Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter hellige tro konger, 10.01.2016
Predigt zu Markus 10:13-16, verfasst von Leise Christensen
Det er ikke så længe siden, at man opdagede, at der findes noget, der hedder en barndom. Det har man faktisk brugt at tale om i lidt mindre end 200 år. Før da var børn sådan set blot små voksne, ufærdige voksne, der skulle arbejde, hjælpe til og på alle måder være med til at skaffe føden til huse. Særligt meget blev de ikke regnet for, og de havde bare at indordne sig under de gældende regler, ellers var det ud! Børnedødeligheden var stor, så man havde heller ikke ”råd” til at regne med dem, før de var voksne. Hvilket de altså blev, når de kom ud at tjene, hvilket måske var fra syv-års alderen, men i hvert fald ikke senere end konfirmationsalderen. Det er faktisk ikke mange årtier siden, at man blev voksen netop som nykonfirmeret, og man vil da også stadigvæk kunne høre faster Anna udtale ved konfirmationer, at nu træder du, kære konfirmand, ind i de voksnes rækker, alt mens mor græder, og far rømmer sig. Nogen tid som teenager kendte man ikke. Enten var man et ufærdigt barn eller en arbejdende voksen. Det er ud fra den baggrund, at Jesus i dag taler. Han taler ud fra den på hans tid fremherskende tanke, at et barn, et ufærdigt menneske, ikke er at regne for noget. Disciplene reagerer helt naturligt, da de jager kvindfolkene med deres urolige afkom væk, for nederst i samfundspyramiden fandt man kvinder, børn og slaver, dem, dem, som ingen værdi havde. Man kunne jo ikke tale sammen ordentligt om vigtige ting, hvis de der børn og kvinder skulle stå og larme og bøvle. Men som bekendt – for læsningen hører vi jo hver eneste barnedåb – blev Jesus vred og sagde, at de små børn skulle komme til ham, for Guds riget er deres. Se, på Jesu tid var det virkelig revolutionerende tale! Tanken om, at børn skulle have værdi i sig selv som mennesker, som hele og færdige mennesker, var utænkelig og storslået. Der skete virkeligt noget nyt her mht. måden, hvorpå vi opfatter mennesker. Men i dag, tja, der kan vi jo bestemt ikke sige, at Jesu tale er særligt epokegørende eller revolutionerende. I dag siger alle Lad de små børn komme til mig. Mange, mange reklamer taler decideret til børn for at få netop børn i tale. For reklamefolk er jo ikke dumme, de ved godt, at hvis lille Peter forlanger at få cocopops efter at have set en reklame med en abe i et træ, jamen, så får han da cocopops i uanede mængder. Undersøgelser viser, at børn også har stor indflydelse på familiers køb af bil og ferierejser, så naturligvis ser vi mange reklamer, der lader de små børn komme til sig. Faktisk er tingene nærmest omvendt af, hvad de var på Jesu tid. Da eksisterede barndommen stort set ikke som andet end de få år, det tog et menneske at blive voksen. I dag er barndommen for så vidt også kort, fordi børn bliver unge allerede som ca. ti-årige. Men i denne ungdomstilstand befinder vi os så også, indtil vi bliver ca. 80! Det er det, som nogle forskere kalder den livslange pubertet. Faktisk er det nærmest umuligt for børn i dag at gøre oprør mod deres forældre, for forældrene har selv hættetrøjer på, får lavet store tatoveringer og har hængerøv i bukserne og lytter til gangstarap. Måske er det helt store oprør der, hvor børn opfører sig borgerligt ”pænt” og ikke kunne drømme om at få et kinesisk tegn eller noget fra Starwars tatoveret på sig? Børn i dag har heldigvis overordentligt gode chancer for at overleve deres barndom, og langt de fleste børn er ønskebørn. Det betyder, at forældrene vil gøre det så godt for deres børn, forståeligt nok, det vil vi jo alle. I modsætning til Jesu tid, hvor det allerede var bestemt, før barnet blev født, hvad det skulle arbejde med, hvem