Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 03.08.2014
Predigt zu Mattæus 10:24-31, verfasst von Eva Tøjner Götke
Alting har sin tid. Ferien har sin tid, sommeren har sin tid, selvom vi helst vil glemme det. vi ved det, men vi kan ikke tro det.
For alt hvad der sker under himlen er der et tidpunkt: en tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at holde klage, en tid til at danse.
Vi ved det, men vi kan ikke tro det.
Når vi holder klage, kan vi næsten ikke forestille os, at det skulle blive anderledes. Og når det hele kører og vi danser gennem tilværelsen, kan vi ikke tro, at det kunne blive anderledes. Men vi ved det.
Og vi ved, at for alt, hvad der sker under himlen er et tidspunkt.
Vi ved, at tilværelsen er fuld af vidunderlige oplevelser og erkendelser og fuld af skræmmende oplevelser og erkendelser. Men vi vil helst ikke tro det. For det er jo udtryk for en uorden, synes vi. En mangel på gennemsigtighed, som vi gerne stræber efter. En entydighed.
Det er denne kompleksitet, denne tvetydighed og dobbelthed i tilværelsen, som Prædikeren i det gamle testamente beskriver.
Og det er denne kompleksitet og tvetydighed, der kalder på vores refleksion.
Hvor er Gud henne i det her, råbes der fra tagene.
Især, når det, der sker under himlen er, at tilværelsen viser sine skræmmende sider.
Mange gør det for dermed at blive bekræftet i, at det med den gode Gud er et skønmaleri og en urealistisk opfattelse af tilværelsen - ja, at det er meningsløst at have en forestilling om Gud, når nu så meget her i tilværelsen ikke lader sig forklare.
Dette opråb sker altså - må man formode - i en tro på, at Gud er entydig og garant for, at der ikke er noget her i tilværelsen, der ikke lader sig kategorisere og forklare.
Hvad nu hvis denne forestilling om Gud ikke har med Gud at gøre men med vores modstand mod at tro det, vi ved?
Lad os tænke med Prædikeren, og konstatere, at tilværelsen er kompleks og dobbelt og at tiden er et mysterium, som vi aldrig får løst.
Måske er det der, vi også får inspiration til et Gudsbillede, som vi ikke lader indskrænke af vores egen angst for det, der overgår vores forstand.
Måske udspringer en religiøs tilgang til livet af en ydmyg erkendelse af tilværelsens mysterium, derunder menneskets mysterium. En bevidsthed om, at vi mennesker jo også selv har lod og del i den dobbelthed, som Prædikeren tilskriver det, der sker under himlen. Jeg tænker på, at vi mennesker jo både er utrolig innovative og skabende, og samtidig - viser historien igen og igen - er ødelæggende og skræmmende.
Disse tanker skylder jeg en amerikansk forfatterinde, Marilynne Robinson.
Hun har udgivet en række essays, som jeg har læst - i min sommerferie. Disse essays er forelæsninger, som Marilynne Robinson har holdt på den forfatterskole, hvor hun underviser i Midtvesten. Hun råber fra tagene - råber ateisterne midt imod - som dominerer meget i den amerikanske teologiske debat.
Det gør hun bl.a. Ved hele tiden at fastholde tilværelsens mysterium - til forskel for den reducerende måde at tale om mennesket på, hun kender fra ateisternes sprogbrug.
Det opløftende ved Marilynne Robinson er, at hun ikke graver grøfter. Hun forholder sig også kritisk til den kirkelige og kristne varetagelse af den evangeliske arv. Kirken benytter sig jo selv af en meget reducerende virkelighedsopfattelse, når den taler alt for påståeligt om Gud, der jo bør respekteres med ærefrygt - qua mysteriet om tilværelsen.
Marilynne Robinson undrer sig over mennesket, menneskets natur. Hun er ikke forfatter for ingenting. Denne undren er jo netop kilde til inspiration for roman forfattere.
I alle sine essays hæfter hun sig ved den dobbelthed i tilværelsen, som vi møder i dag hos Prædikeren.
Og hun hævder, at bevidstheden om, at denne dobbelthed også er iboende mennesket - udmærker mennesket til forskel fra dyrene.
Det er i ateistisk sammenhæng provokerende tale at hæve mennesket over de andre dyr.
Men det er jo ikke desto mindre en bibelsk tankegang, og vi møder den også i dagens tekst. Faktisk har den også sat grå hår i hovedet på mange teologer.
I dagens evangelium sender Jesus sine disciple ud i den verden, som både er skræmmende og vidunderlig, og han forbereder dem på, at de også vil møde mennesker, der vil dem ondt, - men de skal ikke være bange.
Frygt ikke, siger han.
Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres fader er med dem. Men på jer er selv alle hovedhår talt. frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Netop denne sidste sætning har sat grå hår i hovedet på mange mennesker.
For hvordan nu det? Er vi mere værd end de små søde fugle?
Ja, vi er. I bibelsk forstand. Vi er skabt i Guds billede.
Vi er skabt med denne indsigt i tilværelsens dobbelthed.
Vores bevidsthed om os selv, udmærker os. Vi ved, at vi både er vidunderlige, innovative skabninger - og - destruktive og selvdestruktive skabninger. Vi ved det, men vil helst ikke tro det.
Men erkendelsen kan være med til at give plads til Gud - og få os til at råbe på Gud.
Og håbe på Gud.
Håbe på den gode Gud, der befrier os fra at fortabe os i vores egen fortabthed.
Der er grund til at kalde på Gud, når vi bliver bange.
Der er grund til at kalde på Gud, når vi ikke kan tro det, som vi ved, at livet både er vidunderligt og skræmmende.
Og Gud svarer. Ved at blive menneske og komme os i møde der, hvor vi er - hvad der end sker under himlen.
Gud blev menneske. Gik ind i den her verden på godt og på ondt, hævede sig ikke over den, skånede ikke sig selv fra den virkelighed, som vi kender.
Og det er det, Jesus siger til disciplene, at de heller ikke kommer til at gøre, hæve sig over tilværelsen, fordi de er hans disciple.
En discipel står ikke over sin mester, og en tjener står ikke over sin Herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester og for en tjener, når det går ham som hans herre.
Hvis det virkelig er sandheden om tidens mysterium, det, vi hører hos Prædikeren.
Og hvis det virkelig er den tid, Gud indlod sig på og åbenbarelsen sig i.
Og hvis det går en discipel som sin mester og en tjener som sin herre - så er det altså ikke umuligt, at det sker for os, det, som skete for ham - da alt syntes tabt og faldet til jorden.
Jeg vil så gerne tro det - men jeg ved det ikke.
Jeg vil så gerne leve og dø i den tro, at der ikke er noget at frygte.
Jeg vil så gerne leve i troen og håbet om evighedens sommer. Amen.