Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 06.07.2014
Predigt zu Lukas 15:11-32, verfasst von Niels Henrik Arendt
Jeg har min barnetro, hører man folk sige. Hvis de dermed mener, at de lever med en enfoldig fortrøstning til Guds forsyn, så skal det respekteres - og ikke problematiseres. Men hvis de mener: jeg har sådan et lille rum til det med Gud, som er godt beskyttet mod alt det, der sker i øvrigt i min verden, så skal de ikke lades i fred.
For det med troen har med dette livs realiteter at gøre. Og med til dette livs realiteter hører blandt andet, at vi i alt for meget lader det onde få lov at husere i vores egen og i den store verden. Der findes ikke nogen mulighed for at spille små og uskyldige i forhold til Gud; vi har sat uskyldigheden til, selvom vi ikke bryder os om at høre det. Vi er ikke djævle, men vi giver det onde plads, vi lader det drive sit spil med os og vore medmennesker og vores verden, vi siger ikke fra - det er ubestrideligt.
Hvis vi mener, at vi kan have Gud parkeret ude i kulissen, mens dette spil pågår, og så trække ham ind i vores tilværelse, når der lige er en pause i spillet, men så ellers forvise ham fra den igen, når virkeligheden melder sig, så tager vi inderligt fejl. Gud er virkelighedens Gud. Det er hvad kristendommen handler om. Man er nødt til at spørge lige ud: hvorfor i alverden skulle Jesus lide og dø, hvis alt det med Gud og os er lige så uproblematisk som denne barnetro? Sagt med billede fra denne søndags lignelse: Den fortabte søns vej til faderen er vores vej til Gud. Vi kan ikke gå en kortere og mere direkte vej.
Jesus sammenligner vores forhold til Gud med et barns forhold til sine forældre, som vi hører. At faderen i fortællingen her er anderledes end enhver jordisk far, skal selvfølgelig få os til at spidse ører.
Men lad os bare begynde i det barnlige. I barndommen er vores forhold til vores forældre præget af umiddelbarhed og selvfølgelighed - hvis barndommen ellers er en sund barndom. Man kan godt protestere højlydt mod sine forældres afgørelse, men bryde ud af forholdet til forældrene finder et barn ikke på. For barnet kan ikke betragte sit eget forhold til forældrene på afstand - det er i forholdet med alle sider af sig selv; far og mor er noget, der er givet på forhånd - og derfor er det også så lemlæstende når far'en og mor'en går fra hinanden.
Men: et barn kommer på et tidspunkt dertil, at det kan begynde at iagttage sig selv i forhold til forældrene. Det begynder at kunne se på forældrene delvis med omgivelsernes øjne. Det sker ofte i puberteten, eller når en kammerat pludselig har en eller anden spydig bemærkning om ens far. Og med den udvikling er umiddelbarheden i forholdet til forældrene forbi.
Det kan være en meget smertefuld proces både for barnet og for forældrene, det behøver dog ikke altid at være det. Men man må den igennem for at blive et selvstændigt individ. Man må hjemmefra, om ikke direkte så i hvert fald i symbolsk betydning; man må miste sine forældre i overført forstand. Går det godt, får man dem igen, men naturligvis på en anden måde end i barndommen. Både børn og forældre ser på hinanden med nye øjne. Umiddelbarheden er ganske vist tabt, men så kan der være kommet nye kvaliteter ind i forholdet, som opvejer dette tab.
På samme måde kan et menneske godt leve i et ganske barnligt forhold til Gud, børn kan især, et forhold præget af tillid og selvfølgelighed, hvor man med fortrøstning til Guds forsyn ikke drømmer om at stille spørgsmål til ham eller hans verdensførelse.
Med fortællingen om den fortabte søn siger Jesus, at forholdet til Gud ikke forbliver uberørt af det, der ellers overgår os i livet. I forhold til Gud kommer der en dag, hvor uskyldigheden er væk. Den kommer, ikke fordi Gud viser sig mindre, end vi regnede med. Den kommer, fordi vi vil gå vore egne veje. Den kommer, når tvivlen eller fornægtelsen melder sig. Eller når man undlader at sige fra overfor det nedrige, selvom man kan se, at mennesker rammes derved. Da mister man Gud. Da lader man ham dø.
Da sønnen i fortællingen forlanger, at faderen skal skifte arven, da optræder han som om faderen allerede er død. Allerede i det øjeblik, da drengen behandler sin far som død, er alting sat til. Sådan går det også for mennesket i dets forhold til Gud. Ikke, at det nødvendigvis totalt forkaster Gud. Men under overfladen brænder tvivlen, og dermed er intet længere det samme. Man har forladt det fædrene hus.
