Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Estomihi, 03.02.2008
Predigt zu Lukas 18:31-43, verfasst von Arne Simonsen
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde ....
Det var så dunkelt for disciplene, hvad han havde fortalt dem.
Han havde tegnet et billede for dem af lidelse og død, og de forstod det ikke. Det var ikke det billede, de så for sig. De så noget helt andet: et billede af lykke - men det, han talte om, var mørkt og dystert.
At han også havde talt om opstandelse på tredjedagen - de hørte det ikke. Kun det om lidelse og død blev stående tilbage - skræmmende og uforståeligt.
Se, vi går op til Jerusalem.
Langt tilbage havde man talt om Jerusalem som stedet, hvor alle drømme og længsler engang skulle finde deres opfyldelse. Jerusalem var stedet, hvor en lang rejse, fyldt med mange lidelser og besværligheder og omvæltninger, skulle nå sit endelige mål. Her skulle alle folkeslag mødes engang og forenes.
Sådan havde man drømt i årtusinder.
Se, vi går op til Jerusalem.
Og han talte nu om at lide og dø - han alene. Kun ham. Og hvorfor?
De ville ikke høre om det, disciplene.
De havde deres drømme om, hvordan denne rejse for dem skulle slutte.
Også vi har vore drømme om, hvordan vores livsrejse skal være.
Og taler nogen om, at de skal dø - vil deres nærmeste ofte afvise dem og slå det hen. Døden er det fremmede, det grusomme, der slår alle vore planer i stykker og vi lukker ofte øjnene for den og prøver at se noget andet i stedet for. Vi blændes af vor ønsketænkning og ser ofte ikke livet: som det kommer til os.
Disciplene havde en drøm om lykke - men han talte om noget andet: han talte om død. For dem at se var det enden på alting ....
Endnu ser vi et spejl, i en gåde.
Så meget i livet, der kan virke gådefuldt - fuldstændig uigennemskueligt.
Sygdom kan ramme os og forandre alt. Alle drømme kan på få øjeblikke ligge knust for vore øjne - og vi prøver da at se igennem alt vraggodset - frem til en mening med det.
Job råbte anklagende til Gud om en forklaring på alle sine lidelser, alt hvad han måtte igennem af modgang og prøvelser.
Jobs klage kender utallige. Overalt lyder den fra millioner af struber - enten tavst fortvivlet eller som et skrig af protest og vrede.
Hvad er meningen med alt det, vi skal igennem?
Hvorfor så meget modgang?
Drømme går så let i stykker.
Det billede vi har af livet og af hinanden svarer aldrig til virkeligheden. Virkeligheden er altings prøve - her bliver vi sat stævne. Af hvem? Af Gud selv?
Ja, af Gud selv, tror jeg.
Så meget vi ikke kan se igennem hos os selv.
Ethvert menneske kommer til verden med skjulte ordrer - skriver Søren Kierkegaard.
Der er lagt mønstre ned i enhver af os - mønstre, der bliver tydeligere med tiden og måske en dag kan vi se dem tydeligt. Ser vi bagud, vil der være et liv af mange forskellige hændelser og oplevelser - og langsomt tegner sig et billede, måske - og det billede vil rumme mange af de ting, vi ikke forstod. Men der skal tid til.
Endnu ser vi et spejl, i en gåde
Også den blinde tigger ved porten ind til Jeriko må have tænkt det.
Så hård en skæbne, så udsigtsløs: så grusom livet havde været imod ham. Så mange, der deler skæbne med ham, også i dag.
Deres blinde øjne stirrer ud mod en verden, der haster forbi dem og ikke ser dem.
Vi ser - og dog ser vi ingenting.
Vi har vore mål - og vi kan ikke rumme det hele: Noget må vi lade ligge, forsvarer vi os - men ved samtidig også et sted inde i os, at det ikke er sandt.
Se, vi går op til Jerusalem.
Disciplene så ingenting - kun deres egne mål og drømme.
De vandrede opad - med blikket vendt mod Paradiset.
Den evige vandring opad.
De så ikke den verden, der var omkring dem.
Sådan kan verden miste al betydning for mennesker, der kun længes efter fuldendelsen i Paradiset, i Himmelen.
De længes væk fra jorden og al dens modgang og lidelse - mod en anden verden. Livet er slet ikke til for dem længere.
De er pilgrimme i verden - på rejse mod et andet og større mål.
Se, vi går op til Jerusalem.
De så ikke kærligheden, der gik lige ved siden af dem.
Den kærlighed, der ofrer sit liv for at give livet tilbage til alle.
Den kærlighed, der ikke søger sit eget.
Den kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Den kærlighed, der aldrig hører op.
