Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juledag, 25.12.2019
Predigt zu Johannes 1:1-14, verfasst von Marianne Frank Larsen
Gud ske tak og lov for Golfstrømmen
Uden dig ville de ægyptiske mumier være uden mening. Sådan skriver Benedikt til den kvinde, han er blevet forelsket i hjemme på Island. Selv sidder han på en pub i London og skriver postkort; han har lige været på British Museum at se på mumier, derfor indledningen: Uden dig ville de ægyptiske mumier være uden mening. Så fortsætter han: Men gud ske tak og lov for Golfstrømmen, for uden den ville du ikke findes, og det har han jo ret i, uden Golfstrømmen ville der slet ikke findes mennesker på Island. Din Benedikt, skriver han til sidst, men visker så din ud; der skal mere end seks øl til for at skrive din; din er et ord på mindst ti øl, står der. Og jeg ved ikke, om Benedikt drikker ti øl i den vidunderlige, islandske bog, der hedder ”Sommerlys og så kommer natten”,1 men han skriver et par postkort mere, som han af indlysende grunde ikke rigtig kan huske bagefter.
Nogle dage senere hjemme på Island kommer Thuridur kørende ind på hans gårdsplads. Tak for postkortene, siger hun og smiler og kommer tæt på; lige før var der hele gårdspladsen imellem dem; nu er der kun et par brosten og så hunden, der springer op ad hende. Var det fire styk, jeg sendte fra London, spørger han forsigtigt. Tre, siger hun, og smilet bliver endnu bredere. Ville du kunne skrive den slags ting ædru? spørger hun så. Ja, svarer han ufortrødent, og nu kommer hun så tæt på, at man skulle tro, de stod midt i trængslen i en storby og ikke på en gårdsplads med rigelig luft omkring på Island. Ja, gentager han, kan du måske komme lidt tættere på, spørger han så. Ja, svarer hun, og så kommer hun helt ind i hans arme.
Og sådan er der liv i ordene, og uden dem blev intet til af det som er mellem Benedikt og Thuridur den septemberdag på Island. Tiltrækningen opstår, forelskelsen fornemmes, følelserne kommer og går, kærligheden er til som en mulighed, men først i det øjeblik, Benedikt sender sine ord, bliver kærligheden virkelig. Uden dig ville de egyptiske mumier være uden mening. Men gud ske tak og lov for Golfstrømmen, for uden den ville du ikke findes. Da han skriver sådan, og da han står ansigt til ansigt med Thuridur og svarer ja til, at han ville skrive lige sådan, hvis han var ædru – da sker det. Da kommer kærligheden til orde og bliver til mere end fornemmelser, mere end en mulighed; den bliver til en ny virkelighed for de to, der kommer helt tæt på hinanden, selvom der er masser af luft på gårdspladsen omkring dem. Det er ordene, der gør det. Ja, siger han, han ville skrive lige sådan, og ja, siger hun, hun kan godt komme lidt tættere på – og i de små ord bliver noget så stort som et nyt liv til, et liv som i dén grad er Benedikts lys.
Det er med erfaringer som Benedikt og Thuridurs, at vi forstår, hvad evangelisten Johannes mener, når han kalder Jesus for Ordet i sit juleevangelium. Erfaringen af, at ord kan kalde nyt liv frem, gøre noget virkeligt, idet det bliver sagt; jeg elsker dig; jeg bliver hos dig; jeg er ked af det, jeg gjorde; jeg tror på dig. Det er ord, der ændrer virkeligheden og får mennesker til at lyse; når de først er udtalt, kan de ikke længere tages tilbage. Der findes også onde ord, som ændrer virkeligheden, når de bliver sagt, men de skaber ikke nyt liv; de ødelægger simpelthen det liv, der er forvejen. I de onde ord er der nok virkelighed, Men i de gode ord er der liv, og livet er menneskers lys. Sådan spejler vores gode ord det store ord, som var i begyndelsen, og som kaldte himlen og jorden, farverne, årstiderne og ansigterne frem på skabelsens morgen - og nu til morgen igen.
