Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter påske, 26.05.2019
Predigt zu Genesis (1. Buch Mose) 32:25-32 og Joh 16,23b-28 , verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Selvom en ting siges ofte, behøver den jo ikke at være forkert. Det er ofte sagt, at vi lever en super-pietistisk tid. En tid, hvor subjektet eller individet er afgørende, og hvor det er subjektet, der afgør, hvad der er sandt og hvad der ikke er sandt.
Første gang jeg selv bemærkede det, var da vores kronprins i 2003 skulle præsentere sin forlovede, Mary fra Australien. Mange mennesker var naturligvis stimlet sammen på Amalienborg-slotsplads for at ønske det unge par tillykke. Det var en stor dag. Og en landsdækkende tv-kanal bevægede sig derefter rundt blandt menneskemængden på slotspladsen for at tale om dem om hvad der var foregået. Kameraholdet mødte en kvinde og stiller hende da spørgsmålene: hvad følte du, da du så den nye kronprinsesse? Og derefter: hvornår blev du klar, at det var hende?
Det er de to centrale spørgsmål til omvendelsen i de klassiske pietistiske kredse: spørgsmål til følelsen og spørgsmål til det præcise tidspunkt for det skete.
Det er en slags ny-pietisme bare uden Gud.
Det positive ved den er, at den sætter individet frem på demokratisk vis. Den lader os blande os med livet på samme vis. Og det er positivt. Det negative er at alt truer med at falde, for kun det er sandt som man selv kan stå inde for, og det kan jo grundlæggende være ganske lidt.
Således bliver verden ikke større end hvad vi selv kan stå inde for.
Og hvem siger at det skal være den hele verden? Kunne der ikke være ting, der var større end som så? Kunne der ikke være erfaringer, som vi ikke har mødt eller rummet endnu, og som kunne give os helt nye perspektiver på tilværelsen? En tilværelse, som kunne være båret ikke kun og alene af os.
Denne ny-pietisme synes også at bevæge sig ind i kirkens rum, når ritualerne laves om eller udbygges, så at vi alle kan deltage i dem med ord eller handlinger. Og at deltage er godt – ingen tvivl om det. Men kunne det ikke tænkes, at vi netop i denne tid, hvor vi hele tiden er i spil og hele tiden skal stå inde for det hele, kunne få brug for et sted, hvor vi skal aflastes?
Hvorfor blot fylde på det læs, som individet slæber rundt på? Hvorfor blot lægge mere til de byrder, vi alle slæber rundt med for at kunne være et moderne individ?
Kunne der ikke være et rum, hvor vi netop skulle aflastes fra at stå inde for det hele? Kunne ikke netop det være evangeliets udtryk?
Men vi skal afgøre os. Vi skal bestemme os. Vi skal stå fast.
Det er der, at individet bliver til, synes mantraet at være.
Men også her kunne det være givende at lytte til bibelens ord. Også her kunne det være godt at fyldes af de bibelske fortællinger.
For der er en fortælling, der fortæller om afgørelse på alt andet end fast grund. Det er den første af de beretninger, som vi har hørt til i dag. Beretning om Jakobs-kampen. Beretningen om hvorledes Jakob kæmpede med Gud og blev velsignet. Kæmpede med ham i den mørke nat og da solen stod op, blev han velsignet.
For der er noget, som ikke nævnes i dagens bibelfortælling, men som går lige forud for denne: Jakob kæmper med Gud i vadested.
Netop som han har sat sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn over floden og selv står i vadestedet, bliver han angrebet. Her finder kampen sted. I vadestedet.
Den finder ikke sted på den faste grund. Den finder ikke sted i den afgjorte situation. Den finder ikke sted, hvor man er trådt i karakter.
Den finder sted, der hvor alt er på begge breder og man selv står midt i vadestedets brusede grund.
Der sker det. Midt i alt det, der ikke er sikret.
Der kæmper Jakob med Gud og Gud velsigner ham til sidst. Velsignelsen møder ham, da intet synes afgjort.
Det er i vadestedet, at vi møder Gud. Det er i bønnen, at vi møder Gud. Det er i fadervor, at vi møder Gud. Der, hvor vi er på vej fra den ene bred til den anden bred. Der møder Gud os.
Der møder Jesus os udgået fra Gud. Møder os når vi står i vadestedet, hvad enten det vadested er dåben, nadveren eller det Guds ord, der møder os i forkyndelse eller i bøn.
Bed, så skal I få, gå ud i vadestedet, så skal I møde Gud. Det er det, det hele handler om. Og netop derfor er den nye pietisme så trist, fordi den hindrer os i at stå i vadesteder, hvor vi ikke kan stå inde for det hele. Nogle gange må vi give slip også på os selv, så at der kan lyde en anden stemme til os. En stemme, der taler til os om trøst og om glæde.
For Jesus Kristus, i hvis navn vi skal bede, er det store vadested.
Det er i ham, vi skal give slip på os selv og det er i ham, vi skal velsignes. Det er i ham, vi skal kæmpe med Gud, og midt i solopgangen til hans rige velsignes i Jesu navn.
Så vi skal så at sige vade ud i Jesus. Stå midt i ham, der er sandheden, vejen og livet. Give slip på vort eget og kæmpe med Gud. For i vadestedet skal du falde og i vadestedet skal du velsignes. Amen.