Jeg blev konfirmeret som 12-årig. Det står meget klart for mig, at da jeg gik op til alteret, blev det pludselig en påtrængende tanke hos mig, at jeg ikke var sikker på, at jeg troede på Gud, sådan som jeg tidligere havde gjort. Men det var ligesom for sent at vende om: jeg måtte bede ham om undskyldning for, at jeg ikke troede, sådan som jeg mente, man burde tro, når man skulle konfirmeres.
Er man ikke længere ligeså selvfølgeligt i sit gudsforhold, som fisken er i vandet - det tænker den jo ikke over eller forestiller sig et andet element - ja så er det sket. Og tabet af umiddelbarheden, tvivlen, anfægtelsen, skylden kan være ligeså pinefuld, som det er for fisken at blive taget op af vandet.
Hvad der kan ske for den enkelte i forholdet til Gud, kan forresten også ske for fællesskabet. Jeg er ikke i tvivl om, at det er sket for mange i dag. Vi har kollektivt sat vores fædres enfoldige forsynstro overstyr. Med "enfoldig" er der ikke ment noget nedladende om dybden i og holdbarheden af deres tro. Tvivlen var deres problem, såvel som vores.
Men der er alligevel sket noget for vor slægt med hensyn til gudsforhold, forhold til kirken og til dens sakramenter, som ikke er sket for tidligere slægter, et skred, et opbrud, et kollektivt tab af umiddelbarhed, så vi nu ikke bare enkeltvis, men som fællesskab befinder os fjernt fra hjemmet - i det fremmede. Og vi kan så overveje, om dette opbrud skal være et opbrud for stedse. Hvis vi ikke længere mener at have noget at vende tilbage til, så står vi jo med den enorme opgave at skulle skabe os en ny identitet. At skulle skabe et helt nyt hjem fra bunden. Til den opgave er vi elendigt skikkede - det kan man se i dag. Vi formår ikke at bygge en ateismens eller gudligegyldighedens katedral, der kan hvælve sig over os og give vores liv mening, og hvori vi kan finde os selv, vores plads. Vi farer forvirrede rundt som mennesker uden tradition, uden identitet. Arven er sat til, men vi har ikke fundet noget at sætte i stedet, noget at bygge på, at leve af.
I Jesu fortælling gik sønnen til sin fars hus. Og der fik han alt tilbage - han vandt det hele på ny, og egentlig fik han endnu mere, end han havde mistet. For han fik faderens kærlighed, ikke bare som han havde haft den dengang, han gik hjemme, men han fik den på trods af sin svigten, stærkere og inderligere, end han nogensinde havde kendt den.
Selv blev han aldrig mere den samme. Men fortællingen siger, at faderen var den samme. Her går det ikke længere an at sammenligne med et almindeligt forældreforhold, for i det forhold er det sådan, at også forældrene må lære at se på deres barn med nye øjne. Men faderen i Jesu fortælling ser på sin søn med de samme øjne. Det er fordi faderen i den historie er Gud.
Dermed er det sagt, at i Guds kærlighed til mennesket sker der ingen forandring. Han er mere end en far. Eller: han er den eneste, der kan vedblive at være en far for mennesket. Han står der stadig, uforanderligt trofast i sin kærlighed.
Kan vi genvinde den barnlige umiddelbarhed i forholdet til Gud? Ja. Vi kan ikke gøre det ved at forfægte vores troskyldige barnetro. Det bliver noget uægte, som er værre end den ærligt anfægtede samvittighed. Men Gud kan på trods af tvivl og anfægtelse give på ny, hvad der er sat til. Der er alligevel en mulighed for at leve i forholdet til Gud, som om intet var hændt - frimodigt som fuglen i skove - fordi Gud vil det sådan. Fortrøstningsfuld og glad uden konstant at være tynget af det ar, som tvivlen og fornægtelsen har brændt i ens tro. At være synder, som det hedder med kirkens gamle sprogbrug og alligevel at være barn - det er simpelthen det, som det drejer sig om.
Sådan hører jeg fortællingen: Sådan gives der på trods af turen i det fremmede, bort fra Gud, et inderligere forhold til Gud end for den, der aldrig vovede at sætte sin tro på spil - vel at mærke et inderligere forhold, ikke fordi man var oprørsk og selvrådig, men fordi Gud vil det. Vi kan ikke lade som om vi er små naive børn i forhold til Gud. Men der findes en vej tilbage til Gud. Gud har ikke sparket os ud hjemmefra, for at vi skal til at leve uden ham. Nej, det er os, der er rendt hjemmefra. Og derfor var Gud nødt til at nedlægge sin kongemagt for at gå ud og finde os.