Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Exaudi (6. søndag efter påske), 01.06.2014
Predigt zu Johannes 17:20-26, verfasst von Birgitte Graakjær Hjort
I den danske folkekirke er der nogle, der er grundtvigianere. Der er andre, der er tidehvervsfolk eller missionsfolk. Så er der nogle, der er tilknyttet bestemte organisationer. De er spejdere eller FDF´ere, engageret i Kirkens Korshær eller noget helt tredje.
Og så er der en stor flok, som siger de helst vil være fri for at have nogle prædikater hæftet på sig. Og de synes som regel, at det er dem, der har fat i den lange ende. For de har jo formået at holde sig fri af alle de her mange grupperinger.
Går vi uden for folkekirken, så finder vi pinsekirker, hvor de døber voksne. Og vi finder katolske kirker, som bruger røgelse og hører under paven i Rom. Og sådan ku´ vi blive ved meget længe med at give eksempler. Vi har åbenbart meget svært ved at blive enige som kristne. For der ER spørgsmål, som skiller vandene.
Det ka´ til tider være en smerte at konstatere, at vi ikke kan blive enige. Og det kan engang imellem få os til at spørge, om vi da ikke bare skal sige, at den ene gruppering eller kirkeretning ka´ ha´ lige så meget ret som den anden - og dermed lave 5 og 7 være lige. Andre gange kan vi måske reagere stik modsat. Vi blir´ så overbeviste om, at vi selv har ret, at vi fremstår skråsikre som ingen andre, og vi orker dårligt nok at lytte til nogen, der har andre meninger end dem, de selv har.
Og ind i alt det her hører vi så, at Jesus for mange år siden bad Gud om, at alle troende må være ét.
Er det ikke det samme, som at sige, at Jesus gik ind for, at vi skal have ét stort fælles kirkesamfund? Signalerede Jesus ikke, at vi burde få samlet alle kirkeretninger under samme tag? Så måtte vi jo se at blive enige om, om vi skal døbe børn eller voksne; hvordan vi skal forstå nadveren, og om vi skal have paven som leder eller ej?
For hvis vi bliver ved med at strides og diskutere med hinanden, så udgør vi jo som kristne en dårlig reklame for Gud og kirken. Så var det ikke mere rigtigt, hvis vi samlede os i én stor fælles kirke? For en umiddelbar betragtning er det nærliggende at drage den konklusion. Men.....
Læg lige mærke til, at Jesus IKKE forholdt sig til, om vi burde organisere os i én stor fælleskirke eller ej. Den læsning, vi hørte lige før, er ikke en økumenisk traktat, hvor Jesus foreslår en sammenlægning af alle kirkesamfund. Det er noget helt andet. Det er en bøn fra Jesus til Gud.
Jesus bad´ ikke om, at alle kristne må komme til at se ens på alting. Han bad heller ikke om, at vi må holde op med at føre vigtige drøftelser af, hvordan vi skal udlægge bibelen eller forstå dåben og nadveren og mange andre vigtige sager. Han bad i stedet Gud om, at han vil lade alle troende være ét, ligesom Gud og Jesus selv er ét.
Så enheden mellem os som kristne er altså noget, Gud skaber. Jesus bad udtrykkeligt Gud om, at han ville skabe den enhed. Og Jesus sagde ikke, at enheden sku´ bestå i, at alle kristne skal fungere i praksis under samme tag - slå vores gudstjenester og andet sammen. Nej, han gav udtryk for, at enheden sku´ bestå i, at Gud skænker sin herlighed til alle troende.
Enhed betyder altså ikke, at vi bliver enige med hinanden om alt, hvad vi kan have forskellige holdninger til. Enheden består i, at Jesus Kristus bor i os. Det er det, vi er fælles om som kristne, uanset hvilket kirkesamfund vi hører til og føler os hjemme i.
Mon ikke Jesus godt var klar over, at det ikke var realistisk at skabe enhed mellem os kristne ved at formane os og sige: "Nu må I stoppe med at drøfte dåbssyn og pavekirke, nadverpraksis og syn på helgener. Tag i stedet og byg nogle store katedraler, så I ka´ lave alting sammen."
Hvis Jesus var gået den vej for at skabe enhed, så var projektet sikkert aldrig lykkedes. For ganske vist er der er mennesker, som etablerer samarbejde mellem kirker. Og godt det samme! For det er væsentlige bestræbelser, der ligger i det arbejde. Men hvis kirkens enhed stod og faldt med, om den slags tiltag lykkes, så ville enheden have et meget usikkert og skiftende grundlag.
Men nu gik Jesus en anden vej. Han gik til Gud og bad ham om at skabe enheden. Det var Gud, Jesus rettede sin bøn til. Ikke os. Og når Jesus har bedt Gud om noget, som var efter hans vilje, så kan vi ikke tro andet, end at den bøn for længst er blevet opfyldt.
Så kirkens enhed ligger ikke og venter ude i horisonten som et fremtidsmål. Og den er heller ikke afhængig af, at det arbejde, der på fornem vis bliver udført af Kirkernes Verdensråd eller gennem den økumeniske bevægelse, lykkes eller ej. Kirkens enhed ligger ikke foran os, men bag os. Jesu Kristi kirke ER allerede ét. Det har Gud sørget for. For enheden består i, at vi er fælles om at have Jesus Kristus til at bo i os. Det er og blir´ fundamentet for enheden.
