Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i fasten (Okuli), 24.02.2008
Predigt zu Johannes 8:42-51, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
I dag vil jeg tage udgangspunkt i det ubehag, der kan være ved at høre SÅ bombastiske ord om, at de andre er løgnere og har Djævelen til far. Det er jo voldsomme ord, både for dem, der hørte dem dengang, men også for os, der hører dem nu. For det er en retorik, hvor der ikke er respekt for modparten, så konflikten optrappes. Det er en måde at tale til andre på, hvor den, der taler, ikke er i tvivl om at han har ret, at han har sandheden, at han alene besidder sandheden. Og det kan vi måske godt finde os i, for det er jo Jesus selv, der gør det. Men, jeg vil alligevel holde fast i det ubehag, der kan være ved at høre så bombastiske ord. For det er ikke kun os, der i vores tid synes, det er problematisk, hvis et menneske påstår at eje sandheden og ser sig som én, der udtaler den absolutte sandhed. Det har man altid set som et problem, og da især i forbindelse med det religiøse. Der er tradition for en sund skepsis overfor profeter og andre store, der taler, som var det Guds ord de havde i munden.
Og det vil jeg nu fortælle en meget kendt historie om. Og det er om en af Jesu og jødernes store forbilleder.
Dengang da Moses havde reddet hebræerne ud af Egypten og var på vandring i ørkenen blev han kaldt op på bjerget for at få lovens tavler. Han skulle komme med to udhuggede tavler og så ville Gud give ham den lov, som skulle være en del af deres aftale og pagt. Moses var deroppe i 40 dage og nætter, og bjerget var dækket af skyer. Og han kom ned med tavlerne, og, som der står, "hvor loven var skrevet med Guds egen finger." "Vidnesbyrdets Tavler", kaldes de i den nye oversættelse. Men nede, var hebræerne blevet utålmodige og havde vendt sig til gamle kendte guder: en tyrekalv, og den var de godt i gang med at tilbede. Man ved, hvad man har, ikke hvad man får, - det gælder også i det religiøse.
Moses blev så rasende, da han så det, at han kylede lovtavlerne til jorden og smadrede dem. Guds egen lov skrevet med Guds egen finger. Der skal noget til. Han må så tilbage på bjerget, og igen er det hele dækket af skyer. For Moses må ikke se Gud og folket må ikke se, hvad der sker deroppe. Og der går 40 dage og 40 nætter til. Men denne gang skriver Gud IKKE et eneste ord med sin egen finger. Han siger: "det kan du selv gøre!" Så Moses må sidde og høre Guds ord og udsagn og omsætte dem til ord på tavler. Da Moses kommer ned 2.gang er det igen med to stentavler, de 2 Vidnesbyrdets Tavler, men denne gang skrevet af en menneskehånd, Moses hånd, og ikke af Gud. Det er Guds ord ved menneskehånd, - eller man kunne sige: i menneskemund. Tolket og forstået af et menneske og givet videre af et menneske. For det er de vilkår, vi har Guds ord i.
Denne lille historie om de to ture op til bjerget og ned igen, og at de stentavler de fik lov at beholde er IKKE dem, skrevet af Guds egen finger, det er for mange jøder, deres tilgang til, at bibelen ikke skal læses som Guds eget ord, uformidlet som den eneste Guds sandhed. Altså det er en fortælling imod bibelfundamentalisme. Med denne fortælling om tavlerne kommer der den sprække og ydmyghed ind, der hedder: vi har kun guds ord, sandheden, som den er blevet forstået og fortalt videre fra menneske til menneske. Og vi kan tage fejl.
Så, så tidligt, kommer der en bevidsthed ind om hvad sandhed er, og at den absolutte sandhed aldrig kan besiddes af et menneske. Det fortalte de om Moses, den største af dem alle, for jøderne. Pagtens ark indeholdt ikke Guds egen lov, men guds lov skrevet ned af Moses, forstået af Moses. Denne Moses, der aldrig kom helt tæt på Gud, og aldrig så Gud, for der var altid tåge og skyer. Og da han VILLE se ham, nede på jorden en dag, sagde Gud: du kan få lov til at mig bagfra. Men ikke ansigt til ansigt.
Fortællingen om Moses handler om at den sandhed mennesker har, er relativ. Aldrig absolut. Moses bliver et billede på, at et menneske aldrig besidder sandheden. Han får den kun i skyer tåge og må kun se den "bagfra", fra ryggen. Og det nærmeste han får at høre er: jeg er den jeg er. For sandheden tilhører Gud. Og derfor kan vi aldrig fordømme en anden som løgner, eller løgnens børn. Den dom hører Gud til, og han dømmer både os og andre, levende og døde.
Det her var en lille fortælling fra det gamle testamente om hvad DE gjorde ved det ubehag og den vildfarelse, at noget menneske skulle kunne besidde hele sandheden.
Hvad gør vi, i dag, ved det samme ubehag?