det skulle giftes med, og i hvilken landsby det skulle bo, ja, der lever vi i en såkaldt fri tid, hvor nærmest ingenting er bestemt på forhånd. Forældre giver deres børn alle valgmuligheder – vil barnet gå til håndbold eller ballet, vil det spille fodbold eller klaver, vil det tage en uddannelse og i givet fald hvilken, vil det på solferie eller på skitur osv. Mulighederne og valgene er store og utallige. Og det er jo da en god ting – intet er så træls som tvang og forudbestemthed, men samtidigt skal det dog siges, at alle disse valgmuligheder også kan føles som noget af en byrde egentligt både for unge mennesker og ikke helt så unge. Helt, helt grundlæggende spørgsmål kan nemlig sagtens opstå ud af alle disse valgmuligheder og alternativer: Hvem er jeg i det hele taget? Hvad er egentligt min identitet? Hvordan skaber jeg mig selv og mit liv ud af alle disse muligheder? Forventningerne - både egne og andres - er mange og kan være vanskelige at leve op til, når identiteten ikke længere er bestemt af geografien, slægten eller det samfundslag, man er født ind. Alle incl. en selv forventer, at man skal blive noget helt særligt, som andre gerne skulle bemærke (derfor har sådan nogle programmer som Stjerne for en aften osv. så stor populæritet), men hvordan bliver man egentligt noget særligt, når man nu selv inderst inde synes, at man er ganske almindelig? Er det ikke at skuffe omgivelserne, hvis man indrømmer, at alle disse valg er nærmest overvældende, og at man er lidt lost og ikke helt ved, hvem man egentlig er? Det er såmænd en fornemmelse, der ikke blot kan overvælde unge mennesker, der midt mellem barndom og voksendom, næh, det kan såmænd ske på alle tidspunkter af livet i forbindelse med store forandringer – hvis man bliver fyret, skilt, får et alkoholmisbrug, bliver svigtet af en ven eller andet – hvem er jeg egentligt, kan spørgsmålet lyde? Er jeg noget, nu hvor jeg er skilt, fyret, droppet, misbruger, ulykkelig eller andet? Da er det, at vi, ung som gammel eller midt imellem, skal huske på de ord, som jeg læste op lige før, og som lyder ved enhver barnedåb: Lad de små børn komme til mig, hvor Gudsriget er deres. Lige meget hvilket sted, man er i livet, lige meget hvor fortabt man føler sig, og lige meget hvor forvirret man kan være, så gælder de ord stadig. I de ord får vi allerede som spædbørn ved dåben foræret en identitet, som vil gælde alle dage, lige meget hvad der sker, lige meget hvilke begivenheder, der tilføjes vores livshistorie. Den identitet skal vi ikke skabe os selv ud af millioner af valgmuligheder, nej, den får vi foræret af Gud for ingenting – blot fordi vi er til. Og den identitet er den vigtigste af alle, for det er den, der fortæller os, at vi er elskede mennesker, store og små, unge og gamle, vi er mennesker, der kan spejle os i Guds kærlighed uanset, hvordan det går i livet, og uanset hvilke skuffelser vi selv synes, at vi er blevet til. Frygten for, at vi ikke kan skabe vores liv selv midt i alle de uoverkommelige valgsituationer, som vi står i, kan vi godt lægge på hylden, for vores liv er allerede skabt og det af Gud. Vi er skabt som hans børn, det blev vi fortalt i dåben. Så er det ikke længere nødvendigt at skabe sig. Det er allerede gjort forud! Se, det er epokegørende, og derfor er det så vigtigt stadigvæk at høre Jesus tale til børnene. I Guds kærlighed er vi elskede og dyrebare og uerstattelige, en identitet, som vi bare skal tage imod og leve i og lade andre være til i. At være lige præcis dette: elskede hinsides, hvad vi selv magter og udretter og sætter i værk - det er en identitet, der kan bærer og bærer igennem, uanset hvad der sker os. I Kristus er vi altid nogen og altid noget: nemlig dyrebare og elskede og uerstattelige. Amen.