Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Midfaste, 31.03.2019
Predigt zu Johannes 6:1-15, verfasst von Christiane Gammeltoft-Hansen
Ved denne prædiken er evangelielæsningen forsøgt integreret i prædikenen og læses derfor ikke forud men et stykke inde i prædikenen.
Der skal næring til. Hvis vi skal kunne sætte én fod foran den anden, række ud, løfte og tale med høj og klar stemme, må de basale behov være dækket. Det er så basalt, at kroppen kan tænke det for sig selv. Den ved, hvornår den er i underskud og behøver mere for at kunne være en krop i bevægelse, en krop der kan bruges. – Kroppen kan tænke det for sig selv. Men når behovet er blevet dækket, kan der dog ske det paradoksale, at vi holder op med at tænke.
Behovsopfyldelsen kan blive målet i sig selv, som er livets mening dette, at vi har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i maven. Det er ikke fordi, det er helt forkert. Det er bare heller ikke helt rigtigt.
At gøre behovsopfyldelse til målet med vores liv er en nedskrivning af det gudskabte liv. Det er en indsnævring af det tænkende og sansende menneske, der er skabt med tanker, der kan søge længere end til det umiddelbart foreliggende. Det er en nedskrivning af det menneske, der er udstyret med et åndeligt gehør, der kan opfange signaler på dybere og højere frekvenser.
Søg tilbage til underskuddet, hvis du vil vække åndens kræfter – har rådet lydt igennem tiderne. Hvis overskuddet, behovstilfredsstillelsen, stopper tankerne og lukker ørene, så spæg dit kød og tæm din krop.
Det råd har vi taget til os i en grad, at faste er blevet en folkebevægelse. Om det har vækket åndens kræfter står dog hen. Og måske er det heller ikke overskuddet som sådan, der er problemet. Midt i en fastetid får vi nemlig fortællingen om et overskud, der ikke stopper tanken, men sætter den fri. Således lyder evangeliet ifølge evangelisten Johannes til denne midfastesøndag:
”Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.
Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: ’Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?’ Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: ’Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.’ En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: ’Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?’ Jesus sagde: ’Få folk til at sætte sig.’
Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.
Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: ’Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.’ Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.
Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: ’Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.’ Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.”
Amen.
Underskuddet er blevet alvorens og indsigtens emblem. Den der ser manglen og underskuddet forstår mere og ser længere, synes vi. Bliver der talt om tomhed, meningsløshed og alt det der ikke lykkes, høres det som åndfuldt. Overskuddet derimod betragtes mere som noget skamløst eller naivt. Tidens trend er selvdisciplinering, og tidens ord er skam, angst og fiasko. Når vi prøver at magte tilværelsen og se virkeligheden i øjnene, er det det, vi griber til, og de ord vi bruger.
Jesus kender tydeligvis den negative tilgang, for han forventer det negative svar, da han stiller dem over for opgaven at sørge for mad til sultne. Og det kommer også. Der er ikke nok, så send alle væk – lyder manglens svar.
Selvfølgelig skal vi give udtryk for det, der bekymrer os og tale med hinanden om det, der gør os bange. Og ja, vi mangler. Vi mangler f.eks. at forstå vores afhængighed af Gud og hinanden. Vi mangler i en grad, hvor vi ikke kan andet end at bede Gud om også at være der i manglen. Men det er ikke ensbetydende med at glæde, generøsitet og hvilke ord, der nu knytter sig til overskuddet ikke er lige så beskrivende for verden og vores liv som underskuddets ord.
Midt i en fastetid åbner evangeliet vores blik for overskuddet. Det er ikke en negligering af, at der er noget, der smerter og bekymrer. Men evangeliet peger på, at der er et grundvilkår i verden og i vores tilværelse, der kommer før manglen, og som er omfattende.
”Hvis Gud havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os solen, månen og jordens frugt”, sagde Luther. Med evangeliet i dag kan vi tilføje: hvis Gud havde villet, at vi skulle trække os tilbage i underskuddet, havde han ikke givet os det grønne græs, brødet og mennesker at dele det med.
Solen, månen og græs – det er så omfattende, at vi måske knap lægger mærke til det. Ellers også er vi blevet vant til det. Græsset er for almindeligt til, at vi tillægger det nogen større betydning. Men en underberetning kan gøre, at vi genopdager det. Den viser os verden, ikke som et neutralt sted, men som Guds sted, hvor der midt i alle realiteter findes det, der er livsopladende, og det som giver grund til at sige tak.
Der blev meget til overs den dag på de grønne sletter. Sådan giver den generøse Gud sig tilkende. Det er som med foråret. Der er flere anemoner, end vi behøver, men deres mængde gør glad og kalder på en sang. Græsset er grønt og anemonerne hvide og blå, men det har ikke kun noget med farver og naturromantik at gøre. Overskuddet knytter sig også til kulturen.
København kunne have klaret sig med færre tårne, men hvor byen dog er smukkere med dem. Og midt imellem alle tårnene er der også kirketårne, der lyser op, når det er mørkt, som en et løfte om, at der venter en morgen. Og som tilskynder til at lade tankerne svinge sig højere op.
Evangeliets eget stærke billede på overskuddet er brødet. Her bliver det, der er givet, det der er sået forbundet med det forarbejdede. Det er Gud og mennesker forbundet i det helt elementære og jordnære. Det er overskuddet forbundet med det, der kan brydes og deles. Og til sidst løfter Jesus billedet ind i det gådefulde og forjættende, da han siger: Jeg er livets brød.
Overskuddets evangelium er en kontrast til den tankehorisont, der stopper ved, at der ikke er nok.
Det tragiske er der – men det er glæden også.
De sultne er der – men det er brødet også, og hvis vi ellers kunne finde ud af at dele, ville der være nok, også til sultende.
Manglen er der – men det overskuddet også.
Engang satte de sig i det grønne græs. Med åndens kræfter kan vi se, at der sidder vi stadig. Midt i verden hvor anemoner blomstre og brødet brydes. Amen.