Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter påske (Miserikordias Domini), 06.04.2008
Predigt zu Johannes 10:22-30, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Han gik rundt i søjlegangene i templet! I må ikke tro der var stilhed og andægtighed omkring ham. Det var ikke sådan at de tav fordi han kom i nærheden af dem. Templet var vist slet ikke noget sted hvor der herskede nogen særlig ro og orden. Købmændene stod på nakken af hinanden for at komme til at sælge offergaver - og en enkelt gang ved vi om Jesus at han blev rasende, og det var netop i templet!
Han blev så vred at han væltede bordene og truede dem med pisk der drog fordel af folkets religiøse følelse.
Den religiøse følelse eller tanke har det med at ville søge ud i de yderste spørgsmål. Det er en grænseløs nysgerrighed. Man søger svar på nogle spørgsmål om livets mening, om dødens frygtelighed, om kærlighedens dybde, om sandhedens horisonter. Når man stiller disse spørgsmål, er det også som om man søger ét svar! Man lægger op til at der ikke findes mangfoldighed, men énsidighed. Man lægger op til at der er et sted hvor der ikke er diskussion men enighed!
Jeg ved egentlig ikke hvorfor der er sådan en rift om det entydige, om det uimodsigelige? Hvorfor har vi egentlig den drøm om at der findes mennesker der ikke tager fejl? Hvor har vi den idé fra at nogle skulle gå igennem tilværelsen uden på noget tidspunkt at skulle have fundet sig i modsigelsen og modgangen?
Hvad er det for en besættelse vi bærer rundt på når vi bilder os ind at verden er så lige til? Hver gang det skete i verdenshistorien at sådanne mennesker kom til magten - hver gang det lykkedes nogen at overbevise andre om at de skulle deponere deres forstand hos dem, så gik det for alvor galt. Når mennesker ikke kan nøjes med at være mennesker, men vil være Gud, så bliver det altid med den frygteligste umenneskelighed til følge.
Piet Hein formulerer det meget præcist når han beskriver vores måde her i verden ved at konstatere at: "Han er et godt menneske. Han gør ikke nogen noget ondt uden selv at have fordel af det." Vi troende kan ikke bare vende os bort fra verdens problemer og lade som om vi ingen andel har i dem når vi ser at religionerne faktisk er en del af det der får verden til at gå i brand. Hver især bliver vi nødt til at spørge os om der er noget af det vi tror og bekender der får os til at se nedværdigende på vore medmennesker.
Se altid det billede af Jesus foran jer som går rundt i søjlegangen. Det hører både til jødedommens og til kristendommens væsen at der altid er diskussion - ja til tider ligefrem kævl om hvad der er sandhed.
Diskussionen ophæver ikke sandheden. Selvom noget bliver diskuteret betyder det ikke at det er ligegyldigt hvad man kommer frem til og at man skulle kunne komme frem til alt muligt. Jeg ved godt at vi lidt trætte af de mange diskussioner i det politiske liv somme tider næsten kunne ønske "at man kunne være sikker på at politikerne mente det modsatte af hvad de siger" (Hein). Men det er altså en vigtig erkendelsesform at lade sine medmennesker og sine modstandere få ordet!
I kristendommen har vi forsøgt at gøre os det passende besværligt hele tiden. Selvfølgelig findes der også nogle her der vil gøre alt entydigt, totalt, uimodsigeligt - men vogt jer altid for dem! Husk på at Jesus aldrig gjorde nogle tavse. Han færdedes mellem mennesker i endeløs diskussion. Han diskuterede med disciplene der ikke altid forstod ham. Han var ikke nogen hygge-onkel der var ligeglad med verdens gang. Han kunne blive ganske hvas når de ville fordømme hinanden - han kunne også blive tydeligt irriteret når de ikke ville forstå - men han vendte ikke ryggen til nogen.
Og det var som om hans efterfølgere forstod det. De fattede det at hvis der skulle fortælles om ham, så skulle der fortælles så mange historier som intet menneske og ingen bog kunne rumme! Derfor har vi også fire grundlæggende fortællinger om den samme historie. Matthæus fortalte på sin måde. Markus gjorde sit bedste og viderebragte i al korthed hvad han havde hørt. Lukas ville være så nøjagtig som muligt. Johannes ville virkelig ramme den smukke tone og samtiden; men han mere end nogen anden vidste også at dette kun var en del af historierne om Jesus fra Nazaret.
Ja, og lige siden har vi fortalt hinanden historier som grundlæggende er historier om Jesus fra Nazaret for alt som livet skrider frem opdager vi at hadet, løgnen og dumheden altid har gjort sig bred i verden; men at sandheden, kærligheden og tilgivelsen alligevel sætter sig igennem. Det er virkelig som om der findes en Guds drøm i verden som altid besætter det menneske der tør drømme om frihed, om sandhed, om menneskelighed.
Man skal ikke true mennesker til at se sandheden - man skal fortælle historier og man skal gøre sig umage med at leve efter den sandhed. Hvis man har oplevet det at mennesker ikke var nøjeregnende, men imødekommende, så ved man at tilgivelse er muligt. Hvis man har oplevet glæden ved sandheden, så tager man ikke løgnen så forfærdelig højtidelig.
Se jer om i verden, og I vil se mange der med uhyrlig magt prøver at tvinge mennesker til tro, til efterlevelse og til underkastelse - og det kan godt være at de vinder i første omgang; men sidste runde vinder de aldrig! I sidste runde bryder foragten, latterliggørelsen og endelig medfølelsen ud over dem.
Vi har nogle håbstegn i kirken som vi holder os til: dåben og nadveren. Det er begge tegn som skal vise mennesket i retning af tro, håb, kærlighed, retfærdighed, mod, styrke og solidaritet. I disse tegn tror vi at Jesus vandrer med os - følger os på vej. Vigtigheden af disse tegn kan jeg nok bedst give jer en fornemmelse af ved at fortælle om et andet tegn.
Hver gang jeg er i Berlin og på det jødiske museum må jeg hen og se Paul Kuttners håndklæde. I februar måned 1938 satte hans mor Magaret Kuttner ham på toget som skulle føre ham i frihed i England. Som noget af det sidste foldede hun et håndklæde sammen og lagde det i kufferten med bemærkningen om at han aldrig skulle mangle et håndklæde. Paul så aldrig siden sin mor. De myrdede hende i Auschwitz. Hele livet igennem bevarede Paul håndklædet som hans mor havde foldet det sammen. Det var vel som om hendes nænsomme hænder stadigvæk føltes når han rørte det - det var som om hendes kærlighed stadigvæk var der - hele hendes vidunderlige væsen var vævet ind i dette stykke stof. Det var hvad der var tilbage af hende. Og det kan godt være at de myrdede hende; men de fik hende ikke!
Vi kender godt historien - de myrdede Jesus, men de fik ham ikke for kærligheden, sandheden og friheden vil altid overleve!