Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 29.07.2012
Predigt zu Matthæus 16:13-26, verfasst von Poul Joachim Stender
Jeg var til gospelgudstjeneste i Los Angeles. Jeg var den eneste hvide i en kirke med 500 sorte, smukke, velklædte, duftende mennesker. Whau! Hvorfor tager vi andre i grunden ikke det smukkeste tøj på og bærer den dyreste parfume, når vi er i kirke? Et godt råd. Klæ' dig på for Herren og af for din elskede! Lad naboerne se, at det er søndag. Vis med din krop, at du er kristen. Gør noget anderledes om søndagen. Gå kirke, tag pænt tøj på, vær doven, drik dyr vin, spis ugens lækreste måltid, kys noget mere end resten af ugen. Nå, det var ikke det jeg ville fortælle.
Jeg var til gospelgudstjeneste i Los Angeles og vi havde hørt masser af pragtfuld musik og præsten skulle nu til at prædike. Og han startede prædiken på denne måde: "Jeg vil gerne at I gør sådan" sagde han, mens han klappede en hel bestemt rytmisk takt med hænderne og fødderne. Og da han havde fået alle til at klappe og trampe takten, det var nærmest som om han havde skabt et levende orkester til sine ord, fremførte han sin prædiken:
"Jeg var engang narkoman. Jeg havde stoffer på mig. Ja. Jeg hadede politiet. De stoppede mig altid og sagde: "Har du stoffer på dig". Og jeg sagde: "Nej. Jeg har ikke stoffer på mig"! Og politiet visiterede mig og fandt stoffer på mig og jeg røg i spjældet. Ja, i spjældet. For jeg var dengang slem. Rigtig slem. Men så fandt Kristus mig som en fårehyrde finder et får, der er faret vild og Gud fik mig væk fra stofferne. Jeg blev fundet. Jeg blev vendt om. Jeg fik et nyt liv. Jeg blev ren i kroppen. Ren i sjælen. Jeg blev præst. Halleluja. En dag efter jeg ikke havde været på stoffer i 2 år, blev jeg stoppet af politiet i min bil. Politimanden sagde. "Har du stoffer i bilen"? "Nej", svarede jeg, "nej, jeg har ikke stoffer i min bil. Jeg har en klippe i min bil". "En klippe i din bil? Skal du være fræk"? svarede politibetjenten og tak sin revolver. "Ja, jeg har en klippe i min bil", sagde jeg, "jeg har Gud i min bil. Herren er min klippe". Og politimanden smilede og sagde, mens han stak revolveren tilbage i hylsteret: "Så har jeg også en klippe i min bil. Køre videre".
Vi kan måske smile lidt af den naive prædiken og den begejstrede præst, der brugte menigheden til at klappe og trampe hans budskab ind i deres hjerter. Men vi bliver nødt til at spørge. Er vi herhjemme i Danmark for intellektuelle, når vi skal tale om Gud? Skal Guds ord absolut gøres så tungt og snørklet, som vi gør det til? Hvorfor bruge så mange indviklede sætninger på at sige, at Kristus er klippen i vort liv? På ham skal vi bygge alting. Når alt andet vakler, når alt går i stykker, er han der som klippen. Mere indviklet er det ikke.
Jeg svømmede i sommers i det blå ægæiske hav. Og efter jeg havde svømmet, lagde jeg mig på en varm klippe. Og jeg lå på den varme, solide klippe og følte, at sådan var Gud. han bar mig. Han holdt mig. Han understøttede mig. Jeg byggede mit liv på noget, der ikke som løst sand kunne finde på at vakle under mig. Og da jeg sprang ud i vandet igen og svømmede videre vidste jeg, at klippen jeg havde hvilet på, huskede vægten af min krop og tyngden af mine længsler.
Når Vorherre, Jesus Kristus, skulle fortælle om Guds rige, gjorde han ligesom baptistpræsten under gospelgudstjenesten i Los Angeles. Han fortalte en god hverdagshistorie, der skulle være et billede på, hvordan Gud er og hvordan vi skal leve. Han sagde: "Hvad mener I? Hvis en mand har 100 får, og et af dem farer vild, lader han så ikke de 99 blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne"? Sådan! Der er intet indviklet over Jesu måde at fortælle på. Der er intet snørklet over kristendommen. Problemet er at kirken har pakket det klare budskab ind i tungt papir og viklet det fast med en masse teologiske tanketråde. Forstanden har været vigtigere end hjertet. Den teologiske korrekthed mere betydningsfuldt end at få budskabet ud. Det gælder på en måde om at gå fra forstanden i både tro og kærlighed. Vælg selv mellem disse her to kærlighedserklæringer. "Baby, din korpus anatomiske konstruktion, dine, næsten til tider, somnambulistiske bevægelser, dine tankers insufflation i mig, er blevet mit livs elevation" eller "Baby, jeg elsker dig. Du er lækker". Hvad er nemmest at forstå? Forstandssproget eller hjertesproget?
Evangeliet i dag siger det helt klart. Byg dit liv på en klippe. Altså på Gud. Han elsker dig. Han er det faste fundament. Selv om du bygger dit liv på et fundament, behøver du ikke blive fundamentalist. Gud er altid i bevægelse og sætter derfor også i bevægelse i retning af ham, dine medmennesker og mere liv. Han sætter dig endda i bevægelse væk fra dine meninger, standpunkter, fordomme. Byg ikke dit liv på penge eller karriere eller kapitalpension eller sund mad eller forsikringer. Byg dit liv på Gud. Han er det eneste fundament, der kan holde selv i døden. Og så er vi tilbage til den sorte baptistpræst prædiken om, hvordan han fandt eller rettere sagt blev fundet af Gud som det vildfarne får og hvordan Gud blev klippen i hans liv. At tro er at have tillid til, at man er fundet af Kristus og at han er fundamentet i ens liv. Klippen. Han er der som et udgangspunkt for ens gøremål og tanker og tro. Fast, urokkelig som en klippe og alligevel i bevægelse. Hvis I vil prøve at tro på det, så råb højt og tydeligt amen, som man gør til en amerikansk gospelgudstjeneste. Baptistpræsten råbte nemlig, da han havde fuldendt sin prædiken i den vidunderlige kirke i Los Angeles, følgende: "Hvad siger Guds folk"? Og hele kirken brølede tilbage: Amen. For amen betyder: det er sandt, det er rigtigt, det står fast som en klippe. Kom nu! Hvad siger Guds folk??????