Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter påske , 30.04.2017
Predigt zu Johannes 10:11-16, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Det er hårdt at være ulv – særligt i vores del af Europa, hvor ulven er ildeset, rovdyr, som den er, der ikke generer sig for at snuppe et påskelam eller to, en høne, et dåkid eller hvad den nu ellers kan få fat på …. Fårehyrder, landmænd og byboer stræber ulven lige meget efter livet, - og den ensomme ulv må lede sig selv, finde sin egen vej, sin egen vej til næste måltid.
Selvom fårehyrder og fåreavl kan synes temmelig fjernt fra alle os, der anno 2017 mest arbejder med PC, mobil, Excel ark, samt Outlooks kalender med arbejdsbånd, når det kommer til ledelse, så er det alligevel til at forstå. Det handler grundlæggende om ledelse, - god ledelse, vel at mærke! Der er to måder at holde får på: Enten byger man en indhegning og en fårestald. Eller man lader fårene selv gå som flok, - det kræver både hyrde og gerne også hyrdehund. En hyrde er den slags leder, fårene stoler på og har tillid til og derfor følger efter, - det giver den fordel, at fårene stort set kan lede sig selv naturligt og udnytter fårenes instinktive sans for det gode liv, deres frihed og naturens gaver.
Fra min præstehverdag er erfaringen, at det lader sig gøre at være hyrde for konfirmander - til en hvis grad. Konfirmander vil gerne have vist vej og følger med, hvis de har nogenlunde tillid til, at lederen kender vejen og målet, og at det er værd at gå med. Det er ikke sikkert, de går den lige vej, eller lystrer første gang, de får besked. Det er ikke engang sikkert, de hører efter. Men ét eller andet sted har de et sikkert instinkt for, hvor der er noget at hente, som de ikke kan på egen hånd. Så er det ok at gå med hyrden og tjekke terrænet ud.
Tålmodighed og mangel på selvhøjtidelighed er nødvendige egenskaber for den gode hyrde. Det ved enhver god erhvervsleder, skoleleder, afdelingsleder, og - ikke mindst - er det enhver hundeejers visdom: Hunde og heste må absolut ledes, hvis de skal leve blandt mennesker – de er følsomme og fintfølende væsener, der har brug for konsekvent ledelse, der først og sidst har godhed og tillid som fortegn.
Gå til din hest eller din hund og lær at lede, spejl dig der og se, hvor din ledelse er mindre vellykket – og lær selv af det, hvis din hund trækker i snoren og gør alt, det, den ikke må!
Gå til din hest og lær om at være leder for dem, der er større og stærkere end du, - men har let til skavanker og brug for din omsorg. Hesten belønner sin leder med dyb kærlighed og bundløs tillid – en god hest vil dø for sin leder, - men nu er billedet vendt på hovedet!
Mens vi nu er vendt op og ned, kan vi passende lige se lidt på den anden vinkel: Fårets vinkel, hestens og hundens, barnets og lønarbejderens synsvinkel. Det handler om tillid først og sidst. Hvis ikke jeg som får, hund, hest eller menneske har gode erfaringer med min leder, bliver det ene og alene et spørgsmål om magt. Hvis lederen har magt, adlyder jeg måske af snusfornuft i al fredsommelighed, eller - kun af frygt! Tyranni og diktatur er ikk enadet end ledelse, baseret på frygt og rå magt.
Det er meget langt fra den gode hyrdes ledelse, hvor intet andet end tillid er fundamentet, og ledelsen fungerer som samarbejde mellem får og hyrde.
Den gode hyrde styrer flokken lige præcis så meget, som det er nødvendigt for fårenes gode liv. Ikke mere! Får kan meget selv og skal ikke bæres rundt på skuldrene (hvis du er i tvivl, så prøv at tage din kat op – de fleste katte vil helst selv gå på egne fire poter – uanset at de stoler på deres menneske!).
