Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

4. søndag efter påske (Kantate), 20.04.2008

Predigt zu Johannes 8:28-36, verfasst von Johannes Værge

"Skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se." Det var i læsningen fra alteret, vi hørte om det, stykket fra Apostlenes Gerninger - om Paulus, eller Saulus, som han på det tidspunkt hed, den højtuddannede jødiske teolog, som lidenskabeligt havde kastet sig ud i forfølgelsen af de Jesus-troende, en bevægelse, en retning så ny, at man på det tidspunkt endnu ikke havde fundet på betegnelsen 'kristne' eller 'kristendom'; de kaldte sig, som det fremgik af læsningen, 'dem, der hører til Vejen'. Men for Saulus og hans mange ligesindede var der bestemt ikke nogen farbar vej i den retning, det var en afgrund.

   Var denne Jesus ikke blevet henrettet med rette? Havde han ikke vist sig som en, der brød flere af Moselovens regler, fordi han mente at komme med noget større end de vedtagne udlægninger - hvad bildte han sig ind, at han stod op mod det, som generationer af skriftlærde havde arbejdet sig frem til? Han havde en sandhed, som skulle gøre menneskene frie, havde han sagt - men hvilket kaos ville dét ikke ende med? Den mand fra udkanten, fra Nazaret, vidste han ikke, hvor langt menneskene kommer bort fra Guds vilje, hvis ikke loven og detaljerede regler holder dem i ave? Og havde han ikke tilladt sig at så tvivl om offertjenesten i templet? - igen fordi han påstod at komme med noget, der var større og vigtigere. Større end offeraltrene, præsteskabet, templets allerhelligste - som om han kendte en bedre adgang til Gud!

   Saulus' vrede var intens mod denne forfører. Den "vej" måtte spærres af, brydes op!

   Men på sin rejse i denne sags tjeneste, lige før Damaskus rammes Paulus så af et lys så stærkt, at det kastede ham til jorden, og han blev blændet, kunne ikke se trods sine vidt åbne øjne.

   Det blev der ændret på i den følgende tid. Paulus kom til at se igen - og se mere, end han så før. Han fandt efterhånden sine ben igen, nu på dén nye vej, han så lidenskabeligt havde søgt at bryde op. En ny side af tilværelsen åbnede sig for ham, nye, fundamentale erfaringer.

   Var det så forkert, alt det han som jødisk lærd havde tilegnet sig om Gud? Nej, men det kunne sammenlignes med en erfaring, vi gør hvert forår - som vi sang: "morgen i maj, når det grønnes": de mørke blad- og blomsterknopper svulmer i mødet med forårslyset og varmen, kaster dækbladene; det, som har været skjult i knopperne, folder sig ud og vokser. Tilsvarende var det for Paulus: Noget hidtil skjult i de gamle skrifter foldede sig nu ud, gav sig til at vokse i ham, kaldt frem i mødet med det overvældende lys. Nye, befriende betydninger. Som når salmisten havde skrevet om at være spærret inde som fuglen i en fælde: "Fælden blev knust,/ og vi blev reddet", da kunne han nu, efterhånden som han tilegnede sig det at være på vejen, Kristus-vejen, se lovbestemmelserne og de detaljerede forordninger som en fælde, en indespærring, en blind vej, og erfare en ikke før kendt frihed i Kristus, ikke til lovløshed, men til ansvar og ny værdighed: nu ikke slave for Gud, men arving til det, der er Guds, åbenbaret og gjort til at modtage i Kristus: Den erfaring, at Gud er kærlighed, Gud er lys. Derudfra er alt levende skabt og strømmet, dér skal alt levnede samles, befries, forløses, fuldendes.

   Eller tag en af de gamle profeter, Esajas, som havde skrevet, så også dét oplevedes opfyldt nu: "Det folk, der vandrer i mørket,/ skal se et stort lys,/ lyset skinner for dem,/ der bor i mørkets land." Og et andet sted i Esajas' Bog: "Rejs dig, bliv lys,/ for dit lys er kommet./ Herrens herlighed er brudt frem over dig./ For se, mørket dækker jorden,/ mulmet dækker folkene;/ men over dig bryder Herren frem,/ hans herlighed viser sig over dig."

