Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

2. søndag efter påske, 22.04.2012

Predigt zu Johannes 10:22-30, verfasst von Niels Henrik Arendt

 

Ofte spiller vi mere sikre, end vi har grund til at være. Men budskabet i dag er, at dybest under vores liv findes der en fast grund, Guds magt og kærlighed.

Men lad os begynde et sted: jeg hørte forleden en mand tale med forargelse om "denne hersens ungdomskultur", som han sagde. Ungdomskulturen er et fænomen, som først er dukket op i vores tid. For 50 år siden havde de unge ikke deres egen kultur; efter barnealderen trådte man ind i de voksnes rækker. Dette, at man i en overgangsperiode fulgte helt sit eget mønster, kendtes ikke.

Hvad kendetegner ungdomskulturen? Først en gennemført kritisk holdning til de meninger, erfaringer, overvejelser, som de ældre generationer har haft og gjort. Det er noget, man kan forholde sig fuldstændig frit til, suverænt vælgende og vragende, hvad man kan bruge eller ikke bruge. "Så fat det dog - du er gammel", som en af mine drenge sagde til mig for nogle år siden. Dernæst en tilsyneladende stor sikkerhed. Man er i stand til at danne sig en mening om en sag, næsten før man har stiftet bekendtskab med den, ja, måske endda gøre sig færdig med den. Man er villig til at udtale sig om hvad som helst. Man skjuler, hvis man føler nogen usikkerhed med hensyn til ens eget standpunkt.

Om denne ungdomskultur er der to ting at sige. Det ene er, at sikkerheden mest er facade, at den er en tynd skal, og bagved den ligger der den samme usikkerhed, som formentlig altid har præget unge mennesker, som jeg i hvert fald tydeligt husker fra mig selv. I gamle dage dækkede man over usikkerheden ved at optræde så lig de voksne som muligt. I dag dækker man over den ved at optræde så kritisk afstandtagende til det meste af det, de voksne står for, som muligt.

Det andet, der er at sige, er, at ungdomskulturen på mange måder er et spejlbillede af den almindelige holdning: det er ikke bare de unge, der udtaler sig med sikkerhed om ting, de ikke ved for meget om. Det er ikke bare de unge, der tillader sig at blæse på værdier, som tidligere generationer satte i højsæde. Hvad i alverden gør vi selv: hvilken rolle spiller gamle moralforestillinger i dag, når en moderne virksomhed skal køres? Hvem føler sig bundet af tanker, som blev udformet under helt anderledes samfundsforhold? Det gælder overalt: i den politiske verden, i de store virksomheder, i fagbevægelsen, i skolen, i sportsklubberne, ja såmænd også iblandt vennerne og i familien - vi vælger og vrager frit, kasserer, hvad vi ikke kan bruge. Og med stor sikkerhed. Så det er på ingen måde underligt, at ungdomskulturen bærer sig ligesådan ad.

Men dertil kommer et andet lighedspunkt. Bagved vores sikkerhed ligger jo også en tydelig usikkerhed, som er mindst ligeså stor, men som ingen bryder sig om at vise frem. I disse år, hvor selvsikkerheden falder i øjnene, er usikkerheden om vores fælles fremtid også større end nogen sinde. Jo tyndere is vi bevæger os fremad på, desto mere faste og sikre er de skridt, vi tager. Ingen skal i hvert fald begynde at mistænke os for at nære bare en lille smule tvivl om vore meningers og holdningers og livsforms bæredygtighed. Dog er det lige netop, hvad vi gør: vi nærer ikke bare en antydning af tvivl, men vi er ofte rystende usikre på, om vi ikke er i færd med at gøre noget helt forkert, i dybeste tvivl om, hvor det skal ende med os. I tvivl har vi jo også al mulig grund til at være.

Teksten bringer en kort ordveksling mellem jøderne og Jesus, og den er særdeles ufrugtbar. Jøderne stillede Jesus et spørgsmål. »Hvor længe vil du holde os hen i uvished; hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Og Jesus svarede dem: »Ja, men det har jeg jo sagt jer. Og jeg har ikke bare sagt jer det, jeg har vist jer det med mine gerninger. De vidner om mig.«

Men han vidste godt, at det kunne han sige lige så meget han ville, de ville ikke tro det. For sagen var, at når de talte om uvished, var det rent på skrømt. De spurgte ikke ud af usikkerhed, af angst, af tvivl om sig selv, nej, de var på forhånd aldeles sikre på sig selv. De havde deres tempel, de havde deres traditioner, de havde deres moral, de havde deres bønner og andre sædvaner, og alt det var der såmænd ikke noget i vejen med, andet end at det for dem havde givet anledning til en sikkerhed, som der skulle mere end en tømrersvend fra Nazareth til at ryste.

