Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden pinsedag, 25.05.2015
Predigt zu Johannes 3:16-21, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Pinsen er svaret på, hvad det i sandhed vil sige at være menneske. Da mennesket skulle skabes, tog Gud en klump jord, og blæste livsånde i dets næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Således står der skrevet i skabelsesberetningen i 1. Mosebog: ”Så mennesket blev et levende væsen”. Uden Guds ånde havde vi blot været umælende dyr, uden Guds Ånd havde vi blot været som døde. Det er Ånden der levendegør og dette er hvad vi fejrer til Pinse.
Men hvad vil det sige, at have modtaget Guds Ånd?
Uden modtagelsen af Guds Ånd, ville et barn have været født i Bethlehem, elsket af sin mor, men misforstået af resten af verden. Millioner af børn bliver født hvert år, og millioner af børn lever et liv der bliver glemt. Gud ville have ladet sig føde af en kvinde, men ingen ville have haft muligheden for at gribe dette evangelium. ”Os er i dag en frelser født..”, synger vi til jul, men ingen ville have haft muligheden for at se denne frelser, mørket ville have ædt lyset.
Uden disciplenes modtagelse af Guds Ånd, ville denne frelser have ladet sig korsfæste for vores overtrædelsers skyld, men verden ville blot have set endnu en forbryder blive klynget op på et tyndt bevismateriale. Den tomme grav: sikkert bare tømt af gravrøvere, som så mange før den. Uden Guds Ånd ville Maria Magdalene kun have hørt englenes ”frygt ikke”, som en susen i trækronerne, og Jesus ville under hele samtalen ved graven have forekommet hende at være havemanden, og aldrig den opstandne Kristus.
Uden pinse, og det vil altså sige uden Helligånden, ville julen og påsken have været meningsløse, fordi de ville have været komplet uforståelige. Helligånden gør, at mennesket og Gud kan kommunikere. Kan meddele sig til hinanden. Det er Helligånden der gør, at vi kan vende os mod Gud i bøn, og det er den samme Ånd der gør, at Gud kan høres af det enkelte menneske, som en indre stemme, som en fast tillid til det der håbes på, og en overbevisning om det, der ikke ses, for nu at citere Hebræerbrevets beskrivelse af troen.
I troen gør Ånden evangeliet forståeligt. Ikke forståeligt som en matematisk sandhed eller en pludselig forklarelse, men netop som en tillid og en tro. I dåben slås korsets tegn ikke blot for ansigt og forstand, men også for bryst og hjertet. Det er det hele menneske, fornuft og følelser, som Gud ønsker at komme i møde.
Det er ikke vores dygtighed, intelligens eller særlige hemmelige visdom der gør, at vi kan komme til Kristus. Det er Gud selv der drager os, og den dragning er Helligånden.
Hvis dette lyder for passivt, så kan man også fremstille det på en anden måde. Det er Helligånden der gør, at vi overhovedet kan tale om Gud, og dermed kan nå en begrebsverden der kan forme og danne troen. På tværs af folkeslag og kulturer.
Der er egentlig tale om et omvendt Babelstårn. Babelstårnet blev bygget af mennesker for at nå Gud, men byggeriet blev standset af Gud ved at slå bygningsarbejderne med en sprogforvirring. Det var de gamles måde at forklare, hvorfor mennesker fra forskellige områder taler forskellige sprog. Når Gud og menneske skal nå hinanden, så er det Gud der skal drage mennesket op til sig, og i det fællesskab, alverdens mennesker får i dette projekt, der er der kun eet sprog, troens. Et omvendt Babelstårn.
Helligånden er et andet ord for kommunikation. Kommunikationen mellem Gud og menneske, og indbyrdes mennesker imellem. Men Helligånd er mere end blot kommunikation: det er også mirakel. For at en kommunikation, eller en samtale, skal kunne lykkes, så må den indeholde nogle gyldighedskrav: vi må f.eks. tale forståeligt, sandfærdigt og rigtigt. Men selvom vi gør det, så ved enhver der har været i et parforhold, at selv om der måtte være nok så megen sandhed og rigtighed på begge sider, lykkes det alligevel ikke altid at meddele sig til hinanden. For at gnisten skal springe, for at oversættelsen kan finde sted, så kræves der til syvende og sidst et mirakel. Og dette mirakel, eller den oversættelse der er nødvendig, er andre ord for Helligånden.
Så Helligånden er altså ikke blot forholdet mellem Gud og menneske, men også indbyrdes mennesker imellem. Vi er jo udleveret til hinanden, som den danske teolog Løgstrup siger. Den kærlighed Gud har nedlagt i det enkelte menneske, skal vi sprede ud til vores medmennesker. Hvis vi afskærer os fra den himmelske kærlighed, så binder vi os til den jordiske. Og intet jordisk varer ved. Nok kan vi genkende en hel del af vores liv i naturen: fødsel og død, søvn, føde og drifter. Det græske ord for natur er fysis, eller på dansk: fysik. Det er i fysiklokalet vi kan afprøve naturlovene, det er her vi kan måle og veje ting og det er her alting enten er sort eller hvidt, rigtigt eller forkert.
Men binder vi os udelukkende til naturen, til jorden, så slår jorden os ihjel. Himlens fugle, markens liljer, ja hele universet er opstået og skal dø, men mennesket skal mere end det: ”Af jord er du kommet og til jord skal du blive”, siger vi over kisten til begravelsen, men vi standser ikke der men kan fortsætte: ”af jorden skal du igen opstå”. Vi skal slippe jorden igen, og ikke være dens gidsel.
Hvilken fantastisk pant vi mennesker har i det guddommelige. Den, der lader Helligånden bevæge sig og i tro vender sig mod Kristus, har pant i det evige liv. Da Jesus fristes af Satan i ørkenen, bliver Han af denne spurgt, om Han ikke kan forvandle stenene til brød. Dertil svarer Jesus, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord der udgår fra Herrens mund. Mennesket lever af brød, men ikke af brød alene. Vi skal have føde, ellers dør vi, men vi skal også have åndelig føde, ellers lever vi ikke fuldt ud. Pinsen er svaret på, hvad det i sandhed vil sige at være menneske. Helligånden henvender sig til os som hele mennesker. Mennesker der skal have dækket de allermest basale behov som mad og søvn, men som også kan vende sig mod Gud, fordi vi er skabt i Guds billede; fordi vi har Guds Ånd blæst ind i os
Ånden går ind i vore tanker, så vi kan tænke det utænkelige – og vi kan tale om det, som intet menneske kan tale om. At tænke det utænkelige er f.eks., at Gud har ladet sig føde ind i denne verden og har overvundet døden for os. Det kan ikke lade sig gøre i fysiklokalet – forstanden må slippe og troen tage over. At vi kan få lov til at komme hen i kirken og deltage i nadvermåltidet og modtage vores synders forladelse - at vi kan blive døbt ind i det hellige samfund, synge til Guds ære og lade Ordet have frit løb iblandt os. Det er det levende brød, og det er Helligåndens fortjeneste at vi kan tage imod det. Glædelig pinse. Amen.