   Lyset, der var brudt frem, så det i den grad havde ændret hans kurs, hans liv ... Det havde været blændende, og Paulus havde måttet give sig god tid til at tilegne sig erfaringen, tilegne sig, hvad der var i det lys, og det blev tydeligt for ham, at det jo så langt fra havde været et koldt lys, der ramte ham. Ikke fordømmelse. Han mærkede varme i det: Ikke at hans liv, hans vej, ville blive fri for lidelse, men lyset havde væltet ham af omsorg for ham, lyset ville ham det godt, ville menneskene det godt, og satte ham på en opgave for menneskenes skyld.

    Ikke fordømmelse, men omsorg. Ja, endnu større ord trængte sig på: sandhed, befrielse - så befriende, som kun kærligheden kan være. Og i den korrespondance med de nye menigheder, som ad åre blev en væsentlig del af Paulus' virksomhed, kunne han i et af brevene bryde ud i en lovsang, en lovprisning af den virkelighed, han var blevet skænket del i:

   Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet... Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

   Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis ... Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

 

Det var det, der var i det lys, der fandt ham, væltede ham, rejste ham, satte ham på vejen. Den kærlighed, som glæder sig ved sandheden. Den sandhed, som skal gøre os frie. Fri fra falske klange, fra misundelse, pral, oppustethed for at gøre sig til noget i menneskers og Guds øjne, fri for nag, hævnfølelse. Glæde ved sandheden. Frihed!

   Kærligheden bringer i det hele taget en anden orden på livet. Her kommer det, som Paulus formulerede det, "ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte."

   Det, det kommer an på, er at være ét i Kristus, være føjet ind i den kærlighedsmagt, som - igen med et citat fra et af Paulus' breve - "friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i [Guds] elskede søns rige; i ham har vi forløsningen ..."

   Sandheden, som forløser, skal gøre os frie - "Vort liv blev reddet / som fuglen fra fuglefængernes fælde./ Fælden blev knust,/ og vi blev reddet." Og hører vi fælde-knuseren til, er vi Abrahams afkom, med ret til arven ...

 

Da Jesus havde sagt sit: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie" - så havde indvendingen fra hans landsmænd lydt: "Vi er Abrahams efterkommere ..." Vi har ikke behov for at blive sat fri, vi er de retmæssige arvinger til det, Gud har lovet.

   Men det, Jesus kom med, var ikke baseret på biologiske forhold, biologisk afstamning. Som Paulus rigtigt forstod det: Det kommer ikke an på at være jøde eller græker, mand eller kvinde; det kommer heller ikke an på status i samfundet: træl eller fri. Og som dagens evangelist, Johannes, skriver i sin prolog om Ordet, Kristus: "alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud."

   I troen, på vejen, i dåben, er vi født af Gud, Guds døtre og sønner, arvinger til det, der er Guds. - Og hvad er så Guds? Det er det lys, som er kærlighed. Som morgen i maj, når det grønnes: Det skjulte kaldes frem af dets tildækninger, sandheden om os som Guds børn og arvinger.

   Morgen i maj, når det grønnes, og "miskundhed vågne i hvert et bryst", barmhjertighed, frihed i hjertet. "Livstræet skyde af korsets rod ... så af det hele, som Gud har skabt,/ går kun fortabelsens æt fortabt", altså så at alt det, som Gud har skabt, befries fra de skaller, de fælder, der har spærret det inde - så at det kun er fortabelsens kræfter i vort liv, der går fortabt, falder af som de tørre skalle om det, som skal vokse, grønnes. Ja, en ny morgen, så du forstår, at gemt under alt det, der ellers måtte være at sige om dig, er du Guds frie barn, ikke træl, men arving.

   "Bliv lys, for dit lys er kommet". Sandheden om Gud og dig gør dig fri. Amen.



Sognepræst Johannes Værge
Dk, Hellerup
E-Mail: johs.v(a)mail.dk

(zurück zum Seitenanfang)