Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i faste (Invokavit), 10.02.2008
Predigt zu Lukas 22:24-32, verfasst von Marianne Christiansen
Der er en gammel leg med hænder - når man absolut ikke har andet at lave, og måske også lidt gerne vil røre hinandens hænder: Man lægger sine hænder ind imellem hinandens i et tårn, og jo flere man er, des bedre og des højere tårn, og så skal den, der ejer den nederste hånd, hele tiden flytte den oven i bunken. Det skulle jo ikke være så svært, og det er heller ikke, man skal bare vente til man er nederst. Men det kan man jo ikke altid. Og så gælder det om at gøre det så hurtigt, man kan, så hænderne hele tiden klasker oven i hinanden, indtil det hele går i kludder og alle klasker samtidig.
Ganske banalt og ikke ærlig dybsindigt. Alligevel er der noget i Jesu tale til disciplene den sidste aften før hans død, der minder om denne leg: Den største skal være som den mindste, den ældste som den yngste, den øverste som den nederste.
Det er noget med pladserne i det hierarki, der altid er mellem mennesker. Der bliver byttet rundt på en orden på en måde, så der ikke bare kommer en ny orden, men en bevægelighed i hele bunken. Den ældste er som den yngste, og så snart én er øverst, skal han være som den nederste, så snart en er blevet leder, skal hun være en tjener.
Der er både formaning i det her - etik og moral, nye idealer for, hvordan vi skal være overfor hinanden - og så er der noget andet og støre, nemlig en åbenbaring af hvem Gud er, set gennem Jesus.
Det første først: Det drejer sig om, hvad fællesskab mellem mennesker er, og også om hvad ledelse er og bør være i kristen henseende.
Det har med ordet at tjene at gøre. Det er et godt og meget brugt ord, men ikke nødvendigvis med samme betydning
Hvis man kaster ordet "at tjene" ud mellem en flok børn, så vil de med rimelig stor sikkerhed sige: "at tjene penge" - for det er sandsynligvis den forbindelse, de oftest møder ordet i. Og det giver jo en lidt ironisk dobbeltbetydning - for at tjene nogen eller noget har jo en dybere betydning, nemlig at tjene en herre eller en sag. I gamle dage, som ikke nødvendigvis skal ønskes tilbage, stod man i tjeneste hos en eller anden - noget der involverede mere end penge (eller snarere oftest ikke ret mange penge). Det var et altomfattende forhold på godt og ondt. Man stod i en andens tjeneste og udførte hans eller hendes ordre, - når det var skidt af frygt; når det var godt, i en form for inderlig forbundethed mellem herre og tjener.
Nu er der hertillands sjældent nogen, der officielt tjener en herre. Men derfor kan der godt være mange, der gør det alligevel - mennesker, hvis liv er bundet til et andet menneske på godt og ondt, et menneske, som de tjener. Men en sag kan man tjene, et samfund, et fællesskab. Regeringen består af ministre, latin for tjenere. Det er jo godt nok oprindelig kongens tjenere, men i et folkestyre er de at forstå som folkets tjenere - der som samfundets øverste repræsentanter egentlig, hvis det gik efter evangeliet, havde til opgave at tjene de mindste små. "Den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den der tjener".
Vi har begreb om at en politimand er i tjeneste, en soldat gør tjeneste, vi har (endnu) tjenestemænd - alt sammen ord, der forudsætter, at der en opgave i at tjene fællesskabet, ja, der er faktisk en ledende opgave i det.
Så er der hele service-sektoren - service er engelsk for tjeneste. Altså en sektor, hvis opgave det er at tjene. Men vor tids forsøg på at gøre tjenesteforholdet upersonligt, så det ikke bliver så frygtelig tæt på og alvorligt og involverende, samt vores usikkerhed på, hvad samfundet, fællesskabet egentlig er, gør, at vi hellere taler om tjenesteydelser - og ydelser er noget man betaler for, - og om service, bekvemt engelsk. Servicebegrebet er skredet fra at betydningen af tjeneste som et forhold mellem mennesker til at betyde en vare vi betaler for. Alligevel er det tjeneste at yde omsorg og hjælp, fysisk pleje, alt hvad vi gør ved hinanden og for hinanden - også selvom vi har det med at glemme begrundelsen.
Uanset hvor vi er i samfundsbunken eller i alder kommer vi til at stå i et utal af valg mellem hvad og hvem vi skal tjene - om vi skal sætte os selv og vores interesser igennem på bekostning af
nogen svageres i alles kamp mod alle, eller om vi skal sætte os i den svageres sted og gå ud fra det i erkendelse af, at vores hænder hører sammen.
Men der er mere end samfundsmoral i Jesu formaning til sine disciple og derigennem til os. For alle de valg, vi skal træffe, har en begrundelse - eller de får en begrundelse. Der er en, der sætter og har sat en bevægelse i gang, som vi er med i. Fordi vi bliver betjent, vi bliver sørget for.
"Hvem er størst, den der sidder til bords eller den der tjener? Er det ikke den der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den der tjener?", siger Jesus
Hele tiden denne bevægelse, der får hænderne til at flytte sig. Disciplene sidder der om bordet den sidste aften. Vi gentager det ved nadveren - vi gør det, fordi det ikke kan siges - vi ligger til bords og lader os opvarte, betjene - i den bevægelse som Jesus overhovedet er og betyder: En omvending af verdensordenen: Gud er ikke længere over os. Guds søn er under os, altid den nederste hånd, altid ringere end os.
Underligt - fjernt fra moral, nærmere ved tro.
Der udgår en bevægelse fra Jesus, et forhold fra ham, der sender os, bevæger os, fylder os, så vi kan tjene ikke bare en sag, men også andre mennesker, fordi de er Guds, fordi vi er det, - og fordi vi hele tiden er de store, som Jesus gør tjeneste for.
Og så kommer de mærkelige ord til Simon: "Simon, Simon, Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte, og når du engang vender om, så styrk dine brødre."
Simon er den Simon, der af Jesus fik navnet Peter, der betyder klippen. Sammen med navnet fik han beskeden: "Du er Peter, klippen, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
Peter-klippen, med rette den, der kunne forstå sig selv som den ledende, den øverste blandt disciplene. Hvad er det, Satan gør, når han frister og gør krav på mennesker for at si dem som hvede?
Det må være forsøget på at skille fra - at bilde Simon Peter, lederen, ind, at mennesker skal sies, så de stærke og gode kommer på det rigtige hold som hvedekernerne, mens de, der er for lette, ikke noget værd, som avner bliver sorteret fra.
Satan gjorde - og gør - krav på, at hans magt, dødsrigets magt, skulle gælde blandt disciplene, og det er den fristelse vi altid møder: at skille folk ad.
Det er ikke nemt at være stor
Kain slog sin lillebror ihjel i jalousi - fristet over evne.
Jakobs ti sønner smed deres lillebror Josef i en brønd og solgte ham til slave til i Ægypten.
Jesus blev henrettet i indædt jalousi over, at han bar på Guds kærlighed.
Sådan gør de store deres magt gældende i verden også nu, og det er nemt nok at blive ramt af Satans fortvivlelse og mangel på tro, når man ser rundt i verden og kun ser volden og døden som den stærkeste magt.
Men der er en , der beder for os. En Abel, der beder for Kain, - en Josef, der beder for sine brødre: Jesus, der beder for os alle for, at vores tro ikke skal svigte. Den kraft, han sender os med, er stærkere. Den sender os ind i tjeneste til at styrke brødrene og søstrene.