Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter påske, 17.04.2016
Predigt zu Johannes 14:1-11, verfasst von Jens Torkild Bak
Fordi den menneskelige tilværelse er spændt ud over tid, og bevæger sig fra et punkt til et andet, og fordi vi er meget bevidste om denne bevægelse fra det ene punkt til det andet, har ideen om ”vejen” altid spillet en stor rolle. For hvilken vej skal vi vælge? Det er ikke på forhånd bestemt. Slet ikke. Vi ved, at der er en begyndelsesdato; og vi ved, at der en skønne dag vil være en udløbsdato, men ikke, hvilken vej, vi skal gå, i det mellemliggende spand af tid. Jeg tror, det var fodboldspilleren Michael Laudrup, der engang – i et svar til en meget vedholdende journalist, der ville skaffe sig sikkerhed om en eller anden holdopstilling – tørt bemærkede, at der som bekendt kun var to ting, vi kunne være sikre på i dette liv, nemlig skatten og døden.
Alt andet må vi selv finde ud af.
Måske særligt i den forrige generation kunne der i mere religiøse kredse være en frygt for, at man selv eller ens nærmeste skulle komme ”bort fra vejen”, som det hed. Dvs. lade sig friste af en livsførelse, som i den ene eller anden henseende var moralsk uforenelig med Biblens bogstav. Biblen og traditionen angav autoritativt vejen. Hvem husker ikke indledningen til en af Brorsons store programsalmer, ”Jeg går i fare, hvor jeg går”?
Jeg går i fare, hvor jeg går, min sjæl skal altid tænke, at Satan alle vegne står i vejen med sin lænke; hans skjulte Helved-brand mig let forvilde kan…
Selv den folkelige og meget mindre bodsfromme Grundtvig gør gang på gang opmærksom på, at ikke enhver vej er lige god. Han kan således begynde en af sine salmer med den manende betragtning: ”Der er en vej, som verden ikke kender” – og straks har man på fornemmelsen, at det nok er den vej, man gør bedst i at vælge, uanset at verden lader hånt om den. Fornemmelsen bekræftes til fulde af fortsættelsen:
Den ”livets vej”, nemlig, som ej er gjort med hænder, en løngangssti hver sten forbi til livets land med glædens kilder… Just for de små er løngangsstien lavet til trygt at gå i ørken og på havet, på troens grund i allen stund, ved midnatstid som midt på dagen…
Vejen, som verden ikke vil kendes ved, fordi den har travlt med så meget andet, er troens vej.
I dag har vore tanker om vejen vel i almindelighed mistet deres religiøse overbygning og dogmatiske forankring. I dag håber vi mest på blot at finde den vej i livet, der er rigtig for os selv – og hvis det samme skulle lykkes for vores børn, kan det ikke være bedre!
Dette skifte har dog ikke nødvendigvis gjort tilværelsen lettere for os, særligt ikke for dem af os (og vi er vel trods alt de mange), for hvem vejen kun er en vej, hvis den går fremad og helst lidt opad. Den religiøse andagtslitteratur på natbordet er blevet afløst af en righoldig litteratur for virksomhedsbestyrelser, ledere og alle andre interesserede om vejen til fremgang og succes. Frygten for at komme ”bort fra vejen” er i dag ikke en frygt for et moralsk eller åndeligt fejltrin, men en frygt for at blive hægtet af i forhold til udvikling, karriere og personlige muligheder.
Måske husker man titler på en af klassikerne i dansk litteratur, ”Ved vejen”. Det er vanskeligt at overhøre den profetiske advarsel om det moderne livs vilkår i titlen på denne novelle af Herman Bang fra 1886.”Ved vejen”! Sådan går det, hvis man som stationsforstanderinden Katinka Bai ikke sørger for at stige på et tog i tide. Så efterlades man ”ved vejen” i en betragterrolle, og hvem ønsker at nøjes med det? Næppe mange, hvis andre muligheder gives.
”Vejkantshuse” er i dag den triste betegnelse for de huse ingen vil bo i, fordi udviklingen går uden om dem.
