at plukke sine egne brystfjer til blods om nødvendigt. Når vi rammes af ulykke og sygdom, er det lige for at tænke, at Gud er vred, og at det er min skyld, - fordi jeg ikke troede nok, gjorde nok, var nok. Så er det trods alt også lidt i min magt, skønt jeg intet formår.
Det holder ikke, og det stemmer ikke med Gud, som Jesus viser os, at Gud er. I Jesus ser vi en kærlighed, der fra først til sidst insisterer på det godes magt og forrang. Det er en helt anden slags lydighed, - ikke en blind og stum lydighed, der underkaster sig, men en seende opmærksom lydhørhed, der hengiver sig tillidsfuldt. Hengiver sig til Guds kærlighed, den kærlighed, der bærer igennem alt, hvad Jesus siger og gør. Også i hans lidelse og død.
Den kærlighed giver sig selv i tillid til, at Gud står inde for det godes sejr, også midt i lidelsen og den blinde død. Det er alt andet end sanseløst. Det er opmærksomt og insisterende at se, høre og tale Guds mening og dermed tale lidelse og død midt i mod.
Jesus insisterer på at give sig Gud i vold. Fastetiden er en øvelse i bøn, der holder det sande billede af Gud for øje; fordyber sig i Jesus, som er hans væsens udtrykte billede. Lad tilliden rense vore sanser, så vi ser ret om Gud, hører sandt om kærlighedens væsen og ikke frygter afmagten. Dér, hvor vi ingen magt har, har Gud alle muligheder i behold.
Kære menighed! Alt er muligt for den, der tør bede!
Amen