Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden pinsedag, 21.05.2018
Predigt zu Johannes 6:44-51, verfasst von Poul Joachim Stender
(Prædiken skal fremføres med voldsom energi, høj stemmeføring og masser af lidenskab for at fungere. Der må gerne råbes fra en prædikestol)
Jeg hørte ved tilfælde en hel vild tale i radioen af den kendte madentreprenør Claus Meyer. Det var en gammel optagelse fra Roskildefestivalen, hvor han formodentlig stående på en ølkasse og med skingrende, nærmest hysterisk røst, råbte til tilhørere, hvordan de skulle få lært at bage bedre brød. Jeg formoder, at han ikke havde en mikrofon, og at der har været musik i nærheden, der spillede højt. Meyer skulle bruge sin stemme det bedste han kunne. I sin lidenskabelige tale for brødet opstillede han regler. ”Regel nr. 1”, skreg han hæst, ”godt mel, godt med fibre, kvalitetsmel. Regel nr. 2 Mere salt. Mindst 25 gr. per kg mel. Regel nr. 3, langtidshælvning. Ikke noget med at komme 50 gr. gær i brødet og lade det hæve to timer, mens man går på toilettet. Ganske lidt gær”… Hvis Claus Meyer var blevet præst, havde vi haft 90 procent medlemmer af folkekirken. Vi mangler hans lidenskab i folkekirken – lidenskaben er vigtig - Gud siger i Det gamle Testamente om sig selv: ”Jeg er en lidenskabelig Gud”.
Det kan, desværre, være temmelig kedsommeligt og forudsigeligt at gå i kirke. Derfor: Regel nr. 1. Mere salt i folkekirken!!!! Der skal prædikes så det svier i sårene, så vi erkender vores svigt og smålighed, så livet efter gudstjenesten smager af mere, fordi vi ved, at Jesus er med os som livets brød. 25 procent mere livssalt per gudstjeneste!!! Find jer ikke i prædikener, kære menighed, hvis de ikke svier og får jer til at smage livet - og find jer ikke i menighedsråd, der synes ringmuren tilstand er vigtigere end at forkyndelsen af fibrene i Guds ord!!! Regel nr. 2. Livets mel skal være supergodt. Vi skal satse på kvalitet i vores tilværelse. Da Gud blev menneske skete det i et lille barn. Det store kan være i det små. Det er de gode bøger, vi skal læse, de dybe stunder med hinanden, vi skal satse på, de interessante tanker vi skal tumle med!!! Regel nr. 3. Langsomhed, livet skal have tid til at hæve. Vi må give os tid til Gud og hinanden. Vi danskere har alt. Undtagen tid. Men hvorfor ikke omvendt. Have færre materielle ting, men masser af tid. Sats på at få mindre af alt det andet - og have tid til at leve!!!
Engang hørte jeg en amerikansk prædikant, der under sin prædiken i en baptist kirke i USA, råbte og skreg ligesom Claus Meyer på Roskilde festivalen. Man blev revet med af hans voldsomme temperament. Hans lidenskab smittede. Man kunne mærke, at han brændte for evangeliet. Bagefter spurgte jeg ham om, hvorfor han råbte og skreg sådan. Og han så forundret på mig og skreg: Når 11 svedende mænd løber rundt og sparker til en fodbold, skriger og råber kommentatoren i boksen. Skulle jeg ikke råbe og skrige over det største og bedste i verden. JESUS CHRIST. MY SAVIOR. Regel nr. 4: Vi er kommet i kirke anden pinsedag for at blive begejstrede, ophidsede, entusiastiske, livsduelige!!!!
I dag fejrer vi fortsat pinsen og man kan undre sig over, at Jesus ikke bare blev hos os, så det ikke havde været nødvendigt med hverken en Kristi Himmelfartsdag eller en pinse. Hvorfor i alverden fortsatte han ikke med at gøre det, han var så formidabel god til: mirakler og gode taler? Måske drejer det sig om, at kunne trække sig tilbage på det rette tidspunkt. Vi kender det fra en tale. Kunsten er ikke at tale. Kunsten er at holde op med at tale. Kristus forlod os inden vi blev vant til hans mirakler og livgivende ord. Vi vil have mere af ham, fordi vi aldrig blev vant til ham. Vi kender det fra besøg af vores venner. Det er dem, der ikke kan finde ud af at gå i ordentlig tid, vi ikke orker at invitere igen. De, der gik, før de blev kedelige, vil vi gerne have mere af. Kunsten er i alle forhold at kunne trække sig tilbage, inden man bliver anstrengende. For nyligt trak politikeren Søren Pind sig fra sin ministerpost. Han udtalte, at han ikke følte den samme sult længere for sit arbejde, som han før havde haft. Fantastisk sagt og modigt af Pind at slippe sin pind. En af de ting vi som mennesker har størst besvær med, er nemlig at give slip. For eksempel at give slip på det gamle skidt, vi gemmer på loft og i kældre, slip på vores penge, slip på gamle fordomme, slip på vort arbejde, slip på vores vante meninger, slip på livet. Men livet består i to ting. At kunne tage i mod og viser lidenskab og begejstring for det, man får af Gud. Men også i at give slip igen, for at give plads til, at livet kan udvikle sig. Jesus vidste, at han kunne hjælpe os mennesker, ved at slippe mange af de ting, han elskede. Sine gode venner, mad, drikke, smukke kvinder, den verden han havde mødt med al dens skønhed og smerte. Han var klar over, at han kunne være tættere på os alle sammen, hvis han gav os sin hellige ånd.
Pinsen er en ukontrollabel, utæmmelig, voldsom giv-slip fest, som vi kristne har dresseret til det uigenkendelige. Det er ikke et spørgsmål om, hvad man i sit liv skraber sammen af meninger og fordomme og materielle ting. Men hvad man tør give slip på! Disciplene slap forestillingen om, at Jesus skulle være synligt tilstede, for, at de kunne forkynde hans mægtige ord og gerninger og blev grebet af Ånden fra ham og Gud, som en slags levende brød, der gav dem styrke og næring. Men som også gjorde dem ustyrlige fordi Ånden, ligesom vinden, blæser hvorhen den vil. Næsten alle pinsesalmerne skriger lidenskabeligt efter ånden. Titlerne er: ”Kom, sandheds Ånd”! ”Kom Helligånd”! Gud, Helligånd! o kom”! ”Kom Gud Helligånd, kom brat”! ”Ånd over ånder, kom ned fra det høje”! ”Kom regn af det høje”! Hele tiden dette tiggende, anråbende kom! Hvordan kan vi bilde os selv ind, at det kan blive pinse for os, hvis vi ikke tør give slip på vores gamle liv, vores vante forestillinger, vores snusfornuft og forsigtighed? Fuld af lidenskab må vi, ligesom salmerne, råbe at Ånden skal komme over os!
Glædelig pinse og Gud i vold. Amen.