Om deres sikkerhed også bundede i en form for usikkerhed, måske fordi det slet ikke gik så godt for gudsfolket, måske fordi romerne stod i landet, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald var der ikke revner i facaden hos ret mange af dem. Og tvivlen, usikkerheden, angsten synes at være forudsætning for overhovedet at lade sig røre af, hvad Jesus siger. Tvivlen, som først og fremmest er en tvivl på en selv, er forudsætning for troen. Hvem der ikke spørger ham ud af usikkerhed, kan ikke høre det rigtige svar.

Hvis det er tilfældet, så skulle vi, der lever i dag, jo i virkeligheden have nye muligheder for at høre dette svar - hvis usikkerheden er det dybeste lag i os. Og det har vi, og har så bare ikke alligevel, fordi vi jo også camouflerer vores usikkerhed bag denne skråsikre viden om, at ingen generation har gjort det så rigtigt og så godt og så flot som vores.

Så længe vi fornægter usikkerheden, så længe vi fører os frem, som om vi i hvert fald ikke kan gøre noget forkert, så længe vil det også være det mest nærliggende at affærdige kristendommen, uanset hvilke spørgsmål vi på skrømt kunne tænke os at stille til den. I den forstand gælder der en gensidighed her: dens hemmeligheder åbner sig ikke for os, før vi åbner os for den. Eller sagt på en anden måde: det er når den blanke facade af sikkerhed krakelerer, at kristendommen virkelig åbner sig for os som det dyb af tryghed og håb og fred, den er. Det er, når vi er ved at synke, at vi mærker, den holder os oppe.

Vi skjuler vores usikkerhed bag en facade af sikre meninger, polemik og sommetider foragt for andres livsholdning. Men måske er det kun en tynd skal. I hvert fald hænder det, at man kan se ind bag ved den. Og uvisheden - ja, den er der jo intet underligt i. Der er jo ikke noget, der er sikkert; vi lever på livets kant, vi lever på afgrundens rand - ligesom alle mennesker før os har gjort. Vi kan være døde i aften eller en af vore kære kan. Vi kan have mistet alt, hvad vi har bygget op. Og vi kan intet, overhovedet intet stille op for at gøre livet sikkert. Vel, vi kan træffe forskellige forholdsregler, men værdien af dem er relativ, siden ikke en eneste af dem alligevel giver os nogen garanti for, at det ikke er os, der bliver ramt næste gang. Vi kan ikke gøre livet sikkert. Uanset hvor mange risiko-momenter vi får fjernet, er livets vilkår grundlæggende de samme. Intet er sikkert.

Jo, lyder det så fra Jesus i dag; der er een ting, en eneste, der er sikker: Min Far er større end alle og ingen kan rive noget ud af min Fars hånd. Vi kan så nemt som ingenting rives ud af hinandens hånd, vi kan rives ud af hinandens liv - det har vi erfaret, til vor dybe sorg og forfærdelse. Men Gud er større end alle, større endda end den tilfældighed, som vi sommetider synes får lov at bestemme, og ingen kan rive noget ud af hans hånd. Hvad der er lagt i hans hænder, det bliver der.

I gamle dage lavede man sommetider den billedlige fremstilling af Guds hænder, at i den ene hånd holdt han et scepter, i den anden holdt han den døde Kristus. Sceptret: det er hans magt, det er det, at der ikke er nogen, der er større eller stærkere end ham. Men Kristus, der døde, det er hans kærlighed, det er det, at han vil holde fast ved sine børn, hvad der end rammer dem, enten det så er deres egen skyld eller ej. Og det står fast, det er det eneste sikre. Det er vitterlig hvad et menneske har at holde sig til, når alt andet afslører sig som ustabilt, usikkert. Og det er det, vi har kristendommen til at fortælle os og til at trøste os ved.

Jesus taler om sine får, fordi enhver dengang vidste, at et fårs liv var udsat og i et og alt afhang af hyrden. Men så udsat er vores liv også. Og alting afhænger af ham, der engang har kaldt os sine børn, ham, der ikke vil miste noget af det, der tilhører ham, ikke vil tillade nogen at rive det ud af hans hånd.

Amen



Biskop Niels Henrik Arendt
DK-6100 Haderslev
E-Mail: nha@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)