Men tilbage til fårene: Hvis det er en god flok, og en god hyrde, så samarbejder de. Får ved en del om det bedste græs, og hvad de har brug for, hyrden kan langt hen ad vejen stole på, at flokken ved, hvad de søger, og lade dem bestemme. Lam bliver født, passet på, opdraget af flokken – og selv i hårde tider finder de kloge voksne får god føde. I samarbejde med en god hyrde klarer de sig igennem svære tider og knappe græsgange.
Uvejr og vilde dyr kan skræmme får, så de glemmer flokken og styrter i hver sin retning. det er farligt, hvis man er et får. Hyrdens opgave er at lede og styre; sørge for at bringe flokken sammen før uvejret kommer; helst et sted, hvor de er i ly og føler sig beskyttet. Og hyrden skal holde øje med de vilde dyr og jage dem væk, - eller flytte fåreflokken.
Hvis I har bare lidt fantasi, – og det ved jeg, at I har, – så kan I nu høre, at det her ligner vores menneskeliv: Fårenes og hyrdens samarbejde om det gode liv, ligner det, der er meningen med at leve sammen i fællesskab, i en familie, i en vennekreds, i et samfund. Vi er hyrder for hinanden - gode hyrder! Samtidigt er vi får, der lader os lede og styre i tillid til at den, der nu er hyrde, ved, hvad den gode hyrdes opgave er.
At være fårehyrde er faktisk en let og en meget svær opgave på én og samme tid: Får kan meget selv, - de er stærke, robuste dyr. Hyrden kan langt hed ad vejen lade dem gå frit omkring som flok.
Men får er også egenrådige, stædige bæster, der elsker at stikke af, har deres helt egen vilje og ind imellem simpelthen er dumme og uforstående overfor, hvad der farligt. Hvis der nu er bare lidt grønnere græs på de farlige steder, jamen så glemmer de både fare og hyrde…
Jeg er den gode hyrde, siger Jesus. Den gode hyrde kender sine får, tager ansvar for dem, styrer og leder dem. Det vil sige: Hyrden hjælper fårene præcis dér, hvor det er nødvendigt. Hyrden bærer ikke rundt på får, der selv kan gå, og leder ikke flokken med kadaverdisciplin og magt. Den gode hyrde leder fåreflokken på tillid. Får følger og adlyder hyrden i tillid.
Det er den helt store kunst - både for os som mennesker indbyrdes, som får og hyrder. Men det er sandelig også kunsten i troens verden, - tillid er det, det handler om: Tillid til at Gud styrer og leder os, ikke med jernhånd og disciplin, men med præcis det, der er nødvendigt.
Der bliver talt meget om at finde sin egen vej her i livet, finde sig selv og sit livsmål. Det er alt for stor og tung en byrde at lægge på vore egne og andres skuldre! I et fællesskab gælder det ikke om at realisere sig selv, dér gælder det om at give andre plads og rum. Frihed er ikke et solidt hegn om flokken. frihed er får og hyrde, der arbejder sammen for det gode liv.
Jesus gav sit liv for os – hans forbillede er det stik modsatte af at rage til sig og mele sin egen kage. Hans kærlighed er det stik modsatte af vores til tider vattede, sukkersøde udgave af samme, der giver udseende af stor tolerance, men ofte viser sig at være ansvarsløs og selvisk…..
Jesus viste os kærlighed stærkere end døden, lidenskab som vældige vande og brusende floder ikke kan udslukke, Han gik igennem ild og vand for os som den gode hyrde og gør det stadig. Vi kan som kloge, stærke får trygt giver os hen i tilliden til ham, den gode hyrde og lade os lede og styre af ham. Proportionalt dermed kan vi lære at tage ansvar og selv være gode hyrder for hinanden, og sådan bære med i fællesskabet. Hvor tilliden bliver stor, indfinder ydmygheden sig. Den ydmyghed, der hedder selvforglemmelse. Det er tillidens største gevinst, at hvor den er fuldt og helt til stede, glemmer vi alt om at hytte vort eget skind bedst muligt. I stedet bliver de andre det vigtigste. Det er som et bæger, der skænkes fuldt, til det flyder over og mere. Overskuddet løber helt af sig selv til de andre…. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Dét er god ledelse! Amen!