Set ud fra hele den baggrund er det en ejendommelig dialog, vi overværer i søndagens tekst, mellem Jesus og disciplene. Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen, siger han til dem. Og så skulle man jo også her tro, at det handler om at vælge den rigtige vej, at komme det rigtige sted hen. At undgå at fare vild og komme bort fra den vej, der fører til målet, hvad enten målet er verdsligt eller religiøst defineret. Og så meget desto mere forståeligt er derfor disciplenes ønske om at få en præcis ruteangivelse.
Hvortil Jesus imidlertid nu svarer, ikke med den ønskede beskrivelse af vejen hvorhen, men med et: Jeg er vejen og sandheden og livet.
Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er tydeligvis en helt anden dagsorden, der her introduceres. Hvor det ikke er spørgsmålet om målet, der er interessant; spørgsmålet om hvilken vej man skal vælge ud af flere mulige med fare for at tage fejl. Men hvor opmærksomheden drejes i en helt anden retning:
Uanset, hvilken vej et menneske vælger sig i livet, et det vigtigste, at Kristus vil gå den vej sammen med det.
Det er en helt anden dagsorden. Det er en omvending af det forventelige perspektiv. Vi forventede af religionen, filosofien og selvhjælpslitteraturen at få et fingerpeg om, netop i hvilken retning vi skulle gå. Men det får vi ikke noget svar på. Det, evangeliet derimod siger, er, at uanset i hvilken retning vi vælger at gå, vil Gud i Kristus ledsage os med den nåde, barmhjertighed og kærlighed, intet menneske kan være for uden. Den kristne tro handler herefter ikke om den rigtige retning, men om hvem der vil gå vejen sammen med os.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en digter, som for relativt nylig er dukket op på den litterære scene, Helle Søtrup.
I digtsamlingen Audiens fremfører hun forskellige bønner, der føjer en tone af menneskelighed og forsonlighed til hele vores brogede palet af livsveje. F.eks. denne:
Jeg beder for dem, der lever under evne. Jeg beder for bænkevarmerne og for håndlangerne. Jeg beder for dem, der har tålt meget. Jeg beder for idealisterne og for sværmerne og for dem, der evig og altid skal sige sandheden. Jeg beder for dem, der venter ved telefonen. Jeg beder for dem, der har meget at miste og for dem, der ingenting kan undvære. Jeg beder for dem, der troede, de vidste, hvad de ville.
Uanset hvilken vej, vi vælger, og hvad vi har gjort til målet for vores liv, kan vi ikke undvære, at kærligheden og barmhjertigheden går med. Uanset hvem vi er, og hvordan vi lykkes eller ikke lykkes med det, kan vi ikke undvære, at der er nogen, der beder for os. Først i bønnen, først deri at nogen orker at bede for os, kommer vi helt tæt på vor egen og målenes skrøbelighed og kan være dem, vi er for Gud, i sandhed, uden forstillelse, uden falsk fromhed.
Så lad os bare tage en bøn mere:
Jeg beder for dem, der bor i urolige huse. Jeg beder for de plagede og for dem, ingen vil noget. Jeg beder for de rodløse og de fremmedgjorte og for dem, der mangler barduner. Jeg beder for dem, der ikke kan dosere sig. Jeg beder for de selvtilstrækkelige og for dem, der har lagt sig for smalt ind i livet. Jeg beder for dem, der har forbrudt sig, men som ingen gider kræve til regnskab.
Fordi den menneskelige tilværelse er spændt ud over tid, og bevæger sig fra et punkt til et andet, og fordi vi er bevidste om bevægelsen fra dette ene punkt til det andet, spiller ideen om ”vejen” en stor rolle. Men uanset hvilken vej, vi vælger, og hvordan det i verdslig forstand kommer til at gå os dér, skal der også være en vej for sjælen, en ”løngangssti” om man vil, og den vej er Gud for os i sin nåde og kærlighed i Kristus. Glædelig søndag. Amen.