Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. søndag efter trinitatis, 03.09.2017
Predigt zu Markus 7:31-37, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Markus 7, 31-37 (+Salme115,7-9)
Møgguder!
I disse politisk korrekte tider er det svært at vide, om det ord er tilladt. Måske er det blasfemi og må ikke siges højt, - på den anden side kunne det også være taget fra toppen af den almindelige dagsorden, der går ud på at jage religion ud af det offentlige rum og hjem i hemmelig privat.
Møgguder! – en ateist kunne sige det
Møgguder! – nogle kunne bliver forargede
Ordet er hentet fra Bibelen! Det gamle Testamente – Kongebøgerne og profeten Ezekiel bruger det flittigt. Det handler om afguder – gudestatuer lavet af guld og sølv, af træ, af hø og strå og hvad de nu ellers kunne være lavet af. Alle de figurer, folk havde let ved at tillægge magisk evne og dermed guddommeliggjorde. (Hvis de vel at mærke så ud til at ”virke”!)
En gammel historie om dansen om guldkalven, der var lavet af egen rigdom, hver havde sin andel i det gyldne. I det små og ret uskyldige sker det hele tiden – vi køber en lottokupon og drømmer om løsningen på alle problemer. En lykke ting, en lille buddha fra østen, en statue af Maria, der pynter i vindueskarmen.
Til tider tænker vi også om Gud som var han sådan en lykketing, eller en magiker, en tryllekunstner eller et lottospil. Giv gevinst! Lad os mærke magien! Når der ingenting sker, tænker vi, at er Gud ergo ikke er der. Eller han er ligeglad med mig. På det sted er vi fuldstændigt lukket inde i os selv. Som var vi døve og stumme.
Døv og stum – det kan være et fysisk handikap. Medfødt eller kommet til. Det kan være psykisk, at sindet har lukket ned efter en for traumatisk oplevelse, som ikke kan bæres.
Eller det kan være mere fredeligt i overført forstand, når vi ikke vil høre andet end os selv. Når alle andre taler for døve øren, og vi i en hver samtale ikke høre den anden, fordi vi kun tænker på det næste, vi selv skal sige.
En form for dæmonisk lukkethed, tavshed. Som ikke er stilhed, men snarere larm. Vi ved det fra hverdagens dramaer, hvor den værste straf, vi kan udsætte hinanden for, er tavshed, lukkethed, villet misforståelse og ikke lytten efter, hvad der siges til os.
Vi kommunikerer meget uden ord, meget mellem ordene. En del af det, vi kommunikere er bøn – til hinanden og til Gud. Og en del af vores opmærksomme lytten efter er også bøn. Faktisk er meget af vores lyttende opmærksomhed bøn – i modtagende åbenhed, i sårbarhed og udsathed venter vi at få noget givet fra den anden.- Det er alt fra nyttig information – til når alt står på spil imellem Gud og os, og vi bare må vente på at få det næste givet, fordi vi ikke aner vejen frem selv.
En hel kommunikation har der vel været mellem den døvstumme mand og Jesus og mellem dem, der kom med ham –
Bøn behøver ikke blive sagt højt, et blik kan rumme den stærkeste bøn, en udstrakt hånd, en skælven ved et øjenbryn – vi bliver eksperter på de nærmestes bønner. Vi kender afmagtens bønner, den bøn der bedes håb imod håb, henover et stadigt indre gentaget: "det sker aldrig, det er umuligt!"
Jesus tog ham afsides – det tyder på, at Jesus forstår, hvad der foregår. Ved at tage manden afsides, går Jesus med ham ind i hans eget rum, afsondringen fra omverdenen, rummet udenfor – bag glasvæggen af døv og stum. og så rører han ham fysisk. Det, som senere tider optog som dæmonuddrivelsens rituelle tegn, magi, trolddom. Men i anden hjertelig forståelse kunne det være noget ganske andet, nemlig et andet sprog, en udvidet brug af andre sanser, en himmel af kærtegn, vi dårligt tør åbne os for at tænke på. I nær familien med kys.
Jesus så op mod himlen, sukkede og sagde "Effata, Luk dig op"!
Effata! Luk dig op! Åbn dig for Herrens nærvær – for han er nær. Nær nok til kærtegn af andre dimensioner end noget jordisk kys, Nær nok til at gøre alle ting vel. Vore tunghørige hjerter beånder han og åbner for Guds nye liv. Vore stemmer bliver løst til sang og til utvungen samtale med Gud. Lovprisningen – i sangen og bønnen, - lidt efter lidt tør vi op og giver lods, mærker taknemmeligheden for livet, som strømmer til os. Mærker hjertets sprog – der ikke vil lade sig nøje med tavst at se til, men finder sit udtryk i den tillidsfulde, forventningsfulde bøn til livets giver.
Vore øjne ser endnu så megen lidelse. Stadig er vi ofte de tavse, indelukkede, - sommetider er vi endda udeltagende; orker ikke, haster forbi. Man kan sagtens stille spørgsmålet, hvem der egentligt er de døve, stumme, blinde, syge, forkrøblede? Et hjertens suk fort– og vort hjerte må fyldes af længsel og bøn til Gud om at fuldende og hele sin skabning.
Vi lærer ganske langsomt at se med åbne øjne på det mangelfulde. De, der mangler en sans, ønsker ikke altid at have den – for de har lært noget andet, en udvidet brug af de sanser, de har – og ekstra sanser, vi måske aldrig kommer til andet end ane.
Det er underligt, hvordan netop dem, der mangler, der giver udtryk for at kende en større rigdom, en dybere glæde, en taknemmelighed,- og indføling med andre. Så vi sommetider må spørge, hvem der i grunden mangler hvad?
Jeg vil fortælle om et underligt møde, jeg oplevede en dag i toget. Jeg kan ikke forklare, hvad det var, Ved en station steg en blind mand ind i toget, med stokken pejlede han sig frem til siddepladsen på den anden side af gangen, ved det andet vindue. Jeg sad altså lidt væk med min bog. Da han kommer ind ser jeg kort op fra bogen, og sanser, at manden er blind, navigerer sikkert og hjemmevant med sin stok og klarer sig fint, derefter vender jeg tilbage til min bog. På Roskilde station skal den blinde mand af, han rejser sig, jeg ser igen, at han klarer sig godt og sikkert med stokken, - og så: Idet han passerer min plads, siger han tydeligt henvendt til mig: Tro ikke, det ikke var en stor glæde i dag at være sammen med dig. Jeg blev så paf, at han var videre, inden jeg sagde : Tak! Udenfor toget, standser manden ved mit vindue og løfter hånden til en umiskendelig velsignelseshilsen, hvorpå han lægger hånden på sit hjerte og står sådan, imens toget kører videre med mig – der sad helt stille med hamrende hjerte og ikke kunne tro andet, end at jeg lige havde mødt Jesus.
Kan vi med vore fem sansers fulde brug også have brug for at blive lukket op, til at sanse, at vi lever i Guds varetægt og nærhed? - Hvad vore vilkår her i verden så end er.
Vi har ikke en stum afgud, der sidder blind, døv og død på en piedestal.
En levende Gud har vi, vi kender hans navn, og han ser, han røres af menneskers nød og rækker hånden ud for at røre og befri os. Underet står der lysende klart som et håbsbillede, et Paradisglimt, der trodser lidelsen i en brudt verden.
Det er et tegn, der viser vej; som angiver målets retning, gør op med det, som var engang.
Men først ved altings ende sker fuldendelsen – vi lever på vejen – og kampen hører med. Men det er kamp under Guds inderlige kærtegn, mens han gør alle ting vel. Amen!