De så kun opad - og forsøgte at fastholde deres billede af den lykke, der ventede dem.
Men hans ord om lidelse og død sad i dem som en borende uro og tvivl. Og virkeligheden trængte sig på nu: i et råb om hjælp fra et menneske i nød.
Den blinde tigger derovre ved porten råbte Jesu navn højt.
Han råbte ikke bare om hjælp. Han råbte et navn - og føjede til: Davids søn!
Han vidste, hvem det var. Davids søn er kun én - ham, som profeterne havde talt om så længe og som nu var kommet.
Den blinde tigger "så" det hele for sig - den lange vandring var slut, ikke bare for ham, men for alle.
Forbarm dig over mig! - råbte han. Det råb er millioner af menneskers - det er råbet: ikke om mening, men om kærlighed. Det er råbet om ikke at være overladt til sin egen grusomme skæbne.
Se, vi går op til Jerusalem!
Disciplene - og alle andre - havde ikke plads til afbrydelser. Det handlede om de store syner nu. Der var ikke plads til forstyrrende indslag fra vejsiden.
Sådan har idealismen altid svigtet det konkrete liv og ofte foragtet det og ofret mange menneskeliv på dets alter.
Den blinde tigger så, hvad alle de andre ikke kunne se.
De så og så - og så dog intet.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.
Den blinde tigger stod ansigt til ansigt med Jesus, vidste han.
Davids søn! - kaldte han ham. Der var intet gådefuldt mere.
Her var sandheden - og han greb ud efter den.
De forsøgte at få ham til at tie stille.
Som disciplene engang havde truet ad de kvinder, der var kommet til Jesus med deres små børn for at han skulle røre ved dem - sådan truede de igen ad denne tigger. De mente at vide, hvad det handlede om - og tog selv afgørelsen.
De så intet - de så kun opad og de så kun deres egne drømme.
De gik lige ved siden af Davids søn - og de så det ikke.
De så ikke, hvad han ville: En kærlighed, der ikke bilder sig noget ind - som ikke søger sit eget og tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Sådan er vi blinde for hinanden. Vi ser et billede - vort eget billede - af den anden og ikke det virkelige menneske.
Disciplenes billede af Jesus var deres eget - de så ham ikke. Endnu.
Endnu ser vi et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.
Men den blinde tigger "så" ham.
Derfor råbte han - som vi må råbe om hjælp, når det handler om os selv og det er en kamp på liv og død. Det er den ægte bøn - ikke formet i fine sætninger og i trygge omgivelser, men den bliver til dér hvor livet er truet.
Det er den nøgne bøn: Forbarm dig, Herre!
Den blinde var angst for ikke at blive set.
Han blev først til - ikke da han fik sit syn - men da han blev set og kendt fuldt ud.
Ansigt til ansigt med kærligheden selv.
Kun i det ansigt kan vi kende sandheden om os selv fuldt ud - fordi vi allerede er kendt fuldt ud.
Vis mig dit ansigt, før alt er forbi,
så er vi begge til stede.
(Benny Andersen)
Den blinde tigger fik alting til at gå i stå.
Davids søn - på vej til at fuldende Guds gerning med hele sit skaberværk - standsede over for dette råb om hjælp fra et menneske i nød, der blev set og følte sig set.
I det øjeblik var han ikke mere en elendig tigger, men et benådet menneske: Benådet med et kærligt blik.
Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?
•- som om det ikke var helt åbenlyst for alle, ikke mindst for Jesus selv.
Men han skal sige det selv - det skal komme fra ham selv: Jesus vil møde ham ansigt til ansigt: som et talende menneske med en bøn om kærlighed.
Mødet er allerede sket: Han er blevet set, den blinde tigger - men i dette møde hører også med, at man skal åbne sit hjerte og sige hvad det rummer af bøn og længsel.
Hvis de elskende bare er holdt op med at fortælle hinanden om deres kærlighed til hinanden: Du ved da, at jeg elsker dig højt - det behøver jeg da ikke at sige! - da ved vi nok, at den kærlighed er trængt.
Sådan også med bønnen: Altid er den konkret - for ellers er den slet ikke en bøn. I bønnen træder vi frem for Gud: ansigt til ansigt - og i den tro, at vi bliver hørt.
Ansigt til ansigt med Gud selv: Han kender os fuldt ud - og deri får vi et nyt syn og et nyt mål at følge. Det himmelske og det jordiske, det største og det mindste, det fjerne og det nære føjer sig til hinanden.
Det er den sande kærlighed,
Der målet vil og vejen véd
Og dog må standse ved at se
Sin næstes nød, sin broders vé.
(K.L. Aastrup)