Vi kan forestille os billedet af et isbjerg. Et isbjerg, der ligger ude i havet. Vi ved godt, når vi ser på sådan et bjerg, at det er meget større end det, vi kan se. 10 gange større. For det er kun en tiendedel, der rager op over vandet. De 9 tiendedele ligger og gemmer sig nede under overfladen. Her er der altså langt mere, end det vi ser med det blotte øje.
Hvis vi ser 7 eller 9 eller 17 små og store isbjerge ligge i havet, så kan vi ikke umiddelbart se, at de har noget med hinanden at gøre. Men det er kun tilsyneladende, at der ikke er nogen indbyrdes forbindelse mellem dem. For også her er der mere, end vi ka´ se.
Hvis vi går ned under vandet, blir´ vi klogere. For her ka´ det vise sig, at det hele er ét stort isbjerg, der bare stikker op af vandet 7 eller 9 eller 17 forskellige steder. Det er altså ét sammenhængende isbjerg med en masse store og små toppe. De er ét. For de hænger notorisk sammen nede i dybden. Så ingen kan skille dem ad.
Sådan er vi også ét som kristne. Vi er mennesker, der tilbeder Jesus Kristus. Nede under overfladen - meget længere nede end den splittelse, vi får øje på - er der en enhed, som øjet ikke ser. Som kristne tilhører vi den samme Gud. Vi ber´ til Gud og Jesus og Helligånden. Vi er fælles om at vide, at vi er afhængige af, at Gud viser os nåde. Ellers var vi prisgivet synden og døden. Vi er fælles om at fejre langfredag og påskedag. Vi bruger også den samme bibel. Og vi har stort set samme trosbekendelse, samme Fadervor osv.
Men kan vi så ikke med god samvittighed gå hjem fra kirke i dag og leve videre med alle de splittelser, vi er med til at opretholde, mellem os selv og andre kristne? Er det her ikke simpelthen den nemmeste prædiken at efterleve, som vi længe har hørt? For når det nu er Gud, der har skabt enheden, og den ligger som en usynlig virkelighed nede under overfladen, så behøver vi vel ikke anstrenge os for at mindske splittelserne og de uoverensstemmelser, der er? Det ville jo være dejlig nemt og bekvemt for en gangs skyld.
Men denne her konklusion har vi slet ikke belæg for at drage ud fra den bøn, Jesus bad til Gud om at skabe enhed blandt kristne. For når nu enheden er skabt af Gud selv, hvem er så vi, at vi skulle tillade os at tilsløre hans værk? Hvem er jeg, at jeg kan tillade mig at betvivle, at Gud også har sendt sin herlighed til de troende, jeg er uenig med? Eller med hvilken ret nedvurderer jeg andre kristne, når det nu er Gud selv, der har udrustet dem? Jeg kan jo ikke lægge hindringer i vejen for deres arbejde, uden at jeg dermed lægger hindringer i vejen for det, Gud vil ha´ gjort.
Den enhed, Gud har skabt, kan bære en stor grad af uenighed og forskellige synspunkter mellem os kristne. Men der er noget helt andet, enheden ikke kan bære. Den kan ikke bære, at vi lever uden indbyrdes kærlighed og respekt for hinanden. Hvis vi mangler det, så tilslører vi det mesterværk af enhed, Gud har skabt.
Det er ikke så meget vores indbyrdes uenighed eller forskellighed, der er problemet. Tænk bare på, hvordan kirken så ud i starten. De disciple, Jesus havde, var også vidt forskellige. Og de første kristne menigheder, som Paulus fortæller om, var indbyrdes meget forskellige. De var fælles om det helt centrale, når det gjaldt forkyndelsen. Og de var fælles om at tro på Jesus Kristus. Men deres levemåde og overbevisninger var meget forskellig fra menighed til menighed.
Paulus formaner flere steder de kristne i menighederne til at give plads til forskelligheden, når det gælder de knap så centrale og lidt mere perifere spørgsmål. Men de kristne må til gengæld aldrig give køb på den indbyrdes kærlighed. Eller hvis vi skal sige det med Augustins ord: "Enighed i det centrale, frihed i det perifere, kærlighed i alt".
Derfor skal vi ikke lade 5 og 7 være lige og lade alle holdninger og trosformer komme ud på ét. Vi skal heller ikke holde op med at granske bibelen seriøst og vurdere, hvad der er de rigtige udlægninger.
Men vi skal elske og respektere hinanden. Og det gør jeg blandt andet ved at lade andre udføre de funktioner, som er deres. Jeg skal undgå at lægge hindringer i vejen for deres arbejde og i stedet bidrage til, at de kan udføre deres opgaver og bevare arbejdsglæden, når de gør det. For det er jo Gud selv, der virker i dem. Derfor skal jeg vise dem respekt og anerkendelse. Og det er noget helt andet end at lade som om alt er lige rigtigt. Amen.