Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Trinitatis søndag, 15.06.2014
Predigt zu Mattæus 28:16-20, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Hvad er egentligt et mennesket? Hvorledes forstået vi et menneske? Hvorledes forstår vi både os selv og andre, og ikke mindst os selv i relation til andre?
I vor tid er det vel således at vi forstår helheden udfra delene. Således forstået at det er de enkelte dele i samfundet, der giver samfundet kulør og værdi. Det er derved også de enkelte individer, der i første omgang er afgørende i kraft af deres valg og ikke mindst fravalg i livet. Vi fokuserer ofte på valget, som det afgørende; i de utallige boligprogrammer på TV siges det "på væggen har hun valgt den gule farve"; og i det større perspektiv siges det: "de har valgt familien frem for arbejdslivet". På den måde slår vi vores identitet fast.
Identitet hævder vi ofte skabes ved at vælge de ting, man synes er afgørende og kan skabe ens liv på den måde man finder væsentlig. Det at vælge har betydning - ikke alene for den retning livet nu tager - men sandelig også for vores identitet. For hvem vi nu er. Vi har en formening om at vi skabes gennem vores valg i livet, og gennem disse valg skabes så det samfund, som vi lever i.
Identitet er altså ikke noget vi umiddelbart har. Det er noget vi vælger - det er noget vi skaber. Vi har altså en forestilling om at vi kommer til verden som rene tommer tønder, og på disse hældes så farve og mening, som identitet, alt efter hvilket kulturelt valg man vælger at lade sig fylde af.
Men er det sandt? Er det virkeligt vores valg, der skaber vores identitet? For er det ikke således at alt det væsentligste i livet, det vælger vi ikke? Alene det at blive født - hvem har valgt det? Hvem har valgt den slægt og den familie man vokser op med? Hvem har valgt de venner og naboer man har? Møder man ikke i første omgang mennesker uafhængig af ens eget valg? Trænger livet sig ikke på, uanset hvad man vælger? For er det ikke sådan at vi kun vælger i småtingene, og i det store perspektiv er der valgt for os. Som Paulus skriver i epistlen, som vi før hørte fra alteret: "I ham har vi fået del i arven - vi var forudbestemt dertil ved Guds beslutning". Livet er grundlæggende ikke vores valg. Der er valgt for os. I det små kan vi bestemme om vi skal gå til højre eller venstre i livet; men vi kan ikke skabe nye veje, hvor der ingen er.
Det er en stor illusion, at vi med vores valg skaber identitet. Og det er en illusion, der skaber mange kvaler og depressioner; fordi du er hvad du gør, og hvis du ikke lykkes, så er det din egen skyld.
Men det er jo således at identiteten skænkes os, og vi modtager den og giver den form og farve; men valget om overhovedet at få livet og indgår i de sammenhænge, der er i livet for os, er udenfor vor beslutning og udenfor vort valg.
For hvis denne moderne illusion var sand: at vi selv skaber vores identitet gennem vores valg, så tilsidesatte vi for det første hele vores historie og alt det, der går forud for os, og mistede derved livets tyngde, og dernæst vendes brodden - skyldens brod - udelukkende ind mod os selv: du har selv valgt det, siger vi - skylden er din og den kan du ikke befries fra! Hvis vi vil fastholde at identitet er noget vi selv vælger og selv skaber, så lukker livet sig omkring os og der vil kun være fortabelsens mørke tilbage for os alle. Vi må for livets og for lyset skyld fastholde, at vi er en del af helhed og denne helhed skænker os identitet. Det er helheden, der skænker os identitet og ikke omvendt.
Det er denne helhed, der kommer til syne, når vi døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. At vi lægger vores liv i hænderne på ham, der har al magt i himlen og på jorden. Derved siges det så tydeligt, at vi ikke selv skal skabes os en identitet; at vi ikke skabe os; men skal tro at vi er skabte og har fået skænket livets fylde og herigennem er sat fri fra altid at skulle beslutte os for noget; men vide at der er besluttet for os, og at vi derigennem skal leve i tro og i ansvar. At tage livet på sig, som det nu er.
Herved bliver livet til et skabt liv og ikke til et liv, der skaber sig. Vi sættes fri til at leve med hinanden i kærlighed, og på trods af at det ofte ikke er det vi bedst til, så er vi ikke alene i livet, for Jesus Kristus har lovet at være med os indtil verdens ende, og det betyder at den skyld vi uundgåeligt pådrager os i livet, den er vi ikke alene om at bære. Jesus Kristus bærer den med dig og for dig, som ham, der er skabningens herre. Vejen til frelse ud af skyld og synd er ikke at tro på eget valg - det fører blot til mere og mere skyld; men det er at tro på Jesus Kristus, og tro på at ved ham er der åbnet op for livet - både åbnet op for det besværlige liv med hinanden og åbnet op for det evige liv med Gud.
Således er ordene om at Jesus er hos os indtil verdens ende både til frihed og til trøst. Det er til frihed fordi du her er sat fri fra altid at skulle vælge alt muligt, og derved er sat fri til at indgå i sammenhænge med næsten i kærlighed og i ansvar, uden først at skulle vælge hvem næsten er. Og ordene er til trøst, for vi efterlades aldrig alene; hverken i livet eller i døden, for Jesus Kristus har lovet at være med os indtil verdens ende og bærer vores og verdens skyld, synd og skam. Amen.