Vi har i dag en kritisk bevidsthed, hvor den enkelte afprøver med sig selv, om man vil tror på det, der siges. Vi tror ikke på udsagn, blot fordi den, der taler, siger han har ret eller fordi han eller hun har autoritet og magt. Vi tillader os at afprøve alle udsagn. Der er ikke længere nogen, der får ret, bare fordi de påstår at de har det.
Vi kender det fra, at vi smiler lidt af ham, når Busch eller Blair, eller Chirac eller Fogh med alvorsmine prædiker til os. Så tænker vi, uvilkårligt: hvad har han i ærmet ? Hvad skal vi nu bildes ind?
Og de store fælles fortællinger, f.eks. om hvad der er sandt, de smuldrer også, fordi vi lever og ånder i en forståelse af, at hver enkelt subjekt selv bedømmer, hvad der er sandt og rigtigt, udfra sin situation og sammenhæng. Vi kender det, i det små, fra at når TV fortæller om det store VI engang, os, den danske befolkning, så sidder mange, i alle aldre og siger: sådan var det IKKE. Sådan levede vi ikke, sådan tænkte vi ikke.
Fordi det ikke længere er en selvfølgelighed, at nogen har ret, fordi de siger de har det, eller fordi de har magt til at sige det, ja, så er der ikke mange muligheder tilbage for at det, man vil påstå er sandt, også bliver modtaget som sandt.
Der er kun én, siger en svensk litteraturmand, Engdahl og det er vidnesudsagnet.
Et vidnes opgave er nemlig ikke at have ret, men at tale sandt.
Tale sandt om hvad de har set, hørt, oplevet, erfaret. Vidnet skal ikke plædere, argumentere, brillere, overbevise, men tale sandt.
Fordi vi altså har en opfattelse af sandhed som det der er sandt for den enkelte, så har vi kun den mulighed tilbage, at sandhed er det, der kommer som vidnesudsagn og vidnesbyrd. Hvor altså personen bag selv står ved det. Og så afhænger det af, om man så har tillid til denne person. Så sandhed er personbundet i vores tid, hvor det er subjektiviteten det gælder.
Det kan man bl.a. se på det moderne begreb, der hedder "story-telling" hvor man i managementkulturen for længst har opdaget, at sandhed er knyttet til person, og vidnesbyrd hører man på, kan man blive bevæget af. Det er ikke længere objektive facts, der skal overbevise. Men det personlige, der skal vidne om sandt. Vi kender det, igen i det banale, fra Netto-reklamerne, hvor en almindelig kvinde, lidt halvtræt, men smilende står og fortæller, hvorfor hun handler i Netto. Eller ægteparret der reklamerer for Invita-køkkener. Her er ingen dokumentation for, at de har ret i at Invitakøkkenet er bedst. Vi hører intet om spånplader og trækvalitet. Men deres personlige vidnesbyrd om det personlige køkken, det kan sælge. Det er vidnesudsagn, udsat for reklameverdenen.
Og nu tilbage til Jesus. Til Kristus, som i evangeliet i dag fører så bombastisk tale om, at han taler sandheden, for han giver den videre fra sin far.
Han er et eksempel på det, jeg lige har sagt, at sandhed ikke er facts, som én fremlægger og derfor får ret, men sandhed er, at der tales sandt. Og at det prøves på personen bag vidnesudsagnet, - om vi tror på ham.
Det er det, denne stridssamtale i evangeliet i dag drejer sig om. Han sætter sig selv ind som kriterium for, hvad sandhed er. Der er ingen anden argumentation for, at det er sandt, det han siger, end ham selv. Og Johannes fortæller som om det er en diskussion om løgn og sandhed, påstand mod påstand, have ret, få ret. Men Johannes gemmer det sidste argument til sidst. Til aller-allersidst.
At Jesus talte sandt, at vi kan stole på vidnesudsagnene fra ham, det lader Johannes først blive tydeligt med korset. Johannes bruger aldrig helbredelses- og undere som bevis, de er altid tegn. Det bliver korset, der kommer til at vise, at vidnesbyrdet fra Jesus var sandt. Et vidnes opgave er at tale sandt, ikke at få ret. Jesu opgave var at tale sandt om Gud som kærlighedens kilde, ikke at få ret. Og han fik ikke ret, efter verdens forståelse, for en henrettelse er jo det største bevis for, at verden ikke gav ham ret.
Men han talte sandt. For med sin person og skæbne viste det sig, at han stod inde for sit vidnesbyrd. Når han skulle vidne om, at kærlighed er sandheden om Gud, så måtte han afstå fra at møde sine modstandere med vold. Korset er taberens skæbne, men det bliver som et svaghedens argument et tegn, der underminerer magt. Viser sandheden om Gud og os.
Det er det vidnesbyrd, Johannes giver videre. Og vi kan tro det, eller vi kan lade være. Her er ikke tale om at få ret, have ret. Overbevise, plædere, brillere.
Her er tale om, om vidnesbyrdet er sandt: Johannes vidnesudsagn om Jesus og Jesu vidnesudsagn om Faderen.
Vores vidnesudsagn i liv og lovsang.
Amen.