Frelseren, Kristus, Herren. Sådan siger englen til hyrderne julenat hos evangelisten Lukas. Ordet, siger evangelisten Johannes, og med de store navne sætter englen og Johannes hver sine ord på, hvem det er, der er blevet født. Uden ordene ville vi ikke kunne se andet end et nyfødt barn, der ligger og sover. Det er ordene, der kalder den nye virkelighed frem, hvor dét bestemte, nyfødte barn er vores frelser og Guds ord. For det er ikke et hvilket som helst ord, men Guds ord, Johannes mener, når han kalder Jesus for det ord, som var i begyndelsen. Sådan finder han det nye navn, han synes er mest dækkende, hvis han skal sige, hvem Jesus er. Med sine ord har Jesus fyldt vin i tomme glas og brød i tomme hænder, kraft i lamme lemmer, lys i tomme øjne og liv i døde mennesker. Præcis som det ord, der kaldte farver og årstider og ansigter frem af intet på skabelsens morgen. Johannes kan ikke se rettere, end at Jesus ikke bare siger Guds ord. Han er Guds ord, for der bliver nyt liv til overalt, hvor han kommer frem. Og derfor lyder Johannes’ juleevangelium i een sætning: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. At Guds ord med selve livet og lyset i er blevet et menneske som os i det barn, Maria fødte julenat, og er flyttet ind midt i det liv, hvor vi kommer lige så tæt på hinanden som Benedikt og Thuridur på gårdspladsen, men hvor vi også mister hinanden. I alle afkroge af vores liv, også hvor der er allermest øde, er Guds ord nu til stede med alt, hvad det indebærer af begyndelser og nye muligheder.
Det ved vi, fordi han også har været i graven og dødsriget. For han døde og blev begravet, som vi dør og bliver begravet, men Ordet kunne ikke bringes til tavshed. Mørket greb det ikke, siger Johannes, og sådan forkynder han påskeevangeliet midt i sit juleevangelium. Påskemorgen stod Ordet op af graven og vendte tilbage til vores liv. Og derfor er den vidunderlige pointe, højdepunktet i Johannes’ juleevangelium, at lyset skinner i mørket. Det er nutid. Ellers taler Johannes i datid om det ord, som var i begyndelsen, og som tog bolig iblandt os. Men lyset skinner i mørket - det er nutid. Og gud ske tak og lov, ikke alene for Golfstrømmen, men fordi det er nutid, at lyset skinner i mørket.
Julenat for længe siden tog Ordet bolig iblandt os i det barn, Maria svøbte. Nu til jul tager Ordet atter bolig iblandt os i de ord, vi hører og synger. De mange forskellige ord er alle sammen svøb om det ene ord, som var fra begyndelsen, men nu er det hos os. Maria lagde sit barn i en krybbe. Hvis ordene går os til hjerte, er det dér, han kommer til at ligge i dag, i vore hjerters krybber. Når han ligger dér, bærer vi ham med os overalt, hvor vi kommer hen, eller vi bærer dét med os, det ord, som lyser i mørket og skaber ny begyndelser, hvor vi mindst venter det. Som Thuridur, der ruller vinduet ned, da hun kører ud af gårdspladsen, og siger: Vi vil få børn, der er høje af vækst. Til en halvgammel landmand, en stornæset ensomhed, der har været alene med sin hund på sin gård i årevis, og som selv synes, han er lidt af en tørvetriller. Med de ord vider den ny virkelighed sig ud og bliver til en fremtid og en frugtbarhed, Benedikt ikke på nogen måde havde forudset, da han sad på pubben i London og skrev sine postkort. Som Thuridurs ord gør den uventede fremtid til virkelighed for Benedikt, sådan gør Guds ord den uventede fremtid til virkelighed for os. Det liv, der opstår på ny og fortrænger mørket i vores hjerter. Amen.