Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1.søndag i advent, 01.12.2013
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Tilbage i min første tid som præst i mit første embede blev jeg en aften op til første søndag i advent ringet op af min graver. Han var noget forsigtig i sin forespørgsel til mig, og jeg forstod vist først ikke helt, hvad det drejede sig om. Men jeg fandt ud af at det drejede sig om adventskransen eller rettere: det drejede sig om båndene i adventskransen. For spørgsmålet var om de skulle være røde eller lilla.
Jeg må indrømme, at jeg synes at spørgsmålet lå lidt uden for mine kompetencer, men det viste sig, at man tilbage i tiden i sognet havde haft to præster, der hver for sig holdt på hver deres farve bånd. Situationen var blevet så tilspidset, at man var nødt til at anskaffe sig to adventskranse, der så kunne hejses op, når den respektive præst var i tjeneste i kirken.
Da jeg synes at det var et rimeligt perifert spørgsmål, måtte jeg sige at jeg valgte den samme farve bånd som min kollega, og således blev det.
Men spørgsmålet består: skal der være røde eller lilla bånd i adventskransen. Og det er faktisk ikke kun et lidt forunderligt spørgsmål, men har også noget at gøre med hvorledes vi betragter adventstiden.
For grundlæggende er adventstiden til tid til forberedelse eller til bod. Det er en tid, hvor man gør sig klar til julen og hvor man forbereder sig. Farven på boden eller forberedelsen er lilla. Derved bliver adventstiden til en stille tid, hvor sindet stemmes til julens fest.
Men det er jo også således, at adventstiden i vor tid også er en juletid, hvor kalender åbnes og julen så småt holder sit indtog. Derved bliver tiden til en forventningstid. Og derved må farven i adventskransen blive rød.
Forventning eller forberedelse. Det er spørgsmålet. Teksterne vi hører i kirken i adventstiden lægger umiddelbart op til forberedelse, og der er ikke meget julestemning i verdens undergang eller i Jesu forkyndelse i synagogen i dag. Men omvendt hviler der også en forventning over teksterne. En forventning om at Gud griber ind, som profeten Esajas siger det: "at nu fortæller jeg det nye, før det spirer frem, forkynder jeg det". Forventning om at Gud griber ind.
Forventning eller forberedelse.
Tilhørerne i Nazareths synagoge, som vi hører om i dagens evangelium, fik vel netop ikke hvad de forventede. Og det gjorde dem rasende, selvom de vel på et vis plan fik mere end forventet.
Problemet for tilhørerne i synagogen er at forventningen sprænges og at de får det de forventer nu og her - i dag.
Og de får det ikke fra oven gennem en storslået åbenbaring. De får det gennem tømrerens søn fra Nazarth. Problemet er vel at det hele bliver alt for menneskeligt.
Men det er jo netop kristendommens kerne, at Gud kommer til os gennem det menneskelige. Vi og tilhørerne i Nazarth har vel ofte et ønske om at være alene med Gud. Det er vel det, der er det afgørende i al den meditation og mystik, der omgiver os. At være alene med Gud. Men Jesus siger jo, at vi aldrig bliver alene med Gud! Han siger faktisk det modsatte!
Vi kan kun høre og tjene Gud ved at høre og tjene et andet menneske. Vi bliver aldrig fri for hinanden. Vi bliver aldrig alene med Gud.
Det er det ord, der rammer tilhørerne som et kølleslag. At de er forpligtede på hinanden ved Guds sammenknytning.
Det ord lyder i synagogen, og det ord er ikke bare et skriftligt ord, men ved Jesu forkyndelse slipper ordet ud af bogen, han læser op fra. Ordet slipper ud af beretningen i Nazarth og ud i verden. Ja ordet om Gud når endog helt derud hvor der er hedninger, og hvor det slet ikke går efter bogen. Nu er ordet ved Jesus sluppet fri, og vi slipper aldrig fra at høre det. Og der hvor vi møder ordet er i skikkelse af og som det ord fra medmennesker og den medmenneskelighed, som ordet antog, da det slap ud af bogen.
Så nej, tilhørerne fik umiddelbart ikke hvad de forventede. De forventede en smuk udlægning, men fik et krav om at det ord, de hørte også havde betydning for dem. Ikke bare betydning i skønhed, men betydning i deres liv med hinanden. De blev ikke alene med Gud. Men de blev forpligtet på hinanden. Det er bevægelsen.
Forventning eller forberedelse. Det er spørgsmålet. Rød eller lilla bånd. Det er spørgsmålet.
Der kan vel ikke svares entydigt på spørgsmålet, for forventningen kræver forberedelse, og forberedelsen kræver forventning. Men vi må ikke pakke forventningen ind i vat og glemme at Ordet er sluppet løs og kræver os. For det i dag, der lød i Nazareths synagoge, det i dag lyder også til os i dag. Et i dag om at Gud er os nær alle steder, hvor vi kigger hen.
Amen